Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 29/03/2024 - 12:05

Rumænien finder mulige dronerester nær ukrainsk grænse

De rumænske myndigheder har tidligere meldt om fund af fragmenter efter droner på landets territorium.

Mihai Barbu/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/Reuters/AFP

Der blev torsdag aften fundet fragmenter, der ser ud til at stamme fra en drone, på en gård i NATO-landet Rumænien nær landets grænse til Ukraine.

Det skriver det rumænske forsvarsministerium fredag i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Det nationale forsvarsministerium er sammen med specialister indenfor det nationale forsvar, den offentlige orden og nationale sikkerhed ved at undersøge hændelsen, skriver ministeriet.

Der er ikke meldinger om tilskadekomne i Rumænien i forbindelse med fragmenterne.

Rusland angreb natten til torsdag mål i det vestlige og centrale Ukraine med missiler og droner.

Fragmenterne blev fundet omkring 20 kilometer fra Ukraines sydvestlige grænse på en ø i Donau i regionen Brăila, der ligger i det østlige Rumænien.

Det er ikke første gang, at de rumænske myndigheder rapporterer om fund af dronerester i Nato-landet, efter Ruslands invasion af Ukraine.

I september rapporterede myndighederne to gange indenfor en uge om fund af dele af en drone på rumænsk territorium. Ligesom der også blev fundet fragmenter efter droner i december.

Dronerne var ifølge myndighederne magen til dem, der bruges af Ruslands militær i Ukraine.

Rumænien er ikke det eneste Nato-land, der grænser op til Ukraine, der på det seneste har oplevet at få dets luftrum krænket.

Søndag morgen sendte Polen sammen med en række af landets allierede flere militærfly i luften, efter at et krydsermissil havde krænket landets luftrum.

Ifølge Polen var der tale om en russisk missil.

Det polske militær oplyste, at missilet opholdt sig i polsk luftrum i 39 sekunder og nåede to kilometer ind i polsk luftrum, før det vendte tilbage til ukrainsk luftrum.

Noget lignende skete 29. december sidste år, da et russisk missil bevægede sig ind i Polens luftrum. Missilet befandt sig dengang i luftrummet i flere minutter.

Tilbage i november 2022 blev to personer dræbt, da et luftforsvarsmissil landede i den polske landsby Przewodow tæt på grænsen til Ukraine.

Her var dog ikke tale om et russisk missil, men et ukrainsk missil, som ved en fejl endte i Polen.

/ritzau/Reuters/AFP

København, 28/04/2024 - 21:05

Badehotellets skabere: Derfor slutter serien sådan

Spoiler: Du skal ikke læse videre, hvis du ikke ønsker at vide, hvordan "Badehotellet" ender. Seriens skabere sætter nu ord på den store finale.

Så er det definitivt forbi.

"Badehotellet", som åbnede på TV 2 i 2013, er nu efter 64 afsnit fordelt over ti sæsoner lukket og slukket, efter at sidste episode strøg over skærmen søndag aften.

Dermed har seriens skabere, forfatterparret Stig Thorsboe og Hanna Lundblad, sat punktum for et stykke dansk tv-historie.

- Der var ikke tårer forbundet med det. Vi er ret cool omkring det, siger Stig Thorsboe og uddyber:

- Det er os selv, der har taget beslutningen, så det ville være mærkeligt og lidt hyklerisk, hvis vi skulle begynde at græde over det. Men derfor har det stadig været et fantastisk tæt og skønt samarbejde med en masse mennesker, som nu er slut.

Da Hanna Lundblad og Stig Thorsboe, som sammen også har stået bag DR-dramaet "Krøniken", bød ind med "Badehotellet", var serien tiltænkt fem sæsoner, som skulle skildre Danmark fra 1928 til 1933.

Serien fik yderligere fem sæsoner, da Hanna Lundblad og Stig Thorsboe fik idéen om at tage et spring frem til Anden Verdenskrig.

- Det er to historier, vi har fortalt - først fem sæsoner og så fem sæsoner til. Det er ikke en never-ending story, siger Hanna Lundblad.

- Da vi skrev sidste afsnit, havde vi super mange pointer og ideer, og vi vidste ikke, hvordan det skulle flette sig sammen. Der var en masse varianter af ind og ud og frem og tilbage. Det var ikke bare et puslespil med tusind brikker. Der var en milliard brikker. Så jeg tænkte: "Phew, vi gjorde det", da vi var færdige.

"Badehotellets" handling slutter i sommeren 1947.

I den periode sker et markant skift i samfundet, som gør det uforeneligt at fortsætte serien.

- Det er slut med, at de samme gæster kommer år efter år og flytter ind på de samme værelser og er der hele sommeren, forklarer Stig Thorsboe.

- Badehotellerne får en ny rolle. Der kommer skiftende gæster, og folk får egne sommerhuse - ligesom vi kender det i dag - og det er det, vi antyder i slutningen. Vi har prøvet at fortælle badehotellernes æra. Vi har fortalt den sidste del af den storhedstid. Det er derfor, vi har valgt at stoppe nu.

To af seriens centrale par - hr. og fru Weyse spillet af Jens Jacob Tychsen og Cecilie Stenspil samt hr. og fru Madsen skildret af Lars Ranthe og Anne Louise Hassing - får netop et sommerhus.

Men de kigger stadig gerne forbi Andersens Badehotel, som stuepigen Edith - portrætteret af Ulla Vejby - har overtaget sammen med sin mand, Valter, spillet af Simon Stenspil. Hotellet endte ikke med at blive amerikaniseret, som både gæster og personalet frygtede - men Valter nævner, at der kan komme lidt modernisering hen ad vejen.

Temaet for finalesæsonen har været forsoning.

Forsoning mellem en far og hans søn, der er haft vidt forskellige værdier og overbevisninger, og forsoning med fortiden for at se frem mod en ny begyndelse.

Men helt centralt står kærligheden.

Både gæster og personale har forelsket sig på kryds og tværs af skel.

- Der er jo en række kærlighedshistorier, der er blevet fortalt igennem ti sæsoner, hvor vi har været optaget af kærlighedens veje - og vildveje, siger Stig Thorsboe.

Centralt står blandt andre hotellets bestyrerinde, Amanda, spillet af Amalie Dollerup, som forelsker sig i den tyske løjtnant Uwe Kiessling, spillet af Anton Rubtsov, der ikke sympatiserer med nazismen, men nødtvunget er blevet løjtnant i værnemagten.

- Det er virkelig en historie om at gribe kærligheden, i det sekund den er der, siger Hanna Lundblad.

- Der er en meget rørende scene i ottende sæson, hvor han siger: "Er det klogt?", og Amanda svarer: "Jeg ved ikke, hvad der er klogt mere". Det er et onenightstand, hvor de får deres datter, Frida, og så er det dem for evigt bagefter.

På den anden side af spektret er Peter Hesse Overgaards bekymrede kontorchef Aurland, der har hovedet så dybt nede i dagens aviser, at han ikke ænser, at lærerinden og den tidligere stuepige Otilia - spillet af Merete Mærkedahl - i adskillige sæsoner har bejlet til ham.

De andre må sige det direkte til Aurland. Men der er det for sent. Hun er blevet gift. Men da de ringes ved i "Badehotellets" sidste afsnit, bliver der lagt på med ømhed og sagte smil.

- Det går altså ikke, at man går en hel vinter og har tænkt på, hvad der er blevet sagt, og at man nok skulle have rakt ud. Man er nødt til at tage den, når den er der, siger Stig Thorsboe.

- Det er en historie, der er meget god at blive mindet om i ny og næ. Men i virkeligheden har de måske fundet hinanden det bedste sted - intellektuelt, siger Stig Thorsboe og bliver suppleret af Hanna Lundblad:

- Vi har beskæftiget os med kærlighed hele vejen igennem. Men det er også en serie, hvor vi har beskæftiget os med håb, siger hun.

"Badehotellet" er blevet kaldt et lys i mørket, og det regner sjældent. Når det gør, klarer det hurtigt op, selv om det ulmer i horisonten.

- Der er så mange ulyksalige fremtidsprognoser og tildragelser, i den tid vi lever i lige nu, siger Hanna Lundblad.

- Derfor har vi været meget opmærksomme på: Hvad gør os glade? Hvad er det, vi nærer os ved? Hvad er det for historier, vi gerne vil fortælle? Og hvad er det, vi gerne vil dele med seerne? Der er kærlighed helt klart et spor ind til at tale om håb.

Hanna Lundblad og Stig Thorsboe plejer at sige, at håbet ligger i fællesskabet.

- Det er i hvert fald en pointe i denne her sæson, siger Stig Thorsboe.

Samtlige sæsoner af "Badehotellet" er tilgængeligt på TV 2 Play.

/ritzau/

Læs Mere >>

London, 28/04/2024 - 19:13

Harry sætter kursen mod London for at markere Invictus-jubilæum

Piroschka Van De Wouw/Reuters

Prins Harry vil i begyndelsen af maj deltage i ceremoni, der markerer jubilæum for stævne, han selv stiftede.

Britiske prins Harry, der til daglig bor i USA, vil i begyndelsen af maj rejse til Storbritannien, hvor man vil være med til at markere tiåret for Invictus Games.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det var prins Harry, der i sin tid tog initiativ til stævnet for soldater og veteraner med psykiske eller fysiske skader.

Prinsen har selv gjort tjeneste i Afghanistan.

8. maj deltager han så i en ceremoni i St Paul's Cathedral i den britiske hovedstad, London.

Ceremonien vil omfatte oplæsninger af prins Harry og den britiske skuespiller Damian Lewis.

Også sårede veteraner og medlemmer fra Invictus-fællesskabet vil deltage.

Ifølge arrangørerne vil begivenheden markere "et årti med at forandre liv og redde liv gennem sport", skriver Reuters.

Prinsen bor i den amerikanske delstat Californien sammen med sin hustru, hertuginde Meghan, og parrets to børn, Archie og Lilibet.

Parret trak sig i 2020 som fremtrædende medlemmer af det britiske kongehus.

Siden flytningen har parret i vid udstrækning distanceret sig fra det britiske kongehus og har i heftige vendinger kritiseret det.

Blandt andet udgav prins Harry sidste år en selvbiografi, der på dansk har titlen "Reserven", og som indeholder en kras kritik af kongehuset.

Derudover er det kun sket ved enkelte lejligheder, at prinsen er vendt tilbage til Storbritannien, herunder til sin far Kong Charles' kroning sidste år, skriver Reuters.

Han blev ifølge nyhedsbureauet senest set i Storbritannien i februar, hvor han kort mødtes med sin far, efter at det var blevet meddelt, at kong Charles var blevet diagnosticeret med kræft.

Kongen genoptager en begrænset del af sine offentlige forpligtelser i næste uge, efter at læger har meddelt, at de "er meget opmuntrede" over fremskridtene i hans kræftbehandling.

Kongens første officielle forpligtelse sammen med dronning Camilla bliver et besøg i et kræftbehandlingscenter tirsdag.

- Kongen vender gradvist tilbage til sine royale opgaver, lød det i en meddelelse fra hoffet fredag aften.

Efter den kommende tur til London vil prins Harry rejse til Nigeria i Vestafrika, hvor han vil være ledsaget af sin hustru.

Parret er blevet inviteret af landets forsvarschef, oplyser prinsens talsperson ifølge Reuters. Der er ikke givet yderligere oplysninger om den tur.

Nigeria er en del af Commonwealth, som er en sammenslutning af lande, der overvejende er tidligere britiske kolonier.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 29/04/2024 - 07:00

FAKTA: Tænk sikkerhed før du roder med el

* Hvis du skal lave elarbejde derhjemme, bør du kontrollere, at der er slukket for strømmen det pågældende sted.

* Tænd derfor lyset på det sted, hvor elarbejdet skal udføres. Afbryd herefter strømmen til det pågældende sted i måler- eller gruppetavlen. Det er ikke nok at slukke på afbryderen i det pågældende rum.

* Nu kan du kontrollere, at lyset er slukket det pågældende sted, så du ved, at strømmen er afbrudt.

* For at være helt sikker på, at andre ikke tænder for strømmen, mens du udfører elarbejdet, bør du fjerne eventuelle sikringer eller sætte en seddel på den afbrudte afbryder. Vær opmærksom på, at automatsikringer ikke kan fjernes, men kun afbrydes.

* Selv om lyset nu er slukket, kan du faktisk ikke være helt sikker på, at strømmen er afbrudt. Derfor skal du kontrollere, at der ikke er spænding med en spændingstester eller en polsøger.

Kilde: Sikkerhedsstyrelsen.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 29/04/2024 - 07:00

Undgå farlige vaner med hjemmets ledninger

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Du risikerer at skabe en tikkende sikkerhedsbombe, hvis du ikke har styr på ledningerne derhjemme.

Mange ældre boliger har ikke helt nok stikkontakter til det store forbrug, familier har i dag. Og derfor kan man ofte støde på, at den ene forlængerledning følger efter den anden.

Det er dog et af punkterne på listen over ledningvaner, der potentielt kan udgøre en sikkerhedsrisiko i dit hjem og kan medføre brand eller et ordentligt rap over nallerne.

- Hvis man sætter flere forlængerledninger med stikdåser i forlængelse af hinanden, risikerer man overbelastning og dermed overophedning og måske brand. Man skal derfor undgå kædekobling af forlængerledninger, siger Evy Boe Madsen, som er kontorchef hos Sikkerhedsstyrelsen.

En enkelt stikdåse udgør som sådan ikke en risiko. Men du skal alligevel sørge for, at den er tør og ubeskadiget, fortæller konsulent Jesper Sandberg hos Tekniq Arbejdsgiverne, der er en arbejdsgiver- og erhvervsorganisation for el, vvs og metal.

- Normalt er der luft derinde, som i sig selv virker som en isolator mellem ledende dele. Men hvis der trænger skidt, støv og fugt ind, risikerer man, at det ligger og bliver ledende mellem nogle stikforbindelser.

- Man risikerer på et eller andet tidspunkt at få noget, der er så elektrisk ledende, at strømmen begynder at krybe og kan give anledning til gnistdannelser, brandtilløb og i yderste konsekvens brande.

Har du trukket en ledning gennem en døråbning for eksempel ved fodlisten, har du også skabt en potentiel fare.

Hver gang døren rammer ledningen, kan den blive klemt en smule.

- Til sidst så risikerer man måske at få klemt isolationen i stykker eller klemt ledermaterialet over, så der risikerer at komme et brandtilløb.

- Når man på et tidspunkt kommer og fjerner ledningen, kan man også komme til at berøre lederen, og hvis man ikke har taget den ud af stikkontakten, risikerer man at få stød, forklarer Jesper Sandberg.

Har du en ledning liggende, som du kan komme til at flytte en stol hen oven på, er det en alvorlig sikkerhedsrisiko.

- Man risikerer, at stolen får trykket sig igennem og ødelagt isolationen, så man kan få stød. Enten ved at røre ved ledningen eller ved at noget bliver ledende - eksempelvis metal på stolen, forklarer han.

Det er ikke kun inden for hjemmets fire vægge, du skal være opmærksom.

Det er nemlig ikke alle ledninger, der er egnet til udendørs brug, fortæller Evy Boe Madsen fra Sikkerhedsstyrelsen.

- En udendørs ledning skal være i stand til at modstå vind og vejr og en måske mere hårdhændet behandling, end indendørs ledninger bliver udsat for, siger hun og tilføjer:

- Undgå også at bruge forlængerledninger, som ikke er egnede, hvis der er brug for eltilslutning på terrassen, i haven eller i indkørslen.

/ritzau/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek