Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 14/05/2024 - 10:00

Forvandl de brune bananer til guf for både dig og dine potteplanter

I stedet for at smide overmodne bananer ud kan du bruge dem til at kreere alt fra lækre snacks til effektiv plantegødning.

Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus

Frugtskålens brunplettede bananer rummer masser af potentiale. I hvert fald hvis du spørger Jane Ibsen Piper.

Hun står bag flere bøger om, hvordan man skaber mere luft i privatøkonomien. Og så deler hun gode hverdagsspareråd på Facebook-gruppen "Minimalisme og købestop" og Instagramprofilen "Project Handmade", der har over 40.000 følgere.

- De meget brune bananer er supersøde indeni, og det er ikke særlig rart at spise rent, men det fungerer rigtig godt i bagværk, fordi det er sødt og blødt, siger Jane Ibsen Piper.

Hjemme hos hende ryger de brune bananer løbende i fryseren, til hun har nok til at lave en ordentlig portion bananpandekager. En vellykket nedfrysning opnås ved at fjerne skrællen på bananerne, skære dem i stykker og putte dem i en bøtte.

Når bøtten er fuld, tages den ud, så bananstykkerne kan tø op, hvorefter de moses og blandes med æg, mel, havregryn og lidt salt. Regn med to små eller et stort æg, en deciliter hvedemel og en deciliter havregryn til to bananer.

- Så har vi en hurtig snack til bilen, når vi skal på tur, fortæller Jane Ibsen Piper.

Ud over pandekager kan bananerne fra fryseren også bruges i smoothies, til banankage, bananbrød eller bananmuffins.

Som nævnt skal skrællerne fjernes, inden bananerne ryger i fryseren. Ellers rådner de. Derudover skal du være opmærksom på, at bananer ikke kan nedfryses i længere tid.

Det fortæller Thomas Rønsch Toftdahl, som er kok og kokkeunderviser på Hotel- og Restaurantskolen.

- De indeholder en masse fedt, og derfor er de ikke vanvittigt velegnede til at blive opbevaret længe. Man kan godt fryse dem ned, men de bliver ofte dårlige efter tre-fire måneder, siger han.

Selv ynder han at dehydrere de overmodne bananer. Det gør han ved at skære frugten i skiver og lade dem tørre i ovnen ved cirka 60 grader i cirka ti timer.

- De er stadig fyldt med sukker, men fedtet er forbrændt. Det er lækkert på cornflakes eller havregryn, siger kokkeunderviseren.

Skrællerne fra de brune og bløde bananer behøver du heller ikke at smide ud, lyder det fra Jane Ibsen Piper.

- De kan bruges til gødning til potteplanterne, hvis man lægger dem i vand i et syltetøjsglas i en uges tid, siger hun.

Bananer indeholder kalium, som er et vigtigt næringsstof for planter. Du laver gødningen ved at putte en til to skræller ned i et stort syltetøjsglas. Hæld vand i helt op til toppen af glasset, og skru låget på. Efter en uge er blandingen klar til brug.

- Det skal fortyndes en til en med vand. Det vil sige, at du hælder bananvandet i vandkanden og hælder tilsvarende mængde rent vand oveni, siger Jane Ibsen Piper.

/ritzau fokus/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek