Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Basel, 15/05/2025 - 08:00

Danmarks Eurovision-stjerne: Jeg kan lide hvordan jeg ser ud

Grandprixdeltagerne diskuteres ivrigt online. Langt de fleste grove kommentarer preller af på Sissal.

Af: /ritzau/

Mange millioner ser med, når Eurovision løber af stablen.

Det er ikke længere kun fra hver sin ende af sofaen, at der bliver udvekslet meninger om artisterne. De er også rykket ind på de sociale medier.

Selv om Danmarks deltager, Sissal, selv er aktiv derinde og deler backstagebilleder og smagsprøver fra sin sang, "Hallucination", undgår hun for så vidt muligt at scrolle for meget rundt.

- Jeg googler heller ikke mig selv. Men af det, jeg har læst, synes jeg generelt, jeg får meget kærlighed. Men der er også nogle, der skriver, at jeg skriger og sådan noget, fortæller Sissal.

Sådanne kommentarer preller dog af på hende.

- Jeg ved, hvad der passer, og hvad der ikke gør, siger hun.

- Selvfølgelig er jeg stadig et menneske. Nogle ting rammer. Men det siger mig ikke noget, hvis folk går efter mit udseende. Det er mere, hvis folk træder på min karakter eller tegner et billede af, hvem jeg er, og det ikke passer, siger hun.

- Det kan jeg godt blive irriteret over og få lyst til at forsvare mig imod. Men det hjælper at være blevet ældre og at have arbejdet med mig selv, siger den 30-årige sanger.

Sissal tager med største selvfølgelighed selvtilliden med på scenen torsdag, hvor hun skal forsøge at kvalificere Danmark til Eurovision-finalen lørdag.

- Jeg er måske ikke åleslank, og jeg går i stramt tøj. Det er ikke en del af mit image, at jeg er en kvinde, der snakker om kropspositivitet. Jeg eksisterer bare i en større krop og i en stærk krop. Men det er der nogle, der bliver provokeret af, siger hun og fortsætter:

- Jeg ser ikke problemet i at have store lår eller lidt løs hud. Der er så mange andre ting, man er, end hvordan man ser ud. Men jeg kan godt lide, hvordan jeg ser ud. Jeg har også vejet 40 kilo mere og hvilet i mig selv.

Sissal er født og opvokset på Færøerne og boede der, inden hun i 2020 flyttede til København, hvor hun bor med sine døtre fra et tidligere forhold og læser til lærer.

Siden hun var lille, har hun elsket rampelyset, og som tiårig vandt hun det færøske svar på børnenes melodigrandprix, MGP.

- Jeg kan godt lide at vise, hvem jeg er. Det kommer naturligt til mig. Og så er jeg også opvokset med to søstre og en mor, der alle er meget selvstændige kvinder, der altid har fodret mig med positivitet. Jeg fokuserer på det, jeg er god til, siger hun.

- Jeg ser ikke mig selv som guds gave til folket eller synes, jeg er bedre end andre. Men jeg har et behov for at underholde og for at blive set og hørt på en eller anden måde.

/ritzau/

Burbank, 13/11/2025 - 15:22

Disney-aktien falder efter skuffende filmudgivelser

Drew Angerer/Ritzau Scanpix

Disney omsatte i fjerde kvartal for 144,5 milliarder kroner, viser regnskab, der er kommet torsdag.

Disney-aktien er torsdag faldet i det amerikanske formarked, efter at selskabet har præsenteret sit regnskab for fjerde kvartal.

Torsdag eftermiddag faldt aktien 5,8 procent forud for åbningen af børsen på Wall Street i New York.

Disney omsatte i fjerde kvartal for 22,5 milliarder dollar - svarende til 144,5 milliarder kroner - hvilket er nogenlunde på linje med selskabets omsætning i samme periode sidste år.

Resultatet lever dog ikke op til analytikernes forventninger.

Det gælder særligt underholdningssegmentet, der faldt med mere end en tredjedel til 691 millioner dollar - 4,4 milliarder kroner.

I fjerde kvartal udkom Disney blandt andet med superheltefilmen "The Fantastic Four: First Steps", komediefilmen "The Roses" og fantasy- og komediefilmen "Freakier Friday".

Filmene har dog ikke solgt ligeså mange biografbilletter, som blandt andet filmene "Inderst Inde 2" og "Deadpool & Wolverine", der trak Disneys indtægter op sidste år.

På bundlinjen endte Disney i fjerde kvartal 2025 med et overskud på 1,3 milliarder dollar - svarende til 8,4 milliarder kroner.

I samme periode sidste år landede Disneys overskud på 460 millioner dollar.

Fremgangen skyldes vækst i Disneys forlystelsesparker og på streamingtjenesterne Disney+ og Hulu.

Disney+ og Hulu nåede i fjerde kvartal op på sammenlagt 196 millioner abonnenter, hvilket var en stigning på 12,4 millioner i forhold til kvartalet før.

I slutningen af september havde Disney+ alene 131,6 millioner abonnenter. Streamingtjenesten tiltrak 3,8 millioner nye abonnenter i løbet af juli, august og september.

Disneys forlystelsesparker endte kvartalet med et driftsresultat på 1,9 milliarder dollar, hvilket er 219 millioner dollar mere end samme kvartal i 2024.

Driftsresultatet for forlystelsesparkerne er for det seneste år endt på ti milliarder dollar, hvilket er et rekordresultat.

/ritzau/AFP

Læs Mere >>

Burbank, 13/11/2025 - 14:39

Disney-aktien falder efter skuffende filmudgivelser

Drew Angerer/Ritzau Scanpix

Disney omsatte i fjerde kvartal for 144,5 milliarder kroner, viser regnskab, der er kommet torsdag.

Disney-aktien falder i det amerikanske formarked, efter at selskabet har præsenteret sit regnskab for fjerde kvartal.

Torsdag eftermiddag falder aktien 5,8 procent forud for åbningen af børsen i New York.

Disney omsatte i fjerde kvartal for 22,5 milliarder dollar - svarende til 144,5 milliarder kroner - hvilket er nogenlunde på linje med selskabets omsætning i samme periode sidste år.

Resultatet lever dog ikke op til analytikernes forventninger.

Det gælder særligt underholdningssegmentet, der faldt med mere end en tredjedel til 691 millioner dollar - 4,4 milliarder kroner.

I fjerde kvartal udkom Disney med film som "The Fantastic Four" og "Freakier Friday".

Filmene har dog ikke fået samme succes, som "Inderst Inde 2" og "Deadpool & Wolverine", som trak indtægterne op sidste år.

På bundlinjen endte Disney i fjerde kvartal med et overskud på 1,3 milliarder dollar - 8,4 milliarder kroner - sammenlignet med 460 millioner dollar sidste år.

Fremgangen skyldes vækst i Disneys forlystelsesparker og på streamingtjenesten Disney+.

I slutningen af september havde Disney+ 131,6 millioner abonnenter.

/ritzau/AFP

Læs Mere >>

, 13/11/2025 - 10:00

FAKTA: Karrypasta indeholder flere sunde ting

Du kan putte flere gavnlige og sunde ingredienser i en karrypasta:

* Ingefær: antages at virke blodfortyndende og kvalmestillende. Ingefær dæmper betændelse og virker som en antioxidant. Den bruges desuden til at bedre gigt.

* Chili: er fuld af vitaminer, mineraler og antioxidanter. Der er især en høj koncentration af A-, C- og E-vitamin i chilifrugten, som blandt andet kan booste dit immunforsvar.

* Hvidløg: kan virke bakteriedræbende og antiinflammatorisk og kan derved mindske dannelsen af plak i arterierne. Hvidløg kan udvide karrene og dermed være med til at sænke blodtrykket. Det kan desuden nedsætte produktionen af kolesterol.

Kilder: Hjerteforeningen og DR.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 13/11/2025 - 10:00

Giv vintermaden bid og varme med en hjemmelavet karrypasta

Annegret Hilse/Reuters

Lad duften af frisk ingefær, hvidløg og ristede krydderier sprede sig i køkkenet, mens du laver din egen karrypasta, der kan pifte din hverdagsmad op.

De kolde måneder kalder på varm mad - og hvad er næsten bedre end en velsmagende og krydret karrypasta?

Med friske ingredienser kan du skabe en sund og aromatisk base, der løfter dine retter, siger kok og faglærer på Hotel- og Restaurantskolen Thomas Rønsch Toftdahl.

Den er let at have med at gøre, og samtidig undgår du unødvendige tilsætningsstoffer.

- Jeg synes først og fremmest, at en god karry godt må bide lidt, men den skal heller ikke være så stærk, at den overdøver andre smage som kokosmælk eller andet, forklarer Thomas Rønsch Toftdahl.

Han anbefaler, at du begynder processen med dine tørre krydderier.

- Jeg bruger spidskommen, korianderfrø, sorte peberkorn, nelliker og hel kardemomme - cirka en spiseske af hver. Det tager jeg og maser godt ud i en morter eller en minihakker, som er helt oplagt til det, forklarer kokken.

Så er turen kommet til de vådere ingredienser.

Her bruger Thomas Rønsch Toftdahl et helt hvidløg og et helt til halvandet rødløg samt chili.

- Jeg plejer at bruge tre røde chilier, der cirka ligger midt på styrkeskalaen. Jeg synes, at chilismag er dejlig, men den skal ikke overdøve. Du kan sagtens bruge hele chilier med kerner, siger han.

Dernæst er turen kommet til ingefær - brug cirka 40 til 50 gram, og sørg for at skrælle og skylle grundigt, da bakterierne sidder i skrællen, og de kan gøre, at karrypastaen mugner hurtigere.

- Jeg bruger også altid to stilke citrongræs samt et par friske kaffirlimeblade, som kan købes i de fleste grønthandlere. Det tilsættes sammen med skal og saft fra to hele lime og to teskefulde rørsukker, fortæller kokken og faglæreren.

Husk at smage til undervejs, og smag eventuelt til med en lille smule kanel, foreslår Thomas Rønsch Toftdahl.

- Ikke ret meget. Den skal endelig ikke smage af kanel. Det er bare lige for at bløde nogle af bitterstofferne lidt op, uddyber han.

Alle ingredienser skal moses eller blendes til en sammenhængende konsistens, så det bliver til en pasta, men gerne med lidt struktur, lyder det.

Du kan tilføje to skefulde god olivenolie, hvis pastaen mangler fugt.

- Den må ikke være tør. Den skal være våd, men ikke flydende, forklarer han.

Put karrypastaen i en velegnet beholder, og opbevar den herefter på køl, hvor den kan holde sig cirka 14 dage, lyder det fra Thomas Rønsch Toftdahl.

Den færdige karrypasta kan bruges i et væld af retter.

- Jeg elsker at bruge den sammen med linser, som er ret kedelige, men supersunde og et godt alternativ til kød. Så jeg ville koge mine linser og blande et par skefulde karrypasta i, siger Thomas Rønsch Toftdahl.

Det kan også blandes i en asiatisk inspireret gryderet med rejer, grøntsager og fiskesovs eller en dansk klassiker som boller i karry med et tvist, foreslår han.

Der er lige et enkelt aber dabei, lyder det fra kokken. Pas på med at tilsætte pastaen ved alt for høj varme, så ryger mange af de vitaminer og antioxidanter, som vi gerne vil have.

- Tag for eksempel din ret af blusset under tilsmagning, og tilsæt karrypastaen. Det giver også en mere koncentreret smag, siger han.

Maden skal selvfølgelig altid varmes igennem, så bakterier som salmonella og campylobacter bliver dræbt, hvilket Fødevarestyrelsen anbefaler.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek