Washington D.C., 30/06/2025 - 18:27
USA annullerer punkduos visa efter antiisraelske råb på Glastonbury
Punkgruppen Bob Vylan skulle på tour i USA i efteråret, men er ikke velkommen efter optræden på festival.
Yui Mok/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
USA's udenrigsministerium har annulleret den britiske punkgruppe Bob Vylans amerikanske visa, efter at duoen råbte antiisraelske slagord fra scenen på den britiske festival Glastonbury i weekenden.
Det skriver den amerikanske viceudenrigsminister, Christopher Landau, på det sociale medie X.
- Udenrigsministeriet har trukket de amerikanske visa til medlemmerne af bandet Bob Vylan tilbage som følge af deres hadefulde tirade på Glastonbury.
- Udlændinge, som hylder vold og had, er ikke velkomne i vores land, skriver Christopher Landau.
Bob Vylan havde planlagt en koncertturné i USA i oktober og november.
Bobby Vylan, der er det ene af Bob Vylans to medlemmer, fik publikum til at råbe med, da han fra scenen på Glastonbury lørdag råbte "befri, befri Palæstina" og "død, død over IDF" med henvisning til Israels militær.
Også den irske rapgruppe Kneecap udnyttede sin optræden på Glastonbury til at udtrykke sin modstand mod Israel. Et af gruppens medlemmer, Mo Chara, proklamerede under koncerten, at "Israel er krigsforbrydere".
Herefter råbte han "befri, befri Palæstina".
Britisk politi oplyser mandag ifølge nyhedsbureauet AFP, at det har åbnet en egentlig efterforskning af de to episoder.
Det sker, efter at politiet har gennemset videomateriale og lydoptagelser fra koncerterne, lyder det i en udtalelse.
Britiske politikere og ledende figurer i musikindustrien havde inden Glastonbury opfordret festivalens arrangører til at droppe Kneecaps optræden, fordi Mo Chara i maj blev tiltalt for terrorisme.
Ifølge anklagerne har han under en koncert medbragt et flag, der repræsenterer den iranskstøttede militante gruppe Hizbollah.
Storbritannien anser Hizbollah for at være en terrororganisation.
Mo Chara, der har det borgerlige navn Liam O'Hanna, nægter sig skyldig.
Mange af de 30.000 gæster, der overværede Kneecaps optræden på Glastonbury, havde medbragt palæstinensiske flag. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Efter Kneecaps og Bob Vylans koncerter skrev den israelske ambassade i Storbritannien i en udtalelse, at den var "dybt foruroliget over den provokerende og hadefulde retorik, der blev udtrykt på scenen på Glastonbury Festival".
/ritzau/