Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Bjerringbro, 23/01/2024 - 10:53

BSH forlænger med forsvarets veteranudsmider

Trods 39 år er René Toft ikke klar til håndboldpension. Stregspilleren tager mindst en sæson mere i BSH.

Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Frem til sommeren 2025 hedder chefudsmideren i Bjerringbro-Silkeborgs forsvar stadig René Toft. Veteranen har tirsdag forlænget sin aftale med den midtjyske håndboldklub.

Den 39-årige stregspiller har sat sin signatur på en forlængelse frem til sommeren 2025. Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.

- Jeg har det rigtig godt i BSH. Jeg er glad for at være her, og kroppen har det godt, så det var egentligt en ret nem beslutning, siger René Toft i pressemeddelelsen.

- Jeg drømmer om at få en titel med BSH. Jeg synes, vi får et stærkt hold næste år, så jeg håber virkelig på, at vi kan komme med op og spille med om det sjove - enten pokalen eller det danske mesterskab.

René Toft var gennem mange år også en fast bestanddel af det danske landshold. Stregspilleren fik sin debut i 2005 i rødt og hvidt og takkede af efter 147 kampe efter EM i 2020.

Han har fuld plade på de store titler, da han var med til at vinde EM i 2012, OL i 2016 og VM i 2019 samt en række andre medaljer.

De seneste år på landsholdet blev han især kendt som en forsvarsspecialist, som i det centrale forsvar tager godt fra i nærkampene. Det samme har gjort sig gældende på klubniveau.

- Vi er rigtig glade for at kunne lave en aftale med René for det kommende år. Han er stadig en af Danmarks bedste forsvarsspillere, siger sportslig ansvarlig i BSH Michael V. Knudsen i pressemeddelelsen.

René Toft har spillet i klubben siden sommeren 2020. Før det spillede han på store klubadresser i udlandet som THW Kiel, Veszprem og Benfica.

På dansk jord har han tidligere repræsenteret Mors, Viborg HK, KIF Kolding og AG København.

/ritzau/

København, 23/01/2024 - 06:00

FAKTA: Oscarnominerede danskere i kategorien Bedste Internationale Film

Stefani Reynolds/Ritzau Scanpix

Det er lidt af et nåleøje, som "Bastarden", det danske Oscar-bud, skal igennem, før den kan blive nomineret.

The Academy Awards, også kaldet Oscar, bliver uddelt for 96. gang, når prisuddelingen løber af stablen i Los Angeles 13. marts 2024.

De nominerede bliver afsløret ved en ceremoni tirsdag.

Der uddeles blandt andet priser til Bedste Film, Bedste Internationale Film og Bedste Mandlige og Kvindelige Skuespiller.

Flere danske film er shortlistet, heriblandt "Bastarden" for Bedste Internationale Film.

Oscaren gives til en ikke-engelsksproget film produceret uden for USA.

Danske film har været nomineret i denne kategori tretten gange, hvoraf fire har vundet en Oscar.

Læs hvilke her:

* 2022: "Flugt", Jonas Poher Rasmussen.

* 2021: "Druk", Thomas Vinterberg (vinder).

* 2017: "Under Sandet", Martin Pieter Zandvliet.

* 2016: "Krigen", Tobias Lindhom.

* 2014: "Jagten", Thomas Vinterberg.

* 2013: "En Kongelig affære", Nikolaj Arcel.

* 2011: "Hævnen", Susanne Bier (vinder).

* 1990: "Dansen med Regitze", Kaspar Rostrup.

* 1989: "Pelle Erobreren", Bille August (vinder).

* 1988: "Babettes gæstebud", Gabriel Axel (vinder).

* 1962: "Harry og kammertjeneren", Bent Christensen.

* 1960: "Paw", Astrid Henning-Jensen.

* 1957: "Qivitoq", Erik Balling.

Kilder: Oscars.org

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 23/01/2024 - 06:00

Bastarden kæmper mod holocaust-drama i oscarræs

Yara Nardi/Reuters

Udvælgelsen til årets oscarbud spidser til. Tirsdag afsløres de fem nominerede i Bedste Internationale Film.

Udvælgelsen af film til årets Oscar-show har været længe undervejs - processen begyndte allerede i september 2023. Men snart er ventetiden slut.

De fem nominerede i de forskellige kategorier afsløres nemlig tirsdag.

Danmark har i år tre lodder i oscarpuljen i tre forskellige kategorier.

Det drejer sig om "Apolonia, Apolonia" i kategorien Bedste Dokumentar, "Ridder Lykke" i kategorien Liveaction-Kortfilm og "Bastarden" i kategorien Bedste Internationale Film.

De tre film er shortlistet i hver deres kategori blandt 14 andre titler. Det er blandt disse film, at de fem nominerede i hver kategori skal findes.

I kategorien Bedste Internationale Film kæmper Nikolaj Arcels "Bastarden" blandt andre med Jonathan Glazers Auschwitz-film "The Zone of Interest".

Filmen er baseret på den britiske forfatter Martin Amis' bog af samme navn fra 2014 og den blev særdeles godt modtaget ved premieren på Cannes filmfestival.

Her modtog den prisen Grand Prix - den næstmest prestigefyldte Cannes-pris efter De Gyldne Palmer.

Ifølge det amerikanske magasin Vanity Fair er "The Zone of Interest" nærmest selvskrevet til en nominering.

Vanity Fair peger også på det franske oscarbud "The Taste of Things", den finske "Fallen Leaves", Japans "Perfect Days" og "Society of the Snow" fra Spanien som mulige oscarbud.

Heller ikke danske Soundvenue satser på, at "Bastarden" scorer en nominering i kategorien Bedste Internationale Film.

Soundvenue bytter det franske og japanske bud ud med den ukrainske "20 Days in Mariupol" og den tyske "Lærerværelset", men ellers er deres oscarbud de samme som Vanity Fairs.

Det amerikanske medie Variety peger også på "The Zone of Interest" samt fire andre gengangere fra Vanity Fair og Soundvenues lister.

88 film fra hele verden konkurrerede om de 15 pladser på shortlisten, som "Bastarden" i december scorede én af.

En plads på shortlisten er altså lidt af et nåleøje i sig selv. Om "Bastarden" klarer det næste nåleøje, finder vi ud af tirsdag.

Danmark har siden 2010 opnået syv Oscar-nomineringer til Bedste Internationale Film. Senest vandt Thomas Vinterbergs ”Druk” i 2021.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 22/01/2024 - 10:00

FAKTA: Sundhedsstyrelsens anbefalinger til motion

* For voksne anbefaler Sundhedsstyrelsen mindst en halv times motion om dagen, hvor man bliver let forpustet eller forpustet. Når man er forpustet, er det svært at føre en samtale.

* Der er et væld af muligheder, når du skal motionere. Det kan være både styrketræning, svømning, boldspil, cykling og vandring.

* Lidt fysisk aktivitet som gåture, havearbejde og rengøring er bedre end ingen fysisk aktivitet.

* Undgå at sidde for meget ned i løbet af dagen.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 22/01/2024 - 10:00

Nå dit sunde nytårsforsæt med små mål

Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Hvis dit nytårsforsæt er at leve sundere, bør du starte med at sætte små og overskuelige mål, så du får en masse succesoplevelser, du kan bygge videre på.

For mange markerer et nyt år ofte ønsket om at leve sundere og motionere mere.

Faktisk vil syv ud af ti danskere prøve at tillægge sig en sundere livsstil i 2024. Det viser en ny undersøgelse, som Epinion har foretaget for pensionsselskabet Sampension.

Men det kan være svært at komme helt i mål med de gode vaner.

- Hvis man ikke er vant til at dyrke sport, kræver det en vedholdende indsats og noget af ens fritid at komme i gang, siger Pernille Steen, der er projektleder i Bevæg dig for livet, som er et samarbejde mellem DGI og Danmarks Idrætsforbund.

- Og når hverdagen rammer, er der mange andre ting, som også er vigtige at bruge tid på at få ordnet - især hvis man har små børn.

Undersøgelsen viser også, at over halvdelen af danskerne tidligere har prøvet at have et nytårsforsæt om at få en sundere livsstil.

Men for langt hovedparten - otte ud af ti - holdt nytårsforsættet i højst et par måneder.

- Mange af os kan nok på baggrund af egen erfaring nikke genkendende til, at det er meget nemmere sagt end gjort at få sat handling bag nytårsforsættet, siger sundhedschef i Sampension Nicoline Rosenlund og tilføjer:

- Måske lykkes det i en kortere periode at spise sundere, løbe og meditere. Men det er de færreste, som formår at holde fast i de nye vaner og dermed reelt få ændret livsstil i en sundere retning.

Sundhedschefen foreslår, at du passer på med at have for høje forventninger til, hvad du kan nå.

For eksempel kan det hurtigt blive for uoverskueligt at skulle løbe ti kilometer i år.

- Man kan overveje at starte med noget mere overkommeligt som at gå en halv time om dagen. For det handler om at få succesoplevelserne i stedet for at blive demotiveret af, at man ikke når et højt sat mål, siger hun.

Et andet mål kan være at bruge trappen, hver gang der er en elevator.

Det kan også være, at du skal gå eller cykle gå på arbejde, og når du skal hente børn.

- I Bevæg dig for livet arbejder vi blandt andet med, at alt tæller. Det handler netop om, at de små ting i hverdagen er bedre end ingenting, siger Pernille Steen.

For voksne anbefaler Sundhedsstyrelsen mindst en halv times fysisk aktivitet om dagen, hvor man bliver forpustet.

Men lidt fysisk aktivitet er bedre end ingen fysisk aktivitet.

Hvis du vil gøre det til en god vane at dyrke sport, anbefaler Pernille Steen, at du har en eller flere faste dage om ugen, som er sat af til træning.

Og hvis du sørger for at træne med andre, kan fællesskabet være en god motivation til at komme ud ad døren.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek