Washington D.C., 27/06/2025 - 17:24
Højesteret begrænser dommeres magt til at bremse Trump
Landsdækkende påbud rækker ud over det mandat, Kongressen har givet føderale domstole, mener USA's Højesteret.
Saul Loeb/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
USA's Højesteret har fredag begrænset føderale dommeres magt til at omgøre præsident Donald Trumps ordrer.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Fredagens afgørelse fra USA's øverste domstol ses som en stor sejr for Trump-administrationen, skriver medierne BBC og AFP.
Præsidenten selv er da også hurtigt ude og erklære sejr i et opslag på sit sociale medie, Truth Social.
- KÆMPE SEJR i USA's Højesteret!, skriver han og varsler samtidig et pressemøde i Det Hvide Hus fredag klokken 17.30 dansk tid.
Afgørelsen i USA's Højesteret faldt i forbindelse med en juridisk strid om Trumps forsøg på at begrænse nyfødtes ret til amerikansk statsborgerskab.
Et af de første dekreter, som præsidenten underskrev, efter at han var tiltrådt i januar, var et opgør med denne rettighed.
Kritikere siger, at det er i strid med forfatningen at fratage nyfødte deres ret til amerikansk statsborgerskab.
Højesterettens afgørelse fredag handler ikke om dette spørgsmål, men sætter rammerne for, hvad lavere domstole kan afgøre.
I en afgørelse med stemmerne 6-3 erklærede Højesteret, at landsdækkende påbud udstedt af distriktsdommere "sandsynligvis overstiger den rimelige myndighed, som Kongressen har givet de føderale domstole".
Det konservative flertals beslutning møder kritik fra Sonia Sotomayor, som er en af de tre liberale højesteretsdommere, der er imod afgørelsen.
- Flertallet ignorerer fuldstændig, hvorvidt præsidentens dekret er i overensstemmelse med forfatningen, siger hun ifølge Reuters.
Flertallet "fokuserer i stedet udelukkende på spørgsmålet om, hvorvidt føderale domstole har mandat til at udstede universelle påbud", mener hun videre.
Dommere ved lavere retsinstanser har i flere tilfælde blokeret for mange af de dekreter, præsidenten har udstedt.
Højesteretten har et flertal af konservative dommere.
De tre, der var imod at begrænse de lavere domstoles muligheder for at begrænse præsidentens påbud, betragtes som liberale.
I sin første embedsperiode udpegede Trump tre af de ni dommere, som i dag udgør højesteretten. De tre betragtes som meget konservative.
/ritzau/