New York City, 03/10/2025 - 05:36
Diddy undskylder og beder dommer om nåde forud for dom
Sean "Diddy" Combs er med egne ord genfødt efter sin tid i et fængsel i Brooklyn og beder dommer om nåde.
Kathy Willens/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Rapperen Sean "Diddy" Combs har torsdag undskyldt i et brev til den dommer, som ventes at dømme ham i en sag imod ham om to forhold af prostitution fredag.
Det skriver mediet NBC News og nyhedsbureauet AFP.
- Jeg for vild. Jeg for vild på min rejse. Jeg for vild i stofferne og overfloden. Min undergang udsprang af min egoisme, skriver han ifølge NBC News.
- Jeg beder dig om barmhjertighed i dag - ikke kun for min skyld, men for mine børns skyld. Jeg kan ikke ændre fortiden, men jeg kan ændre fremtiden, lyder det ifølge AFP i brevet.
Brevet er dateret til torsdag, dagen før der ventes at blive afsagt dom i sagen.
Det er 3,5 sider langt og henvender sig til dommeren Arun Subramanian, og i brevet skriver han, at han er dødsensbange for at være væk fra sin familie.
Han lover desuden, at han aldrig vil begå en forbrydelse igen, skriver AFP.
- Det her har været de hårdeste to år i mit liv, og jeg har ingen at bebrejde for min nuværende virkelighed ud over mig selv.
Han beskriver, hvordan hans ophold i et berygtet fængsel i Brooklyn i New York har genfødt ham.
- Fængslet vil enten forandre dig eller dræbe dig - jeg vælger at leve.
Han undskylder desuden til to af sine tidligere kærester - heriblandt sangeren Casandra "Cassie" Ventura, som har vidnet i sagen og fortalt om overfald samt psykisk og seksuel vold.
- Scenen og billeder af mig, der overfalder Cassie, spiller igen og igen i mit hoved dagligt. Jeg mistede bogstaveligt talt forstanden. Jeg tog fuldstændig fejl, da jeg lagde hånd på den kvinde, jeg elskede, siger han.
Den 55-årige Combs kan risikere at få op til 20 års fængsel for de to forhold, som han blev kendt skyldig i i juli.
Combs blev frikendt for de mest alvorlige anklager, som lød et forhold om afpresning og sammensværgelse og to tilfælde af sexhandel.
Han blev dog kendt skyldig i to tilfælde af transport af mandlige prostituerede, der blev fragtet over delstatsgrænser i USA for at deltage i seksuelle aktiviteter med Diddys kærester, mens de var påvirket af stoffer, og mens Diddy selv så på.
Anklagerne har tidligere meldt ud, at de vil gå efter mindst 11 år og tre måneders fængsel i sagen. Hans egne advokater opfordrede i sidste uge dommeren til en fængselsstraf på 14 måneder.
Combs har erklæret sig uskyldig i alle anklager og insisterer på, at den seksuelle aktivitet, som anklagemyndigheden har beskrevet, var frivillig. Han ventes ifølge Reuters også at anke den dom, der falder fredag.
Rapperen blev anholdt i september sidste år. Hvis dommen ender på 14 måneder, som forsvarerne ønsker det, vil rapperen blive løsladt inden årsskiftet, fordi den tid, han allerede har tilbragt som varetægtsfængslet, vil tælle med.
/ritzau/