København, 17/01/2025 - 15:30
Kendt læge hædret med DR's formidlingspris
Læge, forfatter og debattør Imran Rashid modtager DR's formidlingspris, Rosenkjærprisen, for sit fokus på digitaliseringens påvirkning af mennesket.
Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus
Den kendte læge, forfatter og debattør Imran Rashid har i mange år advaret om farerne ved, at især børn og unge spenderer for meget tid foran skærmen og surfer rundt på de digitale medier.
For den indsats bliver den 47-årige speciallæge i almen medicin nu hædret med DR's formidlingspris, Rosenkjærprisen.
Det oplyser public service-stationen i en pressemeddelelse.
Imran Rashid blev annonceret som årets modtager fredag efter direkte i P1-programmet "Divisionen", der har Adam Holm som vært.
- Imran Rashid får Rosenkjærprisen for 2024 for i mere end et årti at have arbejdet med og utrætteligt informeret en bred offentlighed om, hvordan teknologi og digitalisering påvirker hjernen, adfærden og trivslen i de formative år, lyder det blandt andet i motivationstalen fra Rosenkjærprisens jury.
Juryen har i år bestået af P1-værterne Carsten Ortmann og Gitte Hansen, trosredaktør Christoffer Emil Bruun, udviklingsredaktør Hanne Barslund og redaktionschef Mette-Line Thorup.
De fremhæver blandt andet Imran Rashids undersøgelse af, hvordan sociale medier og den megen tid brugt foran en skærm påvirker børns kognitive og emotionelle udvikling, og hvordan vi som samfund kan beskytte de yngste mod de negative effekter af konstant digital eksponering.
- Imran Rashid råber: "Ulven kommer!", men han giver samtidig gode råd til, hvordan vi undgår at blive ædt af dyret. Både i sine foredrag og sine bøger giver han anvisninger til, hvordan skoler og forældre kan skabe et sundt digitalt miljø, der fremmer læring og trivsel.
Siden 1963 har DR uddelt Rosenkjærprisen til en person, der evner at gøre vanskeligt stof tilgængeligt for et bredt publikum, og som kan gøre det både levende og forståeligt.
Blandt tidligere modtagere finder man DNA-forsker Eske Willerslev, cykelkommentator Rolf Sørensen og psykiater Peter Lund Madsen.
Rosenkjærprisen er opkaldt efter kemiker og foredragsholder Jens Rosenkjær, som var foredragschef i DR fra 1937 til 1953.
Prisuddelingen kan høres i fredagens udgave af P1-programmet "Divisionen", som ligger på DR Lyd, og igen natten mellem fredag og lørdag klokken 1.03 på selvsamme kanal.
/ritzau/