USA, 17/01/2025 - 14:12
Filmstjerner i fejde: Jeg var forvist til kælderen
Nye detaljer og påstande ser dagens lys i den verserende sag mellem Blake Lively og Justin Baldoni, der spillede over for hinanden i "It Ends With Us".
Af: Af Mille Mulbjerg Rothgardt, Ritzau Fokus
Justin Baldoni og hans familie måtte tilbringe tid i en kælder, da filmatiseringen af bogsuccesen "It Ends With Us", som Justin Baldoni har instrueret og har den mandlige hovedrolle i, havde premiere i New York i august sidste år.
Det påstår Justin Baldoni i et søgsmål rettet mod kollegaen Blake Lively, som han instruerede og spillede over for i filmen.
40-årige Justin Baldoni anklager 37-årige Blake Lively og hendes mand, den 48-årige skuespiller Ryan Reynolds, for at have fremsat falske anklager om seksuel chikane i en smædekampagne mod ham.
I kølvandet på Blake Livelys anklager valgte Justin Baldonis agentur at stoppe samarbejdet med ham, ligesom at Justin Baldoni gik glip af en hæderspris, han skulle have modtaget.
Justin Baldoni har sagsøgt Justin Baldoni og Blake Lively for 400 millioner dollar, svarende til omkring 2,9 milliard danske kroner.
Nu viser retsdokumenter fra søgsmålet, at Justin Baldoni følte sig udelukket til sin egen premiere.
- Lively forlangte, at han ikke deltog, fremgår det af sagens retsdokumenter, som tabloidmediet Daily Mail er i besiddelse af.
I et privat foto fra Justin Baldoni ses han sidde med sin familie i en kældergang omgivet af paller med flaskevand.
- Sikkerhedspersonalet handlede, som var der en risiko for flugt, da de eskorterede Baldonis gruppe ned i bygningens kælder, lyder en af anklagerne i søgsmålet.
I kælderen blev Justin Baldoni og hans familie angiveligt mødt af klapstole og -borde, hvor de kunne tage plads. Hvor længe filmens instruktør og hans familie angiveligt sad i kælderen, oplyses ikke.
Søgsmålet er endnu et kapitel i den verserende kæmpe konflikt mellem Justin Baldoni og Blake Lively, hvor sidstnævnte kort efter premieren anklagede og sagsøgte sin medskuespiller og hans producent, James Heath, for seksuel chikane og grænseoverskridende adfærd under indspilningerne af filmen.
Justin Baldoni har ifølge Blake Livelys anklage vist hende nøgenbilleder fra sin mobil under filmens optagelser. Ifølge Justin Baldoni var der tale om billeder fra hans kones hjemmefødsel.
På et krisemøde mellem parterne blev det angiveligt vedtaget, at der ikke måtte vises nøgenbilleder, tales om porno eller beskrives kønsdele under optagelserne.
Blake Lively anklager derudover Justin Baldoni og hans agenter for at have orkestreret en smædekampagne imod hende, hvor negative historier og klip fra ældre interviews er blevet håndplukket og sendt i cirkulation på sociale medier.
Det gælder blandt andet et klip fra 2016, hvor Blake Lively bliver interviewet af en norsk journalist.
Klippet gik viralt på de sociale medier, fordi flere mente, at Blake Lively talte grimt til journalisten, efter at journalisten havde lykønsket Blake Lively, der på daværende tidspunkt ventede sit andet barn.
Den norske journalist udtalte efterfølgende, at interviewet med Hollywood-stjernen gav hende lyst til at sige sit job op.
Blake Lively er også blevet kritiseret for at reklamere for sin linje af hårprodukter og mandens ginfirma på den røde løber i forbindelse med filmen, der handler om partnervold.
Tvisten mellem Blake Lively og Justin Baldoni har fået stor omtale på de sociale medier, hvor det diskuteres, hvem der har ret i de fygende anklager.
Justin Baldoni sagsøger desuden den amerikanske avis New York Times for at have spredt rygter om ham i en artikel. Han kræver 250 millioner dollar, svarende til omkring 1,8 milliard danske kroner, i erstatning fra mediet.
Blake Lively fik sit store gennembrud i tv-serien "Gossip Girl", som rullede over skærmen fra 2007 til 2012.
I 2011 medvirkede hun i filmen "Green Lantern", hvor hun mødte Ryan Reynolds, som hun giftede sig med året efter og siden har fået fire børn med.
/ritzau/