København, 18/09/2025 - 14:30
DR vil lokke unge ind på egen app med podcasts om sex og svindel
Nyt indhold inden for humor, true crime samt dating og kærlighed skal få unge lyttere til at vælge DR's egen podcastapp.
Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus
Ifølge DR's egne undersøgelser interesserer unge sig mest for humor, true crime samt dating og kærlighed, når de hører podcasts.
Så det skruer public service-stationen nu op for med lanceringen af en række nye programmer.
Håbet er at få flere unge til at vælge DR's egen app, så de også falder over det andet indhold, der tilbydes.
- Det er vi lykkedes med i forhold til mere modne lyttere, så nu tager vi skridtet videre og får de unge med, så vi kan løse vores public service-opgave med at være til for alle danskere, siger Tine Godsk Hansen, der er chef for DR's lydportefølje, i en pressemeddelelse.
Blandt satsningerne er blandt andet podcasten "Elskovspony", hvor influencer Astrid Olsen hver uge får har besøg af kendte gæster, der deler en historie fra deres eget liv om, hvordan sex også kan være, lyder det fra DR.
I podcasten "Ring til Trine" kan par, der står midt i noget, de ikke selv kan finde ud af, få råd af psykologen Trine Hjorth Bønnerup, der også deler ud af sin ekspertise i DR-eksperimentet "Gift ved første blik".
Inden for true crime fortæller P3-værten Liva Manghezi historien bag en række spektakulære tyverier, indbrud og svindelnumre i podcasten "Kup".
Derudover gøres P3-podcasten "Tyran", der handler om verdenshistoriens værste og mest undertrykkende herskere, eksklusiv, som DR kalder det.
Det vil sige, at episoderne med undtagelse af den første udelukkende kan høres i DR's egen app og ikke på andre podcastplatforme.
- Det er ikke et mål i sig selv at trække DR's podcasts væk fra andre lydapps, men formålet er at få danskerne ind i DR Lyd, så vi får muligheden for at præsentere dem for hele DR''s brede public service-tilbud af podcasts og liveradio, som de ellers ikke vil møde andre steder, siger Tine Godsk Hansen til dr.dk.
Ud over de nylancerede podcasts har DR allerede præsenteret "Peter & Profeterne", hvor vært Peter Falktoft sætter en stribe modne mænd stævne for at høre om deres erfaringer. Blandt andre tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) og skuespiller Waage Sandø.
/ritzau/