Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Wien, 14/05/2024 - 10:52

Domstol godkender Josef Fritzl til almindeligt fængsel

Demente Josef Fritzl menes ikke længere at udgøre en fare. Men dommere lægger ikke op til løsladelse.

Robert Jaeger/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Voldtægtsdømte Josef Fritzl kan overføres fra fængsel for psykisk syge til almindeligt fængsel.

Det oplyser en østrigsk domstol tirsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

89-årige Fritzl blev i 2009 blandt andet dømt for at have holdt sin egen datter indespærret i en kælder i byen Amstetten i 24 år og at have fået syv børn med hende.

Ifølge nyhedsbureauet dpa vurderer tre dommere ved landsretten i den østrigske by Krems, at Fritzl ikke længere udgør en fare.

Ikke desto mindre udtaler dommerne, at en betinget løsladelse af Fritzl fra det almindelige fængsel - altså at Fritzl kan slippes fri - ikke aktuelt er mulig af "specialpræventive" årsager.

Beslutningen havde stort internationalt fokus, da den ifølge nyhedsbureauet Reuters potentielt havde kunnet bane vej for en betinget løsladelse af Fritzl.

Fritzl-advokaten Astrid Wagner siger ifølge Reuters, at hun vil ansøge om en sådan løsladelse i løbet af et år. Men domstolen lægger altså ikke op til, at den anmodning vil blive godkendt.

Selv om Fritzl ikke længere menes at udgøre en fare, udelukker domstolen heller ikke, at han vil begå kriminalitet i fremtiden.

Fritzl blev kendt skyldig i incest, voldtægt, slaveri, tvang og for at have forårsaget et af de syv børns død ved ikke at have skaffet den nyfødte dreng den lægehjælp, han havde brug for.

Josef Fritzl, som i dag har skiftet navn, er stærkt dement.

Fritzl blev i sin tid opdaget, fordi det ældste af børnene blev syg og kom på hospitalet i 2008. Hendes mor havde smuglet et brev med den syge datter. Personale på hospitalet så brevet og kontaktede politiet.

Da sagen kom frem i 2008, blev Josef Fritzl kendt verden over som "monsteret fra Amstetten".

Sagen om Fritzls mulige flytning til et almindeligt fængsel har været genstand for en længere juridisk proces.

Allerede i januar besluttede en domstol, at Fritzl kunne overføres til almindeligt fængsel.

Den dom blev så ændret i marts ved en højere instans.

Det er ifølge den østrigske avis Kronen Zeitung ikke sikkert, at tirsdagens beslutning er det endelige punktum i processen.

Således kan både anklagere og forsvaret klage over beslutningen.

/ritzau/

Oslo, 14/05/2024 - 06:30

Kongeligt besøg kan skubbe Norden i front i teknologikapløb

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Kongeparrets norske statsbesøg kan fordre dansk-norsk samarbejde om fremtidens teknologi, mener ambassadør.

I fire måneder har den danske ambassade i Norge arbejdet på at få stablet det danske kongepars tur til Oslo på benene.

Besøget får ikke kun kæmpe betydning for forholdet mellem de to skandinaviske kongehuse, men også på det samlede samarbejde i Norden.

Det siger Danmarks ambassadør i Norge, Louise Bang Jespersen.

- I de tider, vi lever i med uro og usikkerhed, er det endnu mere vigtigt, at vi som ligesindede lande går ind og genbekræfter de tætte relationer, vi har, og videreudvikler dem, siger hun.

Det bliver med pomp og pragt, når kong Frederik og dronning Mary tirsdag sejler ind i hjertet af den norske hovedstad, Oslo, for at tage hul på parrets andet officielle statsbesøg som kongepar.

Det kongelige statsbesøg til Norge, som begynder tirsdag, centrerer sig om den dansk-norske relation i fortiden og nutiden, men i allerhøjeste grad også i fremtiden, lyder det fra ambassadøren.

Louise Bang Jespersen fremhæver særligt en samarbejdsaftale om kvanteteknologi, der tirsdag bliver underskrevet mellem Oslo Universitet og Niels Bohr Institutet i Danmark i forbindelse med kongeparrets besøg.

- Det forventer vi meget af. Der bliver også en masse opfølgning på det. På den måde går det ind og styrker samarbejdet fremadrettet, og det giver os gode spor, vi kan arbejde videre med, siger hun.

Kvanteteknologien er en avanceret form for matematisk indretning af computere og ventes at kunne levere meget komplicerede beregninger, der ikke er mulige i dag.

Teknologien kan være med til at finde løsninger på klimakrisen, skabe medicinske gennembrud og styrke cybersikkerheden.

- Det er fremtidens teknologi og kan komme til at spille en helt afgørende rolle for den grønne omstilling, sundhed, forsvar og samfundssikkerhed, siger den danske ambassadør.

Hun påpeger, at kvanteteknologien er blevet en del af det geopolitiske teknologikapløb. Særligt lande som USA og Kina konkurrerer om at ligge i front.

- Vi i Norden kan meget hver for sig, men hvis vi kan gå sammen om kvanteteknologi, så kan vi også globalt ligge helt i front, siger Louise Bang Jespersen.

Trods det ikke er det danske kongepar, der skriver under på papiret, er deres tilstedeværelse i Oslo en stor del af aftalen om kvanteteknologi.

- Det er klart, at statsbesøget har fremrykket alt ting. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det her bliver et startskud på en række aktiviteter. Det er det, et statsbesøg kan, siger hun.

Udover kvanteteknologi er også bæredygtig fællesskabsarkitektur, natur og biodiversitet kernetemaer for kongeparrets besøg til Norge tirsdag og onsdag.

/ritzau/

Læs Mere >>

Oslo, 14/05/2024 - 06:00

FAKTA: Kongepar snører vandrestøvlerne på andet statsbesøg

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Kongeparrets andet officielle statsbesøg begynder tirsdag. Turen går to dage til Norge. Se programmet her.

Kong Frederik og dronning Mary drager tirsdag til Norge på deres andet officielle statsbesøg i deres nye roller som kongepar.

Det to dage lange program er tætpakket med begivenheder, hvor grøn omstilling, kvanteteknologi og natur er de helt store temaer.

Her kan du se hele programmet:

* Tirsdag:

Statsbesøget begynder officielt, når kongen og dronningen kommer sejlende i en kongechalup fra kongeskibet "Dannebrog" til Honnørbryggen i Oslo sammen med den norske tronarving, kronprins Haakon, og kronprinsesse Mette-Marit.

Her vil parret blive taget imod af den norske pendant, kong Harald og dronning Sonja, der følger kongeparret op til det norske kongelige slot.

Programmet fortsætter med besøg på Nationalmonumentet, der er til minde om norske faldne under Anden Verdenskrig. Kong Frederik vil under besøget lægge en krans på monumentet.

Herefter vil det danske kongepar aflægge et såkaldt høflighedsbesøg hos det norske parlament, Stortinget, hvor de modtages af stortingspræsident Masud Gharahkhani.

Under et besøg på Oslo Science City vil kongeparret og det norske kronprinspar blive vist rundt i et laboratorie og overvære en underskrivelse af en samarbejdsaftale mellem Oslo Universitet og danske Niels Bohr Institutet.

Dagen slutter af med en gallamiddag på det kongelige slot med Norges kongepar som værter.

* Onsdag:

Anden dag i programmet begynder med, at det danske kongepar og norske kronprinspar formentlig snører vandrestøvlerne, når de skal på vandretur i nationalparken Østmarka Nasjonalpark.

Herefter drager kongeparret mod den norske forsvarschefs repræsentationsbolig, hvor de bliver modtaget af Norges statsminister, Jonas Gahr Støre.

Statsministeren inviterer efterfølgende de to kongepar på frokost med gæster fra det officielle Norge. Her vil både statsministeren og den danske konge holde tale.

Efter frokosten skal kongeparret endnu en gang på en vandring. Denne gang en arkitekturvandring langs havnefronten i Oslo. Dronning Sonja og kronprinsparret går med på turen, hvor også Oslos borgmester, Anne Lindboe, deltager.

Derefter drager kongeparret hen til kongeskibet "Dannebrog" til et returarrangement som sidste punkt i programmet.

Kilder: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 14/05/2024 - 10:00

FAKTA: Bananens kunstige modning

* Bananen på dit køkkenbord har en lang rejse bag sig, og det har betydning for, hvordan den modner.

* Bananer plukkes umodne i for eksempel Sydamerika og transporteres i store kølrum, hvor de bliver sprøjtet med et enzym, som sætter gang i en modningsproces, så de er spiseklar, når de lander i butikkerne herhjemme.

* Modningsenzymet er udviklet til at virke under kølige forhold. Bananer bliver derfor hurtigere brune, hvis du lægger dem i køleskabet.

Kilde: Thomas Rønsch Toftdahl, som er kokkeunderviser på Hotel- og Restaurantskolen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 14/05/2024 - 10:00

Forvandl de brune bananer til guf for både dig og dine potteplanter

Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

I stedet for at smide overmodne bananer ud kan du bruge dem til at kreere alt fra lækre snacks til effektiv plantegødning.

Frugtskålens brunplettede bananer rummer masser af potentiale. I hvert fald hvis du spørger Jane Ibsen Piper.

Hun står bag flere bøger om, hvordan man skaber mere luft i privatøkonomien. Og så deler hun gode hverdagsspareråd på Facebook-gruppen "Minimalisme og købestop" og Instagramprofilen "Project Handmade", der har over 40.000 følgere.

- De meget brune bananer er supersøde indeni, og det er ikke særlig rart at spise rent, men det fungerer rigtig godt i bagværk, fordi det er sødt og blødt, siger Jane Ibsen Piper.

Hjemme hos hende ryger de brune bananer løbende i fryseren, til hun har nok til at lave en ordentlig portion bananpandekager. En vellykket nedfrysning opnås ved at fjerne skrællen på bananerne, skære dem i stykker og putte dem i en bøtte.

Når bøtten er fuld, tages den ud, så bananstykkerne kan tø op, hvorefter de moses og blandes med æg, mel, havregryn og lidt salt. Regn med to små eller et stort æg, en deciliter hvedemel og en deciliter havregryn til to bananer.

- Så har vi en hurtig snack til bilen, når vi skal på tur, fortæller Jane Ibsen Piper.

Ud over pandekager kan bananerne fra fryseren også bruges i smoothies, til banankage, bananbrød eller bananmuffins.

Som nævnt skal skrællerne fjernes, inden bananerne ryger i fryseren. Ellers rådner de. Derudover skal du være opmærksom på, at bananer ikke kan nedfryses i længere tid.

Det fortæller Thomas Rønsch Toftdahl, som er kok og kokkeunderviser på Hotel- og Restaurantskolen.

- De indeholder en masse fedt, og derfor er de ikke vanvittigt velegnede til at blive opbevaret længe. Man kan godt fryse dem ned, men de bliver ofte dårlige efter tre-fire måneder, siger han.

Selv ynder han at dehydrere de overmodne bananer. Det gør han ved at skære frugten i skiver og lade dem tørre i ovnen ved cirka 60 grader i cirka ti timer.

- De er stadig fyldt med sukker, men fedtet er forbrændt. Det er lækkert på cornflakes eller havregryn, siger kokkeunderviseren.

Skrællerne fra de brune og bløde bananer behøver du heller ikke at smide ud, lyder det fra Jane Ibsen Piper.

- De kan bruges til gødning til potteplanterne, hvis man lægger dem i vand i et syltetøjsglas i en uges tid, siger hun.

Bananer indeholder kalium, som er et vigtigt næringsstof for planter. Du laver gødningen ved at putte en til to skræller ned i et stort syltetøjsglas. Hæld vand i helt op til toppen af glasset, og skru låget på. Efter en uge er blandingen klar til brug.

- Det skal fortyndes en til en med vand. Det vil sige, at du hælder bananvandet i vandkanden og hælder tilsvarende mængde rent vand oveni, siger Jane Ibsen Piper.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek