Los Angeles, 14/05/2025 - 02:47
Dommer nedsætter straf for drabsdømte Menendez-brødre
Dommer nedsætter Menendez-brødrenes livstidsdomme, og de får mulighed for prøveløsladelse, skriver AP.
Af: /ritzau/
Lyle og Erik Menendez, der er idømt livstid for drab på deres forældre, har fået nedsat deres straf.
De fik i 1996 livstidsdomme uden mulighed for prøveløsladelse - men efter nedsættelsen lyder deres straffe i stedet på 50 års fængsel til livstid.
Det har en dommer i Los Angeles afgjort, skriver det amerikanske nyhedsbureau AP.
Ifølge AP får brødrene dermed mulighed for at søge om prøveløsladelse.
Brødrene har de sidste to år forsøgt at få nedsat deres straf, så de enten kan blive løsladt med det samme, eller så de kan få prøveløsladelse.
Dommerens afgørelse kommer, efter at der tirsdag var retsmøde i sagen.
Her var flere af mændenes familiemedlemmer, en pensioneret dommer og en tidligere medindsat mødt op for at vidne.
Lyle og Erik - der nu er henholdsvis 57 og 54 år - deltog i retsmødet via en videoforbindelse fra fængslet i San Diego.
Ifølge AFP argumenterede flere af familiemedlemmerne for, at brødrene er klar til at blive løsladt.
Deres kusine Anamaria Baralt fortalte blandt andet, at de to mænd har forandret sig, og at de har fortjent at opleve friheden.
- Vi mener, at 35 år er nok, lød det fra Baralt i retssalen, hvor de to Menedez-brødre fulgte med fra fængslet i San Diego via en videoforbindelse.
- De er blevet tilgivet af vores familie. De fortjener en chance mere i livet.
En anden kusine ved navn Tamara Goodell sagde til retsmødet, at mændene har gjort alt i deres magt for at rehabilitere sig selv.
- De ser nu verden gennem 35 års heling. De har selv skabt en karriere i fængslet, sagde hun ifølge AFP.
Fra Diane Hernendez, som er Kitty Menendez' niece, lød det, at brødrene er "bemærkelsesværdige mennesker".
- Der er ingen chance for, at de ville bryde loven, hvis de bliver løsladt. Deres eneste ønske er at gøre gode gerninger.
Erik og Lyle Menendez blev i 1996 dømt for at have skudt og dræbt deres forældre, José og Kitty Menendez, i deres hjem i Beverly Hills den 20. august 1989. Det skete, mens forældrene så fjernsyn.
Lyle Menendez var dengang 21 år, mens Erik Menendez var 18 år gammel.
Brødrene har tilstået drabene. De siger, at de gjorde det, fordi de frygtede, at forældrene ville slå dem ihjel. De har blandt andet sagt, at faren udsatte dem for seksuelle overgreb.
/ritzau/