Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Beirut, 29/07/2024 - 10:51

To dræbt i israelsk droneangreb i Libanon

Uklart, om to dræbte i Libanon er Hizbollah-medlemmer. Israel forbereder modsvar på angreb i Golanhøjderne.

Kawnat Haju/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/Reuters

To personer er dræbt og tre andre såret i et israelsk droneangreb i det sydlige Libanon mandag.

Det meddeler libanesisk redningsmandskab ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Det er ikke oplyst, om de dræbte er civile eller militante.

De to dræbte kørte på en motorcykel på en vej mellem byen Shaqra og grænsebyen Mays al-Jabal i det sydlige Libanon. Det skriver det libanesiske netmedie Naharnet.

Blandt de tre sårede er et lille barn, siger kilder i det libanesiske civilberedskab.

Der er ikke umiddelbart nogen kommentar fra israelsk militær.

Det israelske droneangreb kommer, efter at 12 mennesker blev dræbt i et angreb lørdag mod Golanhøjderne, som Israel har annekteret.

Israel anklager den militante Hizbollah-bevægelse i Libanon for at stå bag lørdagens angreb. Det afviser Hizbollah.

Sent søndag aften varslede den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, et modsvar på lørdagens dødelige angreb.

Hans sikkerhedskabinet har givet ham beføjelse til at beslutte "måden og tidspunktet" for et modsvar.

Der er ikke umiddelbart nogen oplysninger om, hvad Israel har tænkt sig at gøre. Men unavngivne kilder siger til den israelske avis Yedioth Ahronoth, at et modsvar vil blive "afgrænset men betydeligt".

Mandag siger to unavngivne israelske embedsmænd til Reuters, at Israel forbereder sig på muligvis at skulle ud i et par dages kampe mod Hizbollah.

Siden oktober sidste år, hvor den militante palæstinensiske Hamas-bevægelse trængte ind i Israel og dræbte omkring 1200 mennesker, har Israel været i gang med en omfattende offensiv mod Hamas i Gazastriben.

Samtidig har Hizbollah, der som Hamas har Israel som sin mangeårige ærkefjende, dagligt skudt raketter fra Libanon mod det nordlige Israel.

Fra international side har der lydt opfordringer til begge sider om ikke at eskalere konflikten yderligere.

USA's udenrigsminister, Antony Blinken, udtrykte søndag fuld støtte til Israel, men understregede, at han ikke ønsker at se en optrapning.

- Vi ønsker ikke at se konflikten eskalere. Vi vil ikke se den sprede sig.

I Libanons hovedstad, Beirut, er flere flyafgange aflyst eller udskudt, mens luftfartsselskaberne afventer Israels modsvar.

Mandag meddeler det tyske luftfartsselskab Lufthansa, at det indstiller flyvningerne til Beirut. Det gælder foreløbig indtil 5. august.

Danmark er et af de lande, der har opfordret sine borgere til at forlade Libanon, mens det stadig er muligt.

/ritzau/Reuters

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:08

Dronning Margrethe bærer grønlandsk guld på hovedet ved nytårstaffel

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Kong Frederik er torsdag vært for den traditionsrige nytårskur for anden gang, efter at hans mor abdicerede.

Politikerne ankommer torsdag aften i en lind strøm til den traditionsrige nytårskur på Amalienborg i det indre København.

Det gælder blandt andre SVM-regeringens tre hovedpersoner, Lars Løkke Rasmussen (M), Troels Lund Poulsen (V) og statsminister Mette Frederiksen (S).

Lars Løkke bliver af DR foreholdt de dårlige meningsmålinger, der i øjeblikket kredser om hans parti.

- Jeg går ind i et arbejdsår, siger han og understreger, at han vil arbejde på at bevise sit partis berettigelse.

Mette Frederiksen bliver spurgt ind til den nytårstale, som hun har holdt forud for taflet.

Her blev der blandt andet lovet fødevarechecks til udvalgte grupper for at imødekomme de stigende fødevarepriser.

Om der er tale om valgflæsk forholder hun sig ikke direkte til.

- Der er altid kritik. Jeg gør det, der er bedst for vores land, siger hun til DR.

Næste folketingsvalg skal senest være afviklet til efteråret i år.

Gæsterne deltager alle i kong Frederiks anden nytårstaffel, hvor han er i værtsrollen. Den tjans overtog han fra dronning Margrethe, der abdicerede for knap to år siden.

Som en af de sidste gæster ankommer dronning Margrethe lidt før klokken otte foran Christian VII's palæ.

På hovedet har hun diademet "Naasut", som er af grønlandsk guld.

Kongeparret ankommer få minutter efter som de sidste til taflet.

Traditionen med et nytårstaffel stammer helt tilbage fra 1600-tallet.

Her blev det afholdt nytårsaften, hvor folk stillede sig op i rækker langs væggene for at overvære, at den kongelige familie og hoffet spiste nytårsmiddag.

Torsdag er der blomkålssuppe, grønlandsk snekrabbe og vildandebryst på menuen.

Amalienborg slår dørene op for indbudte gæster igen den 5. januar, hvor der afholdes nytårskur for blandt andre højesteretsdommere og Den Kongelige Livgardes og Gardehusarregimentets Officerskorps.

Dagen efter danner Christiansborg Slot ramme om nytårskur for officerer fra Forsvaret, Beredskabsstyrelsen og repræsentanter for større landsorganisationer.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek