Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 29/04/2024 - 07:00

FAKTA: Tænk sikkerhed før du roder med el

Af: Af Anna Raabæk, Ritzau

* Hvis du skal lave elarbejde derhjemme, bør du kontrollere, at der er slukket for strømmen det pågældende sted.

* Tænd derfor lyset på det sted, hvor elarbejdet skal udføres. Afbryd herefter strømmen til det pågældende sted i måler- eller gruppetavlen. Det er ikke nok at slukke på afbryderen i det pågældende rum.

* Nu kan du kontrollere, at lyset er slukket det pågældende sted, så du ved, at strømmen er afbrudt.

* For at være helt sikker på, at andre ikke tænder for strømmen, mens du udfører elarbejdet, bør du fjerne eventuelle sikringer eller sætte en seddel på den afbrudte afbryder. Vær opmærksom på, at automatsikringer ikke kan fjernes, men kun afbrydes.

* Selv om lyset nu er slukket, kan du faktisk ikke være helt sikker på, at strømmen er afbrudt. Derfor skal du kontrollere, at der ikke er spænding med en spændingstester eller en polsøger.

Kilde: Sikkerhedsstyrelsen.

/ritzau/

København, 15/05/2024 - 11:54

Kongeparret hoppede på metroen i Norge under statsbesøg

Lise åserud/Ritzau Scanpix

Kong Frederik og dronning Mary tog T-banen for at gå tur i Østmarka Nasjonalpark blot 19 minutter fra Oslo.

Normalvis bliver kong Frederik og dronning Mary transporteret i private biler, fly, skibe og andre transportmidler.

Men onsdag hoppede det danske kongepar på den norske metro, T-banen, for at komme ud til Norges første urbane nationalpark, Østmarka Nasjonalpark.

Sammen med det norske kronprinspar, kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit, kørte de 19 minutter i metroen, før de endte ved deres endestation.

Turen onsdag til nationalparken gav kongeparret muligheden for med egne øjne at se, hvordan man kan værne om natur og biodiversitet, samtidig med at man skaber friluftsliv, som storbyens borgere kan besøge.

Hvilket netop er nationalparkens formål.

- Vi står i fantastisk norsk natur, der viser sig fra sin smukkeste side. Folk, der pibler ud i naturen, lød det fra kong Frederik, efter ham og dronning Mary havde gået en tur i parken med det norske kronprinspar.

De to par blev blandt andet mødt af unge nordmænd, der bruger naturen.

- Det er interessant og vigtigt, at den norske og danske ungdom er klar over, at der er udfordringer, men får det bedre, når de er ude i det fri, sagde han efter en snak med de unge "naturtalenter".

Vandreturen i nationalparken var i forbindelse med det danske kongepars andet officielle statsbesøg, der denne gang er gået til Norge.

I metroen og ved parken havde de selskab af blandt andre miljøminister Magnus Heunicke (S), digitaliserings- og ligestillingsminister Marie Bjerre (V) og uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M).

Nationalparken er en smule usædvanlig, da den på trods af sin store størrelse ligger tæt på hjertet af den norske hovedstad, Oslo.

Om vinteren er det muligt for besøgende at stå på ski i området, og parkens vandre- og cykelruter tiltrækker borgerne om sommeren.

/ritzau/

Læs Mere >>

Oslo, 15/05/2024 - 11:39

Kongen føler sig tryg blandt venner i ny rolle på første række

Lise Aaserud/Ritzau Scanpix

Dronning Mary og kong Frederik snørede onsdag skoene og vandrede i Norges første urbane nationalpark.

Det er en ny oplevelse for kong Frederik og dronning Mary at være udenlands som kongepar og ikke længere som kronprinspar.

Det siger kong Frederik til pressen i forbindelse med en tur til en nationalpark i Oslo under kongeparrets andet officielle statsbesøg.

- Det er klart, nu kan man ikke vende sig om, siger kong Frederik og laver et søgende blik.

- Nu er vi i første række, og det tager vi til os, siger han.

Kongeparret har tirsdag og onsdag aflagt statsbesøg i Norge. For knap en uge siden drog parret ud på deres første statsbesøg som regenter. Her gik turen til Sverige.

For kong Frederik har det været trygt at være blandt ikke kun familie men også venner på statsbesøgene.

- Vi slapper godt af her, siger han til pressen, hvorefter dronning Mary tilføjer, at parret har haft gode stunder med både kongeparrene og henholdsvis kronprinsparret og kronprinsesseparret i Norge og Sverige.

Tirsdag aften sluttede kongeparret af med en gallamiddag, hvor den norske kong Harald og dronning Sonja var værter.

Den norske konge gav kong Frederik en række ord med på vejen, hvor han blandt andet lagde vægt på, at han så frem til samarbejdet og til at se kong Frederik vokse i rollen.

Talen har gjort indtryk på kong Frederik.

- Kong Harald er en meget erfaren og hjertelig herre, som vil det godt og altid gerne vil hjælpe en ung konge som mig godt på vej, siger kong Frederik.

- Så jeg føler mig enormt tryg ved hans side.

Turen onsdag gik til Østmarka Nasjonalpark, der er Norges første urbane nationalpark.

Parret hoppede sammen med det norske kronprinspar, kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit på metroen i hjertet af Oslo for at køre blot 19 minutter ud til parken.

Nationalparken er en smule usædvanlig, da den trods sin store størrelse ligger tæt på hjertet af den norske hovedstad, Oslo.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 15/05/2024 - 10:00

FAKTA: Øl og sommermad

* Øl slukker tørsten, men er også en god følgesvend til sommerens retter.

* Servér for eksempel lyse lagerøl til fiskeretter eller en let omelet. 

* Den tyske øltype bockbier passer godt til en traditionel dansk smørrebrødstallerken.

* Påskebryg, som sagtens kan drikkes sommeren igennem, går i spænd med det meste af sommerens lækkerier - for eksempel grønne asparges.

Kilde: Carsten Berthelsen, foredragsholder og forfatter til ti bøger om øl.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 15/05/2024 - 10:00

Ølekspertens friske favoritter til lune dage

Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Sluk tørsten med smagen af en bølgende kornmark, eller nyd de lyse nætter med en kulsort bryg, der er lige så mild som maj.

Solens bagende stråler på terrassen kalder på liflige dråber i glasset. Og her skuffer det sjældent med en perlende lys øl fra køl.

- Mange af de lyse øl til sommertiden har en skøn aroma, som giver mindelser om kornmarker og pikante urter, siger Carsten Berthelsen, der er foredragsholder og forfatter til en række bøger om netop øl.

Personligt holder han af at sidde og hyggekonversere med sine gæster over en påskebryg fra et af landets mindre bryghuse. For selv om påsken for længst er pippet af, egner højtidens øl sig i den grad til at blive drukket sommeren igennem, mener han.

- Påskebryggen laves jo som forårsbebuder. Og bryghusene kæmper lidt med, om de skal kalde det påskebryg eller for eksempel forårs- eller sommerale, siger Carsten Berthelsen og fortsætter:

- Men vi kan jo drikke efter årstiden - derfor lysere sorter til lyse tider, og mørke bryg til skumring, efterår og vinter.

Carsten Berthelsen anbefaler, at du går på opdagelse i påskebrygsortimentet blandt de efterhånden mange bryggerier, der findes rundt omkring i landet - helt fra Svaneke på Bornholm til Sakskøbing på Lolland og Ørbæk på Fyn.

Gå efter etiketter, der lover Forårsale, lys lager eller Pale Ale på for eksempel mellem fem og seks i alkoholprocent. Disse typer øl gør sig nemlig godt sammen med lette sommerretter.

- Vi kunne jo snuppe en dejlig hvid fisk, som vi smider på panden på skindsiden og serverer sammen med asparges og kartofler med smørsovs. Lige nu er vi i den skønne aspargestid, og til denne herlige grøntsag er øl med en dejlig afrunding, en fin sødme og en spidshed i eftersmagen særdeles velegnet, siger Carsten Berthelsen og anbefaler øltypen Saison.

Et andet læskende forslag til sommerbordet er en undergæret stærk lagerøl.

- Jeg ser en tendens til, at flere danske bryghuse genskaber den tyske såkaldte bockbier, fortæller Carsten Berthelsen og fortsætter:

- Den er særdeles velegnet til et stykke ægte dansk smørrebrød. Øllet skal helst have en fint afstemt bitterhed, der sammen med en tydelig maltfornemmelse giver en velafbalanceret øl.

Når den varme dag går på hæld, kan du skifte de lyse drikkevarer ud med noget i den mere dunkle ende af skalaen. Her anbefaler Carsten Berthelsen en anden tysk øltype, nemlig Schwarzbier.

- En sådan øl kan man passende sidde og nyde, mens man kigger på fuldmånen, der danser hen over nattehimlen. Det er en kulsort øl, men slet ikke som en Stout, fordi den er mild i sin smag og derfor særdeles velegnet til de smukke nætter, vi har nu, siger han.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek