Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Kyiv, 07/04/2023 - 10:28

Efterretninger peger på russisk indtog i Bakhmuts centrum

Ruslands soldater har tilsyneladende kæmpet sig vej til centrum af Bakhmut, vurderer Storbritanniens militær.

Genya Savilov/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

De russiske styrker har genvundet momentum i den langtrukne og intense kamp om den østukrainske by Bakhmut.

Det vurderer det britiske forsvar i sin daglige analyse af krigen i Ukraine.

Vurderingen er baseret på militære efterretninger. Den er offentliggjort fredag formiddag på Twitter.

Her fremgår det, at Ruslands soldater "højst sandsynligt" er nået frem til centrum af Bakhmut.

- Rusland har haft yderligere fremgang og er nu højst sandsynligt rykket ind i bymidten og har indtaget den vestlige bred af floden Bakhmutka, skriver det britiske forsvar i sin opdatering.

Russiske og ukrainske styrker har i månedsvis kæmpet mod hinanden i Bakhmut. Men siden slutningen af marts har der ifølge Storbritannien ikke været nogen bevægelse i fronterne. Altså indtil nu.

- De seneste dage har russiske styrker genvundet noget momentum i kampen om Bakhmut, skriver det britiske forsvar.

Samtidig er en vigtig ukrainsk forsyningslinje formentlig truet.

Det drejer sig om en vej med navnet Rute 0506. Den bruges til at fragte forsyninger til det ukrainske militær i den vestlige del af Bakhmut.

Russiske styrker har således tilsyneladende taget kontrol med vejen, vurderer Storbritannien.

Både Ruslands egne soldater og lejesoldater fra Wagner-gruppen kæmper i Bakhmut. Wagner-gruppen kæmper på russisk side i krigen. Alligevel har der været gnidninger mellem gruppen og det officielle Rusland.

Wagner-gruppens leder, Jevgenij Prigozjin, har blandt andet klaget over, at Rusland ikke har forsynet hans styrker med tilstrækkelig ammunition.

Det ser dog ud til at gå bedre mellem Rusland militær og Wagner-gruppen.

- Der er en realistisk mulighed for, at Wagner-gruppen og hærførerne fra Ruslands militær har sat deres strid på pause og forbedret deres samarbejde, står der i opdateringen fra Storbritanniens militær.

/ritzau/

København, 07/04/2023 - 08:00

Mick Øgendahl fylder 50: Jeg er blevet mindre bekymret

Den selvudråbte bad boy fra Falster fylder 50 år og lancerer et nyt onemanshow. Komikerens lange karriere har både budt på op- og nedture i på scenen og privat.

Den komiske drengerøv fra Falster, Mick Øgendahl, er trods sine 169 centimeter en af de helt store komikere i Danmark.

Han har været i branchen i godt og vel 30 år, lavet seks standupshows, medvirket i 19 spillefilm og haft et hav af tv-optrædener.

Nu runder standupkomikeren 50 år den 7. april, hvilket ifølge hovedpersonen selv føles "ret ligegyldigt".

- Det er bare et tal for mig. Det var 40 ikke. Der ramte jeg sgu lige muren, fortæller Mick Øgendahl.

Mick Øgendahl startede helt tilbage i 90'erne på den danske standupscene og meget har ændret sig siden.

- Det afspejler sig i de emner, jeg synes er interessante at behandle gennem komikken, men også i måden, jeg ser på mig selv, siger han.

Her er han blevet noget mindre bekymret for, hvad andre tænker om ham. Sådan har det ikke altid været.

- Det kunne gøre ondt, når folk satte lighedstegn mellem den karikerede og naive "bad boy" fra Falster på scenen, og ham jeg er uden for.

- I dag er jeg ligeglad og har nok givet lidt op på at gå i flinkeskole. Folk må tænke om mig, hvad de vil, og jeg har det rigtig godt med at være ham, der tør stille de dumme spørgsmål.

Ifølge Mick Øgendahl er det både på godt og ondt.

- Det giver mig et kunstnerisk spillerum og muligheden for at være nysgerrig, skeptisk og vende de etablerede sandheder på hovedet, siger han.

- Men man kan selvfølgelig også komme til at træde nogen over tæerne, og det skal jeg nok lære at navigere lidt i.

- For jeg gider jo ikke per definition at gøre nogen sure uden grund, men samtidig har jeg også bare lyst til at sige, hvad jeg synes.

Mick Øgendahl er født i Silkeborg, men voksede op i et lille samfund på Falster.

Som folkeskoleelev var han i praktik på Falck-stationen i Nykøbing, hvilket han syntes, var helt fantastisk og spændende.

Men for at kunne få et job sådan et sted, fik den unge Mick Øgendahl at vide, at han skulle have en faglig uddannelse.

- Min helt forkromede plan var derfor at blive en eller anden form for automekaniker eller maskinarbejder, for at jeg på et tidspunkt kunne søge ind til Falck igen, siger han.

Den vej skulle Mick Øgendahl ikke. Han endte i en "vidunderlig, fantastisk skævert", som han selv udtrykker det, med at skabe en karriere i underholdningsbranchen.

Det var på Restaurant Dins i København, at han for første gang optrådte med standup foran et rigtigt publikum.

- Da jeg startede med at optræde, var jeg bare en superglad dreng, der synes, det var helt fantastisk at få folk til at grine.

- Men at jeg skulle leve af det, havde jeg slet ikke turde tænke på.

Her gik der ikke lang tid, før han havde markeret sig selv som en sjov mand, og i 2002 udkom hans første onemanshow "Micktrix".

Senere i karrieren fulgte standupshows som "Tåfræser", "Undskyld!", "Progaganda", "Spas" og "Fest".

Selv kan han ikke pege på et favoritmoment i sin karriere, men der er dog ét øjeblik, han husker bedre end andre.

Og det var at optræde med det fælles standupshow "Den ægte vare" i 2002 med andre komikere som Anders Matthesen, Rune Klan, Jacob Tingleff og Carsten Eskelund.

- Jeg kan huske følelsen af at stå i Cirkusbygningen i København med mine venner og kolleger på scenen, og at der var udsolgt.

- Der tænkte jeg bare: "vi er her".

Et andet tidspunkt, der står indprentet i Mick Øgendahls hukommelse, var en optræden på Aarhus Universitet i komikerens unge dage. Her gik det knap så godt.

- Jeg blev uvenner med publikum, fordi jeg var decideret usympatisk på scenen, fortæller han.

- Jeg havde optrådt i flere dage i streg, og jeg var bagstiv.

På scenen havde han bevæget sig ud i at tale om overvægt, og ifølge ham selv var han for smart og dum at høre på.

- Jeg kan ikke huske, hvad jeg helt præcist sagde, men jeg kan bare huske, at det var en skrækkelig oplevelse, og publikum vendte sig imod mig.

- Rent karrieremæssigt var det nok den største læring, jeg fik, og jeg blev klar over, at jeg også skulle have en form for ydmyghed over for det, jeg lavede.

I løbet af sin lange karriere har Mick Øgendahl ikke kun været på standupscenen.

Han har også medvirket i flere film og tv-programmer som "Blå mænd", "Alle for én", "Tak for i aften" og "Tomgang".

Sidstnævnte instruerede han selv og spillede også hovedrollen i 2013.

Men det var også her, at en krise ramte ham tæt på livet.

Han indlagde nemlig sig selv på psykiatrisk i 14 dage, efter han var gået ned med stress, og virkeligheden begyndte at flyde sammen med fiktion.

- Jeg blev ramt af to livsforløb. Det ene var min karriere, der gik godt, og det andet var, at jeg var blevet far og familiemenneske.

- Her fik lysten til at begge ting skulle være perfekte, bægeret til at flyde over.

Mick Øgendahl havde i mange måneder arbejdet for meget. Han havde ikke fået nok søvn, hjertet galopperede derudaf, og han koldsvedte hele tiden.

Det gik op for komikeren, at der var noget grueligt galt, da han på et tidspunkt skulle give sin gamle bil til sin far.

Men da han skulle forklare faren, hvordan bilen fungerede, var det som om, bilen var helt ukendt.

- Imens var jeg ved at instruere en komedieserie ("Tomgang", red.), og jeg klikkede hele tiden frem og tilbage mellem den virkelige verden og fiktionen. Det gjorde min hjerne helt vildt forvirret.

To år efter spillede Mick Øgendahl teater om aftenen og skrev på en serie om dagen. Og pludselig begyndte symptomerne at vende tilbage igen.

Kroppen kørte igen på overtid, men fordi han i forvejen kendte sin krops signaler, endte han ikke samme sted som før.

I dag, når Mick Øgendahl kigger tilbage på sin karriere, beskriver han den som et "langt, sejt, fornuftigt træk".

Det syvende show, som komikeren kommer med til næste år, hedder "Bad boy".

Det tager udgangspunkt i der, hvor Mick Øgendahl kommer fra, og hvordan det, han har fået med fra barnsben, stadig former og præger ham.

- Den her "bad boy" eller "Dummepeter" nede fra Falster er en scenepersona, jeg har forfinet gennem mange år, som selv tror, han er en bad boy. Det er han ikke.

- Han repræsenterer mange af de ting, jeg ikke bryder mig om i samfundet.

- Han er forstokket, bedrevidende og urokkelig, men han har samtidig en vigtig evne. Han forstår ikke de sociale koder og mekanismer, hvilket sætter ham fri til at stille de dumme spørgsmål.

Og er man netop ikke nødvendigvis helt med på førstebølgen i wokeness, er man nødt til at påråbe sig rettigheden til at være forvirret, fortæller komikeren.

- Jeg ser både unge og gamle, der ikke kan tale sammen, fordi de i bund og grund er bange for at blive forvirrede.

- De er bange for, at deres verdensbillede bliver udfordret. Vi omgiver os med mennesker, der ligner os selv, og så bekræfter vi hinanden i vores små ekkokamre.

Der er en dejlig komfort i ikke at lade sig forvirre, men det er en bekvemmelighed, man er nødt til at modarbejde hele livet for at kunne være rummelige mennesker, uddyber komikeren.

Men selv om der er også er en dejlig komfort i at fylde 50 for Mick Øgendahl, har komikeren en lidt anden holdning til de 60.

- Her begynder der at snige sig et "pensionsord" ind, og det kan jeg mærke, at jeg kommer til at få det rigtig svært med, siger han.

Kroppen er ikke længere er helt så ung, men det er Mick Øgendahls sind dog alligevel, fortæller han.

- I julegave fik jeg sådan et hydrofoil-surfkursus, som jo et eller andet sted er ret legeagtigt og barnligt. Jeg kunne bare mærke, at jeg måtte prøve, fortæller han.

Mick Øgendahls nye show "Bad boy" har premiere 6. september 2024.

/ritzau/

Læs Mere >>

Florida, 06/04/2023 - 23:57

Tre mænd får livstid for drab på amerikansk rapstjerne

Rapperen XXXTentacion var 20 år, da han blev skudt og dræbt ved højlys dag i delstaten Florida i USA.

Tre mænd er torsdag blevet idømt livsvarigt fængsel for drabet på den verdenskendte rapper XXXTentacion i 2018.

Det oplyser nyhedsbureauet AFP.

De tre mænd er Dedrick Williams på 26 år, Trayvon Newsome på 24 år og Michael Boatwright på 28 år.

De modtog deres domme i en kredsret i den amerikanske by Fort Lauderdale i delstaten Florida.

Det skete, lidt over to uger efter at en jury fandt dem skyldige i drab på rapperen.

XXXTentacion, som havde det borgerlige navn Jahseh Onfroy, var 20 år, da han blev skuddræbt ved højlys dag 18. juni 2018.

Det skete, mens han var ved at forlade en motorcykelforretning i byen Deerfield Beach, som ligger nord for storbyen Miami i Florida.

Hans bil blev blokeret af en SUV, der blev kørt af Williams. Ifølge anklagerne er han hjernen bag angrebet på rapperen.

Efterfølgende trådte to maskerede personer - Newsome og Boatwright - ud af bilen, hvorefter de begik et røveri mod XXXTentacion, mens han sad i sin bil.

De stjal omkring 50.000 dollar, som svarer til omtrent 350.000 kroner. Boatwright trak derefter sin pistol og skød og dræbte den 20-årige.

Den afdøde rapper var kendt for sine sange, som blandt andet omhandlede depression, stoffer, selvmord og vold.

Han udgav i 2017 sit debutalbum "17", som toppede hitlisterne.Det samme gjorde hans andet album "?".

Nogle af hans største hits var numrene "Sad!" og "Jocelyn Flores".

XXXTentacion havde et kontroversielt ry og afventede en retssag, hvor han var anklaget for vold mod sin dengang gravide kæreste. Og han havde allerede tilbragt tid bag tremmer - blandt andet for et væbnet hjemmerøveri.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 07/04/2023 - 08:00

FAKTA: Forældre holder fast i lommepenge

* Den høje inflation lader ikke til at være gået ud over børns lommepenge.

* I en undersøgelse, som YouGov for nylig har lavet for Danske Bank, svarer 74 procent af de adspurgte forældre, at den nuværende økonomiske usikkerhed ikke har haft indflydelse på deres børns lommepenge.

* Samtidig viser undersøgelsen, at en tredjedel af forældrene oplever, at den økonomiske situation i landet gør børnene bekymrede for familiens egen økonomi.

Kilde: spørgeskemaundersøgelse foretaget blandt 1020 personer af YouGov for Danske Bank.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 07/04/2023 - 08:00

Lær dine børn om penge med sandkassekager og fantasivaluta

Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Hvis du har haft med økonomi at gøre som barn, har du bedre styr på finanserne som voksen, siger ekspert.

Et naturligt forhold til penge bliver grundlagt tidligt i barndommen. Derfor kan den økonomiske opdragelse gå i gang allerede i 3-4-års alderen.

Sådan lyder det fra Anne Juel Jørgensen, der er børne- og ungechef i Danske Bank.

Hun er aktuel med bogen "Giv dit barn gode pengevaner", der med afsæt i forskning kommer med tips til, hvordan du som forælder kan hjælpe dit barn til at tøjle livets kroner og ører.

1) Køb kager i sandkassen.

Penge figurerer på børnenes egen radar, fra de er ganske små, fortæller Anne Juel Jørgensen.

- De leger købmandslege og laver kager i sandkassen, som de gerne vil sælge til dig, siger hun og fortsætter:

- Som forælder kan du sagtens understøtte de lege, for det er her, de første frø bliver lagt til at opnå en fornuftig forståelse af penge.

Gå derfor aktivt ind i dit barns univers, og bliv kunde i sandkassekagebutikken.

2) Brug glaskugler som valuta.

Mønter og sedler fylder mindre i en moderne hverdag, hvor du kan betale for dine indkøb med et swipe på telefonen.

- Børn før skolealderen lærer ved at observere, hvad vi gør, men det bliver svært for dem, når penge er en usynlig størrelse, siger Anne Juel Jørgensen.

Du kan gøre penge håndgribelige for de yngste ved at indføre en valuta i hjemmet. Det kan være glaskugler, hvor hver kugle har en værdi af fem kroner. Måske giver du barnet to kugler i lommepenge om ugen.

- Put dem i et gennemsigtigt glas, så barnet kan følge med i, at pengene vokser. På den måde kan barnet lære at spare op og at få glæden ved at kunne købe noget, når der er nok i glasset, lyder det fra eksperten.

3) Giv lommepenge.

Når barnet kommer op i skolealderen, er det ifølge Anne Juel Jørgensen en god idé at indføre lommepenge.

- Vi kan se fra undersøgelser, at børn, der får lommepenge, har bedre pengevaner end børn, der ikke får lommepenge, siger hun.

Det skyldes, at barnet får en praktisk erfaring med penge ved at få lov til at råde over et fast ugentligt eller månedligt beløb.

- Barnet får ansvar for et lille budget, som det kan øve sig på. Enten ved at spare op eller ved at brænde det hele af. Begge dele giver gode erfaringer.

Som forælder skal du tillade, at dit barn forvalter pengene ufornuftigt. På den måde får det lov til at lære af sine fejl.

Løft derfor ikke pegefingeren, men tal med barnet om, hvorfor det er smartere at spare op end at bruge alle pengene på slik med det samme.

- Husk, at det er bedre, at man som 8-årig brænder en 50’er af, end at man som 21-årig brænder 50.000 kroner af, siger Anne Juel Jørgensen.

4) Inddrag de små i det store.

Du gør dine børn en bjørnetjeneste ved at skærme dem mod pengesager, mener Anne Juel Jørgensen.

- Børn, der vokser op i familier, der taler om penge, har bedre pengevaner end børn, der vokser op i familier, hvor man ikke gør det, siger hun.

Prøv derfor så vidt muligt at inddrage familiens yngste i konkrete økonomiske beslutninger.

- Det kan være ved at tage dem med på indkøb og forklare dem, hvorfor butikker er indrettet, som de er. Det er for eksempel ikke tilfældigt, at slikket står til sidst lige inden kassen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv