Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 23/01/2024 - 06:00

Bastarden kæmper mod holocaust-drama i oscarræs

Udvælgelsen til årets oscarbud spidser til. Tirsdag afsløres de fem nominerede i Bedste Internationale Film.

Yara Nardi/Reuters

Af: /ritzau/

Udvælgelsen af film til årets Oscar-show har været længe undervejs - processen begyndte allerede i september 2023. Men snart er ventetiden slut.

De fem nominerede i de forskellige kategorier afsløres nemlig tirsdag.

Danmark har i år tre lodder i oscarpuljen i tre forskellige kategorier.

Det drejer sig om "Apolonia, Apolonia" i kategorien Bedste Dokumentar, "Ridder Lykke" i kategorien Liveaction-Kortfilm og "Bastarden" i kategorien Bedste Internationale Film.

De tre film er shortlistet i hver deres kategori blandt 14 andre titler. Det er blandt disse film, at de fem nominerede i hver kategori skal findes.

I kategorien Bedste Internationale Film kæmper Nikolaj Arcels "Bastarden" blandt andre med Jonathan Glazers Auschwitz-film "The Zone of Interest".

Filmen er baseret på den britiske forfatter Martin Amis' bog af samme navn fra 2014 og den blev særdeles godt modtaget ved premieren på Cannes filmfestival.

Her modtog den prisen Grand Prix - den næstmest prestigefyldte Cannes-pris efter De Gyldne Palmer.

Ifølge det amerikanske magasin Vanity Fair er "The Zone of Interest" nærmest selvskrevet til en nominering.

Vanity Fair peger også på det franske oscarbud "The Taste of Things", den finske "Fallen Leaves", Japans "Perfect Days" og "Society of the Snow" fra Spanien som mulige oscarbud.

Heller ikke danske Soundvenue satser på, at "Bastarden" scorer en nominering i kategorien Bedste Internationale Film.

Soundvenue bytter det franske og japanske bud ud med den ukrainske "20 Days in Mariupol" og den tyske "Lærerværelset", men ellers er deres oscarbud de samme som Vanity Fairs.

Det amerikanske medie Variety peger også på "The Zone of Interest" samt fire andre gengangere fra Vanity Fair og Soundvenues lister.

88 film fra hele verden konkurrerede om de 15 pladser på shortlisten, som "Bastarden" i december scorede én af.

En plads på shortlisten er altså lidt af et nåleøje i sig selv. Om "Bastarden" klarer det næste nåleøje, finder vi ud af tirsdag.

Danmark har siden 2010 opnået syv Oscar-nomineringer til Bedste Internationale Film. Senest vandt Thomas Vinterbergs ”Druk” i 2021.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek