København, 24/02/2025 - 20:45
Dansk-iransk Hollywood-instruktør undskylder klap bagi
Ali Abbasi, instruktør bag filmen "The Apprentice", taler ud om upassende adfærd til Golden Globes-efterfest.
Mosa''ab Elshamy/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Dansk-iranske Ali Abbasi, instruktøren bag "The Apprentice", er kommet i en kontrovers ugen før Oscar-uddelingen.
Ifølge anonyme kilder, der har udtalt sig til det amerikanske medie Deadline, skulle en beruset Ali Abbasi have opført sig upassende til en Golden Globes-efterfest i januar.
Nu fortæller den 44-årige instruktør sin side af historien i en pressemeddelelse til Deadline.
- Jeg forstår fuldt ud, at mine handlinger har gjort nogen ukomfortabel, uanset min intention, og det er jeg oprigtigt ked af, lyder det fra Ali Abbasi.
- Jeg havde før tilbragt tid med personen, det vedrører, ved forskellige lejligheder og havde grund til at tro, at vi havde et venskabeligt forhold. Da jeg så ham til Golden Globes-festen, var jeg begejstret for at se ham igen.
Det var her, at den konkrete situation skulle være opstået, hvilket Ali Abbasi også forholder sig til.
- Jeg lavede en alt for familiær gestus - et klap bagi - hvilket jeg mente for sjov og ikke på en seksuel måde overhovedet. Det gik hurtigt op for mig, at jeg havde fejlvurderet situationen.
- Jeg undskyldte til ham på stedet, og den efterfølgende dag forsikrede jeg mig, at min undskyldning blev gentaget gennem mine repræsentanter, udtaler Ali Abbasi.
21. februar meldte det amerikanske medie Deadline, at Ali Abbasi havde stoppet sit samarbejde med sine to Hollywood-agenturer, CAA og Entertainment 360.
Selv om den dansk-iranske instruktørs brud med de to Hollywood-agenturer kom tæt efter den omdiskuterede hændelse, afviser Ali Abbasi, at der er en relation.
- Antydningen af, at jeg skulle være blevet droppet af mine repræsentanter på baggrund af denne interaktion, er falsk. Min beslutning om at gå hver til sit var en langsigtet karrierebeslutning, som ikke var påvirket af kortsigtede motivationer, udtaler Ali Abbasi.
Situationen kommer kort før Oscar-uddelingen, som løber af stablen søndag 2. marts.
Her er "The Apprentice" repræsenteret med to nomineringer. Sebastian Stan er nomineret for Bedste Mandlige Hovedrolle, mens Jeremy Strong er nomineret for Bedste Mandlige Birolle.
/ritzau/