Helsingør, 13/05/2025 - 12:43
Politi mener Bandidos-folk med særligt mærke har begået drab
"Coup de Grace" betyder, at Bandidos-rocker har begået drab, siger politi-vidne i forbudssagen mod klubben.
Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Bandidos-rockeres veste indikerer mere end et medlemskab af klubben.
Forskellige gule mærker med rød skrift symboliserer, om medlemmet eksempelvis har begået vold eller sågar slået ihjel.
Det er politiets vurdering, fortæller en analytiker fra politiets specialenhed National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), som tirsdag vidner i opløsningssagen mod Bandidos i Retten i Helsingør.
Mærket "Coup de Grace" dækker ifølge ham over den alvorligste form for kriminalitet.
- Vores vurdering er, at bæreren af mærket har begået drab. Det vurderer vi ud fra vores monitorering af miljøet og de personer, der bærer mærket, siger politiets analytiker.
"Coup de Grace" er et fransk udtryk for nådesstød og er blevet brugt om at dræbe et dyr eller en person, der lider.
I retten viser anklager Halit Sert billeder af ni Bandidos-folk med mærket. Fem af dem er dømt for drab.
- I holder stadigvæk fast i jeres tese, selv om der er personer, der er dømt for drab, som ikke har mærket, og at der er personer, som har mærket og ikke er dømt?, spørger Bandidos' advokat, Michael Juul Eriksen.
- Det er korrekt, lyder politi-vidnets svar.
En af dem, der bærer mærket, er Niels Poulsen, der er dømt for at stå bag raketangrebet på Hells Angels' klubhus i Titangade i København i 1996. To personer blev dræbt.
Også Ian Ramm Hansen, som i november 2015 skød og dræbte tre unge, der lå og sov i en lejlighed på Frederiksberg, er set med mærket. Et foto viser ham dog bære det allerede i juni 2015 - altså før trippeldrabet.
Flere Bandidos-rockere ses også med mærket "Expect no Mercy" - forvent ingen nåde.
- Det refererer til, at bæreren af mærket har begået noget voldeligt. Vi vurderer, at det er i klubregi, og at det hører til i den tungere ende af det voldelige, siger NSK-analytikeren.
Michael Juul Eriksen nævner dog, at eksempelvis nu afdøde Bandidos-præsident Michael Rosenvold - også kaldet "Kokken" - bar mærket, selv om han aldrig er dømt for grov vold.
Både "Coup de Grace" og "Expect no Mercy" er ifølge analytikeren mærker, der uddeles fra ledelsen i Bandidos. Det er derimod ikke tilfældet med mærket "Desperado", som en lille gruppe bærer.
Det mærke er angiveligt opstået i forbindelse med en mindre gruppe medlemmers længerevarende afsoning og er ikke et officielt Bandidos-mærke.
- Det er nogen, der har siddet og afsonet nogle længerevarende fængselsdomme, siger analytikeren.
Mærket "TCB", som står for "taking care of business", adskiller sig ved at symbolisere en funktion og ikke en udmærkelse.
- De er frivilligt gået med til at være en gruppe, der er lidt længere fremme og tilkaldt til diverse opgaver for klubben, siger politi-vidnet og opremser:
- Deciderede sikkerhedsopgaver i forbindelse med med byture eller arrangementer, chauffør-opgaver eller show of force-operationer.
Gennemgangen af mærkerne er et af temaerne i forbudssagen, hvor anklagemyndigheden forsøger at bevise, at Bandidos er en forening med et ulovligt formål, og at den derfor kan opløses.
Retssagen kører over flere end 30 retsmøder i Helsingør.
Mens sagen står på, er der et midlertidigt forbud mod rockerklubben. Det har der været siden 22. maj sidste år.
/ritzau/