Herning, 18/05/2025 - 06:30
Tre sejre har sat ishockeylandsholdet i ønskesituation
Det danske VM-hold har rejst sig efter en tung start og holder kvartfinalehåbet i live til det sidste.
Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Kun to gange er det lykkedes et dansk ishockeylandshold at spille sig i en VM-kvartfinale. Tirsdag har danskerne chancen for at gøre det igen, når de spiller den sidste gruppekamp ved VM.
Uanset resultaterne i gruppen de næste par dage er Danmark selv herre over sin skæbne. En sejr over Tyskland på tirsdag sender holdet i kvartfinalen og forlænger den rød-hvide ishockeyfest i Herning.
- Det var det, vi havde håbet på, inden VM begyndte. Der venter en rigtig fed kamp på tirsdag. Nu har vi lige et par dage til at restituere og gøre os klar til den kamp. Det er sådan en kamp, man gerne vil spille, siger forwarden Patrick Russell.
Stortalentet Oscar Fisker Mølgaard kalder situationen i puljen et drømmescenarie.
- Det er lige præcis her, vi gerne vil stå. Forhåbentlig kan vi få noget godt ud af det, siger han.
Både Danmark og Tyskland har lige nu point, men tyskerne har kun spillet fem kampe mod Danmarks seks.
Selv hvis det skulle lykkes Tyskland at slå Tjekkiets forsvarende verdensmestre på mandag, vil Danmark dog overhale tyskerne på det indbyrdes regnskab ved at vinde tirsdag aften.
Det er belønningen for, at danskerne har gjort rent bord efter den noget tunge start med nederlag i de tre første kampe.
- Da vi så kampprogrammet, var det sådan noget, som det her, vi havde håbet på. Hvis man var nogenlunde realistisk, var det drømmen at få en afgørende kamp mod Tyskland. Den får vi, konstaterer landstræner Mikael Gath.
- Nu gælder det om at elske situationen og finde det rette spændingsniveau. Men vi ved godt, at vi skal møde et rigtig stærkt tysk hold, lyder det fra landstræneren.
Danmark var senest i kvartfinalen ved VM i Rusland i 2016.
/ritzau/