Florida, 06/04/2023 - 23:57
Tre mænd får livstid for drab på amerikansk rapstjerne
Rapperen XXXTentacion var 20 år, da han blev skudt og dræbt ved højlys dag i delstaten Florida i USA.
Af: /ritzau/
Tre mænd er torsdag blevet idømt livsvarigt fængsel for drabet på den verdenskendte rapper XXXTentacion i 2018.
Det oplyser nyhedsbureauet AFP.
De tre mænd er Dedrick Williams på 26 år, Trayvon Newsome på 24 år og Michael Boatwright på 28 år.
De modtog deres domme i en kredsret i den amerikanske by Fort Lauderdale i delstaten Florida.
Det skete, lidt over to uger efter at en jury fandt dem skyldige i drab på rapperen.
XXXTentacion, som havde det borgerlige navn Jahseh Onfroy, var 20 år, da han blev skuddræbt ved højlys dag 18. juni 2018.
Det skete, mens han var ved at forlade en motorcykelforretning i byen Deerfield Beach, som ligger nord for storbyen Miami i Florida.
Hans bil blev blokeret af en SUV, der blev kørt af Williams. Ifølge anklagerne er han hjernen bag angrebet på rapperen.
Efterfølgende trådte to maskerede personer - Newsome og Boatwright - ud af bilen, hvorefter de begik et røveri mod XXXTentacion, mens han sad i sin bil.
De stjal omkring 50.000 dollar, som svarer til omtrent 350.000 kroner. Boatwright trak derefter sin pistol og skød og dræbte den 20-årige.
Den afdøde rapper var kendt for sine sange, som blandt andet omhandlede depression, stoffer, selvmord og vold.
Han udgav i 2017 sit debutalbum "17", som toppede hitlisterne.Det samme gjorde hans andet album "?".
Nogle af hans største hits var numrene "Sad!" og "Jocelyn Flores".
XXXTentacion havde et kontroversielt ry og afventede en retssag, hvor han var anklaget for vold mod sin dengang gravide kæreste. Og han havde allerede tilbragt tid bag tremmer - blandt andet for et væbnet hjemmerøveri.
/ritzau/