Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Taipei, 17/01/2025 - 06:50

Taiwan udfører første henrettelse i knap fem år

Henrettelse af dødsdømt taiwaner torsdag møder får fra Amnesty-direktør, som kalder det et tilbageslag.

Af: /ritzau/

Taiwan har sent torsdag udført østatens første henrettelse i knap fem år.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Der er tale om den 32-årige Huang Lin-kai, som i 2017 blev fundet skyldig i drabene på sin ekskæreste og ekskærestens mor.

Henrettelsen blev udført som et skuddrab.

- De forbrydelser, som Huang var involveret i, var ondskabsfulde og ubarmhjertige. De var dehumaniserende, ekstremt onde og ekstremt alvorlige, lyder det fra justitsministeriet efter henrettelsen.

Taiwan har udviklet sig til i dag at blive betragtet som et af Asiens mest progressive demokratier. Meningsmålinger foretaget blandt befolkningen viser dog, at størstedelen af den taiwanske befolkning fortsat støtter dødsstraffen.

Taiwan har udført i alt 36 henrettelser, siden et midlertidigt forbud mod dødsstraf blev ophævet i 2010.

Torsdagens henrettelse er den første, siden præsident Lai Ching-te tiltrådte i maj 2024.

Mens Tsai Ing-wen, som var Lais forgænger, sad på posten, blev to personer henrettet som følge af en dom om dødsstraf.

Inden Tsai Ing-wen var præsident, var det a Ying-jeou, som var Taiwans præsident. I denne embedsperiode blev der udført 32 henrettelser af dømte indbyggere, der sad på dødsgangen.

I september fastslog en domstol i østaten, at brugen af dødsstraf skulle "begrænses til særlige og exceptionelle omstændigheder".

Direktør for Amnesty i Taiwan, E-Ling Chiu, siger, at torsdagens henrettelse er en "chokerende og ond udvikling".

- Taiwans justitsminister har med et strejf fra en kuglepen omgjort flere års hårdt tilkæmpede fremskridt henimod afskaffelsen af dødsstraffen. Dette er et stort tilbageslag for menneskerettighederne i Taiwan, lyder det.

/ritzau/

USA, 17/01/2025 - 14:12

Overblik: Tidslinje i bitter filmstrid

* 20. december: Blake Lively anklager Justin Baldoni for angiveligt at have invaderet hendes privatliv ved at gå ind i hendes trailer, imens hun var ved at klæde om under optagelserne til filmen "It Ends with Us". Hun anklager desuden sin medskuespiller og instruktør for angiveligt at have presset hende til at tabe sig og for at have orkestreret en smædekampagne imod sig.

* 21. december: Justin Baldoni bliver droppet af sit agentbureau.

* 24. december: Nonprofitorganisationen Vital Voices, der kæmper for at styrke kvinders rettigheder, aflyser at give en hæderspris til Justin Baldoni. Samme dag sagsøges Justin Baldoni af sin tidligere talsperson, Stephanie Jones, for angiveligt at have konspireret om at stjæle klienter fra hende og miskreditere hende.

* 31. december: Blake Lively sagsøger officielt Justin Baldoni, hans talsperson og produktionsselskabet Wayfarer Studios, der producerede "It Ends With Us", for seksuel chikane og et generelt kritisabelt arbejdsmiljø. Samme dag indgav Justin Baldoni et søgsmål mod New York Times, hvor han krævede 250 millioner dollar, svarende til omkring 1,8 milliard danske kroner, for mediets gengivelse af Blake livelys anklager, som ifølge Justin Baldoni var rygtespredende.

* 3. januar: Justin Baldonis advokat, Bryan Freedman, afviser Blake Livelys anklager og fortæller til NBC, at han vil sagsøge Blake Lively. Advokaten uddyber ikke nærmere, hvad søgsmålet vil omhandle.

* 7. januar: Justin Baldonis advokat medvirker i en podcast, hvor han fortæller om planerne for at sagsøge Blake Lively "ind i glemslen". Advokaten anklager Blake Lively for at have orkestreret en smædekampagne mod Justin Baldoni, og derudover anklager han hende for ikke at have læst bogen, der ligger til grund for filmen "It Ends With Us".

* 16. januar: Justin Baldoni sagsøger Blake Lively, hendes mand, Ryan Reynolds, hendes talsperson, Leslie Sloane, og talspersonens virksomhed, Vision PR. Justin Baldoni anklager dem for at have konstrueret falske historier om ham for at ødelægge hans omdømme og for at have taget kontrol over filmen "It Ends With Us", som han instruerede.  

Kilde: Forbes.com

/ritzau/

Læs Mere >>

USA, 17/01/2025 - 14:12

Filmstjerner i fejde: Jeg var forvist til kælderen

Nicole Rivelli/Ritzau Scanpix

Nye detaljer og påstande ser dagens lys i den verserende sag mellem Blake Lively og Justin Baldoni, der spillede over for hinanden i "It Ends With Us".

Justin Baldoni og hans familie måtte tilbringe tid i en kælder, da filmatiseringen af bogsuccesen "It Ends With Us", som Justin Baldoni har instrueret og har den mandlige hovedrolle i, havde premiere i New York i august sidste år.

Det påstår Justin Baldoni i et søgsmål rettet mod kollegaen Blake Lively, som han instruerede og spillede over for i filmen.

40-årige Justin Baldoni anklager 37-årige Blake Lively og hendes mand, den 48-årige skuespiller Ryan Reynolds, for at have fremsat falske anklager om seksuel chikane i en smædekampagne mod ham.

I kølvandet på Blake Livelys anklager valgte Justin Baldonis agentur at stoppe samarbejdet med ham, ligesom at Justin Baldoni gik glip af en hæderspris, han skulle have modtaget.

Justin Baldoni har sagsøgt Justin Baldoni og Blake Lively for 400 millioner dollar, svarende til omkring 2,9 milliard danske kroner.

Nu viser retsdokumenter fra søgsmålet, at Justin Baldoni følte sig udelukket til sin egen premiere.

- Lively forlangte, at han ikke deltog, fremgår det af sagens retsdokumenter, som tabloidmediet Daily Mail er i besiddelse af.

I et privat foto fra Justin Baldoni ses han sidde med sin familie i en kældergang omgivet af paller med flaskevand.

- Sikkerhedspersonalet handlede, som var der en risiko for flugt, da de eskorterede Baldonis gruppe ned i bygningens kælder, lyder en af anklagerne i søgsmålet.

I kælderen blev Justin Baldoni og hans familie angiveligt mødt af klapstole og -borde, hvor de kunne tage plads. Hvor længe filmens instruktør og hans familie angiveligt sad i kælderen, oplyses ikke.

Søgsmålet er endnu et kapitel i den verserende kæmpe konflikt mellem Justin Baldoni og Blake Lively, hvor sidstnævnte kort efter premieren anklagede og sagsøgte sin medskuespiller og hans producent, James Heath, for seksuel chikane og grænseoverskridende adfærd under indspilningerne af filmen.

Justin Baldoni har ifølge Blake Livelys anklage vist hende nøgenbilleder fra sin mobil under filmens optagelser. Ifølge Justin Baldoni var der tale om billeder fra hans kones hjemmefødsel.

På et krisemøde mellem parterne blev det angiveligt vedtaget, at der ikke måtte vises nøgenbilleder, tales om porno eller beskrives kønsdele under optagelserne.

Blake Lively anklager derudover Justin Baldoni og hans agenter for at have orkestreret en smædekampagne imod hende, hvor negative historier og klip fra ældre interviews er blevet håndplukket og sendt i cirkulation på sociale medier.

Det gælder blandt andet et klip fra 2016, hvor Blake Lively bliver interviewet af en norsk journalist.

Klippet gik viralt på de sociale medier, fordi flere mente, at Blake Lively talte grimt til journalisten, efter at journalisten havde lykønsket Blake Lively, der på daværende tidspunkt ventede sit andet barn.

Den norske journalist udtalte efterfølgende, at interviewet med Hollywood-stjernen gav hende lyst til at sige sit job op.

Blake Lively er også blevet kritiseret for at reklamere for sin linje af hårprodukter og mandens ginfirma på den røde løber i forbindelse med filmen, der handler om partnervold.

Tvisten mellem Blake Lively og Justin Baldoni har fået stor omtale på de sociale medier, hvor det diskuteres, hvem der har ret i de fygende anklager.

Justin Baldoni sagsøger desuden den amerikanske avis New York Times for at have spredt rygter om ham i en artikel. Han kræver 250 millioner dollar, svarende til omkring 1,8 milliard danske kroner, i erstatning fra mediet.

Blake Lively fik sit store gennembrud i tv-serien "Gossip Girl", som rullede over skærmen fra 2007 til 2012.

I 2011 medvirkede hun i filmen "Green Lantern", hvor hun mødte Ryan Reynolds, som hun giftede sig med året efter og siden har fået fire børn med.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 17/01/2025 - 08:00

FAKTA: Sundheden sidder i skallen

* Hele kornet skal indgå i fødevaren, før der er tale om fuldkorn. Det vil sige, at både kimen og skaldele er med. Det er netop i kimen og skaldelene, at de fleste fibre, vitaminer og mineraler findes.

* Fuldkorn kan være både hele og forarbejdede kerner. De kan være knækkede, skårne eller malet til fuldkornsmel. Det vigtige er, at alle dele af kernen er taget med - også skaldelene og kimen. 

* I de officielle kostråd anbefales det, at man spiser 90 gram fuldkorn om dagen.

* For at sætte fokus på fuldkorn afholdes Årets Fuldkornsdag hvert år den 17. januar med aktiviteter i landets kommuner.

Kilde: Fuldkornspartnerskabet, som er et offentligt-privat partnerskab mellem Fødevarestyrelsen, Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og Diabetesforeningen samt en række fødevarevirksomheder, detailhandelskæder og brancheforeninger.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 17/01/2025 - 08:00

Forsker: Fyr op for fuldkornene og føj flere sunde år til dit liv

Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix

Dit helbred vil takke dig på den lange bane, hvis du gør fuldkorn til en fast del af dine hverdagsmåltider.

Havregryn om morgenen og et par skiver rugbrød til frokost gør en større forskel for din sundhed, end du måske går rundt og tror.

Ifølge et studie fra 2024, som Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning står bag, kan du føje flere raske leveår til tilværelsen ved at skrue op for fuldkorn i dagligdagen.

Gennem befolkningsundersøgelser har forskerne fulgt en række personer og deres spisevaner, fra de var i begyndelsen af 50'erne og 60'erne og 20 år frem.

- Der kan vi se, at de mænd, der spiste mest fuldkorn, fik et helt år ekstra uden sygdom sammenlignet med dem, der ikke havde et højt fuldkornsindtag. For kvinder var det lidt mindre, fortæller Cecilie Kyrø, der er seniorforsker ved Center for Kræftforskning.

Forskning har tidligere slået fast, at fuldkorn beskytter mod tyktarmskræft, hjerte-kar-sygdomme og type 2-diabetes. Med dette studie ønskede Cecilie Kyrø og hendes kolleger at se mere holistisk på, hvilken effekt fuldkorn har på vores liv.

- Vi vil alle sammen gerne leve længere, men vi vil jo helst have, at de år, vi lever længere, er gode år, siger hun og understreger, at fuldkorn er en vigtig komponent, når det gælder om at opnå en sund aldring.

Fuldkornsprodukter er kendetegnet ved, at de er lavet af hele kornet. Det vil sige, at skallerne også er med, og i dem sidder en lang række mineraler og vitaminer, som er gavnlige for helbredet. De er blandt andet medvirkende til at holde blodtrykket og kolesteroltallet nede.

Og du kan ret nemt få mere fuldkorn på tallerkenen i hverdagen, fortæller Natasha Selberg, der er ernæringsfaglig chefkonsulent hos Hjerteforeningen.

- Den officielle anbefaling lyder på 90 gram om dagen, og det kan man jo tænke, lyder af meget. Men det svarer til en portion havregryn om morgenen, er par skiver rugbrød til frokost og en lille portion fuldkornspasta til aftensmad. Så er du dækket ind, og så kan du altid fylde mere på, siger hun.

For at få endnu mere fuldkorn indenbords som en del af en varieret kost råder Natasha Selberg dig til at kigge efter varer i supermarkedet, der bærer det orange fuldkornsmærke, som er en garanti for et højt fuldkornsindhold. Herfra handler det om at tænke fuldkorn ind i alle måltider.

Erstat for eksempel den hvide pasta med en fuldkornsvariant, brug fuldkornsmel i pizza- eller tærtedejen. Kom kerner fra hvede, rug og havre i salaten, og afprøv brune eller røde ris i stedet for de hvide.

- Du kan også putte havregryn i kødbollerne eller frikadellefarsen, og hvis du er hoppet med på bølgen med den grønne grød, kan du tilsætte havregryn til den for at få fuldkorn den vej også, siger Natasha Selberg.

I forhold til brød er rugbrød en sikker kilde til fuldkorn, og derudover kan det være en idé at gå efter fuldkornsvarianten, når det gælder sandwichbrød, burgerboller samt pita- og pølsebrød. Her er Fuldkornsmærket i øvrigt et godt pejlemærke.

- Det kan være svært at se, om brød er fuldkorn. Farven kan godt snyde, og der kan godt være mange kerner i et brød, uden at det er et fuldkornsprodukt, fortæller Natasha Selberg.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek