Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Oslo, 14/05/2024 - 06:00

FAKTA: Kongepar snører vandrestøvlerne på andet statsbesøg

Kongeparrets andet officielle statsbesøg begynder tirsdag. Turen går to dage til Norge. Se programmet her.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Kong Frederik og dronning Mary drager tirsdag til Norge på deres andet officielle statsbesøg i deres nye roller som kongepar.

Det to dage lange program er tætpakket med begivenheder, hvor grøn omstilling, kvanteteknologi og natur er de helt store temaer.

Her kan du se hele programmet:

* Tirsdag:

Statsbesøget begynder officielt, når kongen og dronningen kommer sejlende i en kongechalup fra kongeskibet "Dannebrog" til Honnørbryggen i Oslo sammen med den norske tronarving, kronprins Haakon, og kronprinsesse Mette-Marit.

Her vil parret blive taget imod af den norske pendant, kong Harald og dronning Sonja, der følger kongeparret op til det norske kongelige slot.

Programmet fortsætter med besøg på Nationalmonumentet, der er til minde om norske faldne under Anden Verdenskrig. Kong Frederik vil under besøget lægge en krans på monumentet.

Herefter vil det danske kongepar aflægge et såkaldt høflighedsbesøg hos det norske parlament, Stortinget, hvor de modtages af stortingspræsident Masud Gharahkhani.

Under et besøg på Oslo Science City vil kongeparret og det norske kronprinspar blive vist rundt i et laboratorie og overvære en underskrivelse af en samarbejdsaftale mellem Oslo Universitet og danske Niels Bohr Institutet.

Dagen slutter af med en gallamiddag på det kongelige slot med Norges kongepar som værter.

* Onsdag:

Anden dag i programmet begynder med, at det danske kongepar og norske kronprinspar formentlig snører vandrestøvlerne, når de skal på vandretur i nationalparken Østmarka Nasjonalpark.

Herefter drager kongeparret mod den norske forsvarschefs repræsentationsbolig, hvor de bliver modtaget af Norges statsminister, Jonas Gahr Støre.

Statsministeren inviterer efterfølgende de to kongepar på frokost med gæster fra det officielle Norge. Her vil både statsministeren og den danske konge holde tale.

Efter frokosten skal kongeparret endnu en gang på en vandring. Denne gang en arkitekturvandring langs havnefronten i Oslo. Dronning Sonja og kronprinsparret går med på turen, hvor også Oslos borgmester, Anne Lindboe, deltager.

Derefter drager kongeparret hen til kongeskibet "Dannebrog" til et returarrangement som sidste punkt i programmet.

Kilder: Kongehuset.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek