København, 30/06/2025 - 15:37
Dansk tv-vært sygemeldt efter kraniebrud
Søndag fortalte den rutinerede tv-vært Karen-Helene Hjorth, at hun havde været ude for en cykelulykke. Nu melder hun ud om sin tilstand.
Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Af: Af Oliver Meyer Fovsholm, Ritzau Fokus
En cykeltur blev skæbnesvanger for den 48-årige tv-vært Karen-Helene Hjorth.
Søndag opslog nyhedsværten et billede på sin instagramprofil, hvor hun ligger i en hospitalsseng med, hvad der ligner et sæbeøje.
Nu fortæller hun til Ekstra Bladet, at hun i forbindelse med cykelulykken har pådraget sig et lille kraniebrud. Derudover har hun fået en hjernerystelse og er forslået over det meste af kroppen.
- Det skete på cykel i for høj fart. Både jeg og min medpassager blev slynget af cyklen, så det er lidt et mirakel, at der ikke er gået mere galt, for ingen af os havde hjelm på. Det har vi fra nu af, skriver hun i en besked til Ekstra Bladet mandag.
Grunden til, at hun havde en passager med, er, at ulykken skete på en ladcykel. Han pådrog sig en brækket arm og var mere bekymret for tv-værten.
Hun er i skrivende stund indlagt, men håber på at blive udskrevet senere mandag.
Indtil videre er Karen-Helene Hjorth sygemeldt fra TV 2 til midten af august.
Journalisten har været tv-vært siden 2003 og en fast del af værtsgruppen på TV 2 News siden 2009.
Sammen med sin eksmand har hun en 12-årig datter, Anna-Klara.
/ritzau/