Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Svendborg, 06/08/2025 - 10:51

Optagelser fra luften afslørede kokainsmugling på Langeland

Fem mænd er i Retten i Svendborg tiltalt for at have indsmuglet og opsamlet 578 kilo kokain ved Langeland.

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Da National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i august sidste år fik mistanke om, at der ville ske narkosmugling til søs, foretog politienheden optagelser fra luften.

Klip fra optagelserne bliver onsdag formiddag vist i Retten i Svendborg, hvor fem mænd er tiltalt for indsmugling og opsamling af 578 kilo kokain.

Under sagens forelæggelse viser anklager Anne Moe fra Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet (SSK) en video af køleskibet "Cool Explorer", der sejler ud for Langelands kyst.

I løbet af videoen ser man en mindre speedbåd sejle bag skibet, inden der bliver smidt noget over bord fra køleskibet.

Det skete omkring klokken 03.30 natten til 24. august 2024.

Det, der bliver smidt over bord fra køleskibet, bliver samlet op af speedbåden.

En anden video viser speedbåden sejle mod en strand på Langeland. Man kan se, at der står flere personer på land.

På den grynede sort-hvide video ses personer gå fra båden til og fra en varebil. Derefter sejler båden videre til Spodsbjerg Havn på Langeland.

Klokken 04.40 skete de første anholdelser i sagen.

To af de tiltalte blev anholdt i en Citroën på danske nummerplader. De havde våde bukser og sand på buksebenene. Samtidig blev en anden tiltalt stoppet i en Audi på tyske nummerplader og anholdt.

Klokken 05.13 blev speedbåden observeret i Spodsbjerg Havn. En af de tiltalte kørte fra havnen i en Mercedes på italienske nummerplader.

Lidt mere end halvanden time senere, klokken 06.15, observerede politiet varebilen fra optagelsen på stranden på Lohals Camping på Langeland.

I bilen fandt politiet 14 tasker. Da taskerne blev undersøgt, kunne politiet konstatere, at de indeholdt 578 kilo kokain.

Samtidig blev en tiltalt anholdt sammen med en mand, der allerede har tilstået sin involvering i smuglingen. Han blev i december idømt 15 års fængsel.

De fem mænd forholder sig lidt forskelligt til tiltalen mod dem.

To nægter sig skyldige. To erkender, at de var med den nat, men siger, at de var af den opfattelse, at der var tale om hash og ikke kokain.

Den femte tiltalte erkender, at han var med til smuglingen, men siger, at han først på stranden om natten blev bekendt med den mængde narko, der blev smuglet.

Der ventes dom i sagen 2. oktober.

/ritzau/

London, 06/08/2025 - 09:19

Medie: Osbourne døde af hjerteanfald

Justin Tallis/Ritzau Scanpix

Ozzy Osbourne døde den 22. juli i en alder af 76 år. Han havde igennem længere tid haft dårligt helbred.

Ozzy Osbourne døde af hjertestop og koronarsygdom.

Det viser den kendte sangers dødsattest, skriver det amerikanske medie The New York Times.

Dokumentet nævner også, at han led af Parkinsons sygdom.

Koronarsygdom er en samlet betegnelse for åreforkalkningssygdom i hjertets kranspulsårer og omfatter både blodprop i hjertet og forsnævringer i kranspulsårerne.

Ozzy Osbourne døde tirsdag den 22. juli i en alder af 76 år.

Omkring to uger forinden havde den mangeårige Black Sabbath-forsanger, der igennem længere tid havde haft dårligt helbred, været på scenen til sin afskedskoncert.

Under koncerten sad han på en stor, sort trone udsmykket med flagermus.

Kendte bands som Metallica, Guns N' Roses, Slayer og Pantera deltog, og Ozzy Osbourne spillede både numre med sit soloband og Black Sabbath.

Fans af Ozzy Osbourne mødte onsdag i sidste uge op i Birmingham for at sige et sidste farvel til heavy metal-stjernen i hans hjemby.

Det rapporterede britiske medier.

Her begyndte et ligtog i centrum af den engelske by forud for en privat begravelse for familien.

Kortegen kørte blandt andet ad Broad Street og over Black Sabbath-broen, der er opkaldt efter metalbandet, som Osbourne var forsanger for.

Hans familie, heriblandt hans enke, Sharon Osbourne, steg ud ved broen og lagde blomster, mens folkemængden vinkede og råbte:

- Ozzy, Ozzy.

Også mange fans havde lagt blomster ved broen.

Ifølge BBC var titusinder taget til Birmingham for at hylde musikeren, der også var kendt under kaldenavnet The Prince of Darkness - på dansk Mørkets Prins.

Navnet fik han på grund af Black Sabbaths dæmoniske lyd og tekster om okkulte emner.

Metal-stjernen havde det borgerlige navn John Michael Osbourne.

I 2020 fortalte han, at han led af Parkinsons sygdom. Det svigtende helbred blev også årsagen til, at Osbourne i februar 2023 meddelte, at han blev nødt til at stoppe med at turnere.

/ritzau/

Læs Mere >>

Skanderborg, 06/08/2025 - 07:00

FAKTA: Kvinder er stadig underrepræsenteret i dansk musik

Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

Kvinder fylder stadig langt mindre end mænd i dansk musik - både i synlighed, afspilninger og indtjening.

Kvinder har i mange år fyldt markant mindre end mændene i den danske musikbranche.

Det gælder både i forhold til, hvor stor en del af branchen kvinder udgør, samt hvor meget de bliver lyttet til og tjener. Her er nøgletal fra de seneste år:

* Kun 21 procent af de danske kunstnere, der udgav musik i 2023, var kvinder. Det fremgik af DR-dokumentarserien "Sexisme i musikbranchen" fra 2024.

* Kvinder modtog blot 10 procent af de samlede udbetalinger for musik i 2023 ifølge rettighedsorganisationen Koda.

* 80 procent af kvinder under 30 år i musikbranchen har oplevet én eller flere former for grænseoverskridende adfærd.

* 79 procent af kvinder i branchen oplever, at de må ændre på sig selv for at passe ind.

* Blandt de ti mest streamede kunstnere på Spotify i Danmark i 2024 var ingen danske kvinder. Kun den amerikanske popsanger Taylor Swift var med - som den eneste kvinde.

* Blandt de 100 mest populære album og singler i Danmark i 2024 var kun fem danske udgivelser fra kvindelige kunstnere - og kun én af dem var ny ("Nye Tider" af Annika).

Kilder: DR, Koda.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 06/08/2025 - 08:00

FAKTA: Hjemmelavet ketchup

* Ingredienser:

10 kilo hele tomater (giver 2-3 liter ketchup).
9-9½ kilo solmodne og et halvt til 1 kilo mellemmodne tomater.
6 store løg.
6 deciliter sukker.
7 deciliter eddike.
3 spiseske salt.
2 store hele hvidløg.
1 spiseske sennepspulver.
1 spiseske friskkværnet peber.

* Sådan gør du:

Læg tomater og løg i en bradepande, og bag dem ca. 40 minutter ved 200 grader i almindelig ovn. Løgene skal være bløde og gerne let bagte/karamelliserede på overfladen. Hvis du gerne vil have en ketchup med mere dybde i smagen, skruer du op på 220 grader og lader tomaterne få en let ristet overflade. Tomaterne vil smide noget af saften under opvarmning.

Hæld den gennemsigtige saft fra, hvis du gerne vil spare lidt kogetid, og hæld de ovnbagte tomater over i en stor gryde efterhånden, som de opnår den ønskede bagning. Varm op til kogepunktet, og tilsæt derefter de resterende ingredienser.

Kog det hele ind uden låg og ved svag varme. Denne proces kan tage et par timer. Når massen er kogt så meget ind, at du regner med, at den vil blive tyk, når den blendes, tager du den af varmen.

Blend massen glat i en kraftig blender. Har du ikke en blender, kan du anvende en tomatmølle.

Smag ketchuppen til - tilsæt salt, sukker eller citronsaft for henholdsvis mere dybde, sødme eller syre.

Er ketchuppen for tynd, efter den er blendet, kan den koges mere ind ved svag varme. Den varme ketchup hældes på rengjorte glas og henkoges i 30 minutter, fra overfladen bevæger sig i glassene (ketchup er ofte så tyk, at den ikke bobler som sauce, når den når kogepunktet).

Tip: Tomatsaften, der hældes fra tomaterne, efter de har været i ovnen, har både smag og ernæringsmæssig værdi. Frys den i mindre portioner, og brug den som smagsgiver til tomatsuppe eller i andre tomatbaserede retter.

Kilde: Yen Frydensberg Egebak, der er forfatter til "Din guide til fantastiske tomater".

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 06/08/2025 - 08:00

Fra salsa til henkogning: Få mest ud af sommerens tomathøst

Gå tomatamok i køkkenet, og forkæl dine smagsløg fra nu og af og gennem hele efteråret og vinteren.

De rødmer på livet løs i drivhuset og i køkkenhaven for tiden. Tomaterne er plukkeklar og lige til at spise.

- Det bugner med tomater lige nu, siger Yen Frydensberg Egebak, der er forfatter til bogen "Din guide til fantastiske tomater" og selv dyrker over 500 kilo tomater på en nedlagt fynsk æblegård, hvor hun og hendes familie er selvforsynende med grøntsager året rundt.

Og hun har et væld af bud på, hvad du kan kreere af lækkerier ud af årets tomathøst.

1) Frisk tomatsalsa og ceviche.

Lav en lækker tomatsalsa ved at blande grofthakkede tomater med finthakkede rødløg, lidt chili, hvidløg, en god skvæt limesaft, og krydr med salt og peber.

- Jeg putter gerne koriander i, men hvis man ikke er til det, kan man bruge persille, siger Yen Frydensberg Egebak.

Når alt er blandet sammen, skal salsaen stå og trække lidt, og så kan den spises, som den er, på et lunt stykke brød.

Du kan også bruge salsaen til at lave en omgang ceviche (råmarineret fisk). Det gør du ved at lægge stykker af rå fisk ned i salsaen og lader fisken råmarinere i en times tid.

- På den måde bliver fisken tilberedt. Man spiser det meget i Sydamerika, og jeg elsker det, siger Yen Frydensberg Egebak.

Husk kun at bruge fisk, der har været på frys i 24 timer forinden, så du er sikker på, at den ikke indeholder parasitter.

2) Henkog til forrådskammeret.

Du kan få tomatfesten til at vare hele efteråret og vinteren ved at henkoge en portion af dem, som puttes på glas og tages frem og bruges i en hurtig pastaret eller i simrende gryderetter.

- Du kan bare smide de henkogte tomater direkte på panden sammen pasta sammen med lidt friskt hvidløg og løg. Det er enkelt og nemt, siger Yen Frydensberg Egebak, der både henkoger hele tomater og bagt tomatsovs.

Det er dog vigtigt at være ekstra opmærksom på hygiejnen, når du henkoger. Sørg for eksempel for at bruge glas, der er beregnede til henkogning. Fødevarestyrelsen anbefaler i øvrigt, at hjemmekonserverede madvarer opbevares på køl.

3) Semitørrede tomater.

En anden måde at få tomaterne til at række længere på er ved at tørre dem i ovnen. Skær tomaterne i halve, og læg dem med skærefladen opad på en bageplade beklædt med bagepapir.

Drys dem med flagesalt og krydderurter efter smag. Tomaterne tørres i ovnen ved 80 graders varmluft i seks til otte timer, hvis det er cherrytomater, og 10-12 timer, hvis det er store tomater.

- Hvis det er sidst på sæsonen, og tomaterne ikke smager af så meget, drysser jeg en lille smule sukker på og lille smule olivenolie på tomaterne, inden de kommer i ovnen. Det intensiverer smagen af tomat, fortæller Yen Frydensberg Egebak.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek