Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Skanderborg, 06/08/2025 - 07:00

FAKTA: Kvinder er stadig underrepræsenteret i dansk musik

Kvinder fylder stadig langt mindre end mænd i dansk musik - både i synlighed, afspilninger og indtjening.

Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Kvinder har i mange år fyldt markant mindre end mændene i den danske musikbranche.

Det gælder både i forhold til, hvor stor en del af branchen kvinder udgør, samt hvor meget de bliver lyttet til og tjener. Her er nøgletal fra de seneste år:

* Kun 21 procent af de danske kunstnere, der udgav musik i 2023, var kvinder. Det fremgik af DR-dokumentarserien "Sexisme i musikbranchen" fra 2024.

* Kvinder modtog blot 10 procent af de samlede udbetalinger for musik i 2023 ifølge rettighedsorganisationen Koda.

* 80 procent af kvinder under 30 år i musikbranchen har oplevet én eller flere former for grænseoverskridende adfærd.

* 79 procent af kvinder i branchen oplever, at de må ændre på sig selv for at passe ind.

* Blandt de ti mest streamede kunstnere på Spotify i Danmark i 2024 var ingen danske kvinder. Kun den amerikanske popsanger Taylor Swift var med - som den eneste kvinde.

* Blandt de 100 mest populære album og singler i Danmark i 2024 var kun fem danske udgivelser fra kvindelige kunstnere - og kun én af dem var ny ("Nye Tider" af Annika).

Kilder: DR, Koda.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek