Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

20/05/2025 - 10:00

Minimer gule tænder men lad ikke Hollywood blive idealet

Hvide tænder er en del af et skønhedsideal, men det er de færreste, der er født med dem. Et par gode vaner og tandlægebesøg kan dog reducere den gule farve.

Kevork Djansezian/Ritzau Scanpix

Af: Af Lukas Damgaard-Sørensen Pagonakis, Ritzau Fokus

Det er de færreste, der har så hvidt et smil, som man kender det fra den røde løber i Hollywood. Med få råd kan man dog gøre sit for at undgå den gule misfarvning af tænderne.

En af måderne er at børste tænder med en fornuftig tandbørste og tandpasta. Det fortæller Palle Holmstrup, der er professor emeritus i parodontologi ved Københavns Universitet.

- Der er lette slibemidler i tandpastaer, der kan fjerne visse misfarvninger. Nogle misfarvninger kan dog kun undgås ved, at tænderne bliver pudset hos tandlægen indimellem, siger han.

Ud over tandbørstevaner kan dine drikkevaner påvirke dine tænder og give en gul farve.

- De ting, der typisk misfarver tænderne, er kaffe og te. Vin kan også misfarve, heriblandt rødvin, men det tror jeg ikke, er det største problem, siger han.

Samtidig har alder også en stor påvirkning, da ældre mennesker har større tilbøjelighed til at få gule tænder, hvilket tydeligt kan ses hos de 70- til 80-årige.

- Efterhånden som man bliver ældre, bliver tænderne automatisk mere grågullige. Det er der ikke så meget at gøre ved. Man skal bare være glad for at have levet så længe, at man oplever den naturlige udvikling i tændernes farve, siger han.

Torben Schønwaldt, der er formand for Tandlægeforeningen, siger, at første punkt til at undgå gule tænder er at stoppe med at ryge, da det misfarver tænderne.

Hvis man som ældre er utilfreds med den gullige farve, der kommer med alderen, er der dog muligheder, mener han.

- Man kan selvfølgelig gøre noget ved den naturlige proces i tænderne, fordi man kan blege tænderne, hvis man gerne vil have, at de skal være lidt lysere. Det er der ikke nogen ulemper ved, hvis man går til en tandlæge, der har styr på det, og hvis man ikke får dem afbleget for ofte, siger han.

Man kan få afbleget sine tænder med to til tre års mellemrum, fortæller han.

Gule tænder kan dog afhænge af genetik, da det handler om tændernes opbygning hos den enkelte person. Du kan godt være mellem 50 og 60 år med flotte tænder og være 30 år med gullige tænder.

- Tænderne kan være opbygget forskelligt ved at have tykkere eller tyndere lag af emalje uden på. Emaljelaget er det alleryderste af tanden. Det er det, der afgør, hvilken farve tænderne har, siger han.

Torben Schønwaldt anbefaler ikke, at man går efter Hollywoodsmilet, hvor man får sat en porcelænsfacade ind.

- Det brænder i mit tandlægehjerte, når jeg ser et intakt tandsæt, der er blevet slebet ned og får indsat porcelænsskaller, som er lige så hvide som en toiletkumme. Det er forfærdeligt, og det værste man kan gøre, siger han.

Det er ikke på grund af den alt for hvide farve, at Torben Schønwaldt fraråder porcelænsskaller.

- Det er en meget invasiv behandling. Har man først slebet tænderne ned, er tandsubstansen tabt for evigt, og det bryder tandnerven inde i tanden sig ikke om, siger han.

/ritzau fokus/

København, 15/12/2025 - 08:57

Danske film trak i stor stil biografgængere ind i salene i 2025

Anne Bæk/Ritzau Scanpix

Antallet af solgte biografbilletter til danske film har i 2025 ramt det højeste niveau siden 2015.

Med to uger tilbage af 2025 er der solgt 3,7 millioner biografbilletter til danske film, hvilket er det højeste niveau i ti år.

Det skriver Det Danske Filminstitut (DFI) i en opgørelse.

Det er 68 procent flere billetter til danske film end i 2024.

Det samlede billetsalg lyder på 9,3 millioner i år, hvilket ifølge filminstituttet er en stigning på omkring tre procent fra 2024.

Den bedst sælgende danske biograffilm i 2025 var "Ternet Ninja 3" med 774.977 solgte billetter.

Efter den kommer Anders Thomas Jensens "Den sidste viking", som har solgt 702.045 billetter.

Også de danske spillefilm "Under stjernerne på himlen" og "Rejseholdet: Det første mord" har begge solgt over 300.000 billetter.

Seks ud af årets ti mest sete biograffilm er danske.

Sidste år var de bedst sælgende danske film ikke i nærheden af dette års hitfilm. Filmen "Rom" solgte 324.884 billetter, mens "Den grænseløse" solgte 311.172, og "Mørkeland" stod for 302.942 solgte biografbilletter.

Midt i december ligger den aktuelle markedsandel for danske film ifølge DFI på 40 procent.

De eneste år, hvor den danske markedsandel har været højere, var coronaårene 2020 og 2021. Det skyldtes færre film fra Hollywood.

Filminstituttets direktør, Tine Fischer, udtaler i en pressemeddelelse, at 2025 viser, "hvad dansk film kan, når talent, ambition og markant kulturpolitisk opbakning til dansk film falder i hak".

- Den historisk høje markedsandel afspejler et publikum, der udviser både tillid og nysgerrighed over for originaliteten i de danske fortællinger, og en filmbranche, der er ved at rejse sig efter år med svære finansieringsudfordringer, lyder det.

Når 2025 går på hæld, vil markedsandelen for danske film nok ende et par procent lavere, skriver DFI. Det skyldes blandt andet filmen "Avatar 3: Fire and Ash", som får premiere 17. december.

I 2025 vil i alt 32 danske spillefilm have haft biografpremiere. Det er lige så mange som i 2005 og det højeste antal nogensinde, skriver DFI.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 15/12/2025 - 08:16

Danske film trak i stor stil biografgængere ind i salene i 2025

Antallet af solgte biografbilletter til danske film har i 2025 ramt det højeste niveau siden 2015.

Med to uger tilbage af 2025 er der solgt 3,7 millioner biografbilletter til danske film, hvilket er det højeste niveau i ti år.

Det skriver Det Danske Filminstitut (DFI) i en opgørelse.

Det er 68 procent flere billetter til danske film end i 2024.

Det samlede billetsalg lyder på 9,3 millioner for i år, hvilket ifølge filminstituttet er en stigning på omkring tre procent fra 2024.

Den bedst sælgende danske biograffilm i 2025 var "Ternet Ninja 3" med 774.977 solgte billetter.

Efter den kommer Anders Thomas Jensens "Den sidste viking", som har solgt 702.045 billetter.

Midt i december ligger den aktuelle markedsandel for danske film ifølge DFI på 40 procent.

De eneste år, hvor den danske markedsandel har været højere, var coronaårene 2020 og 2021. Det skyldtes færre film fra Hollywood.

Filminstituttets direktør, Tine Fischer, udtaler i en pressemeddelelse, at 2025 viser, "hvad dansk film kan, når talent, ambition og markant kulturpolitisk opbakning til dansk film falder i hak".

- Den historisk høje markedsandel afspejler et publikum, der udviser både tillid og nysgerrighed over for originaliteten i de danske fortællinger, og en filmbranche, der er ved at rejse sig efter år med svære finansieringsudfordringer, lyder det.

Når 2025 går på hæld, vil markedsandelen for danske film nok ende et par procent lavere, skriver DFI. Det skyldes blandt andet filmen "Avatar 3: Fire and Ash", som får premiere 17. december.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 15/12/2025 - 09:00

FAKTA: De nye satser

* Satsen for kørsel til og fra arbejde bliver hævet fra 2,23 kroner per kørt kilometer i 2025 til 2,28 kroner i 2026. Denne sats gælder for kørsel mellem 25 og 120 kilometer om dagen.

* Over 120 kilometer bliver satsen hævet fra 1,12 kroner per kørt kilometer til 1,14 kroner.

* Som noget nyt kan studerende i yderkommunerne bruge kørselsfradraget for deres transport til studiestedet.

* Satserne for kørsel i egen bil i forbindelse med arbejdet bliver også reguleret næste år.

* For de første 20.000 kilometer bliver satsen hævet fra 3,81 kroner per kørt kilometer i år til 3,94 kroner næste år.

Kilde: Skattestyrelsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 15/12/2025 - 09:00

Højere kørselsfradrag: Det betyder det for dig med elbil

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Kørselsfradraget hæves med fem øre per kilometer næste år, og det gavner både benzin- og elbilister, selv om beregningerne tager udgangspunkt i benzinprisen.

Næste år får mere end en million pendlere lidt ekstra luft i økonomien.

Skatterådet hæver nemlig kørselsfradraget, så det bliver en smule billigere at komme på arbejde, hvis du kører mere end 24 kilometer om dagen mellem hjem og job.

Skatterådets beregninger er baseret på den forventede benzinpris næste år. Som elbilejer kan det derfor være sværere at gennemskue, om det også økonomisk kan betale sig at tage elbilen med de nye satser.

Hos bilejernes organisation FDM vurderer forbrugerøkonom Ilyas Dogru, at forhøjelsen også er en god nyhed for elbilejere.

- De nye satser for kørselsfradrag tager udgangspunkt i benzinprisen, men de er stadig en fordel, hvis man har en elbil. Det gælder især, hvis man har mulighed for at oplade billigt derhjemme, siger han og fortsætter:

- Skatterådet tager nemlig udgangspunkt i en benzinliterpris på 14,82 kroner. Det svarer til, at elprisen skal være omkring fire kroner per kilowatt-time.

Ifølge Ilyas Dogru er den elpris mere, end hvad de fleste elbilejere betaler, når de oplader. Men omvendt har mange elbiler haft et stort værditab den seneste tid. De vil opleve et større underskud.

- Det er positivt, at kørselsfradraget bliver hævet, selv om vurderingen er, at den fremskrevne benzinpris bliver lavere næste år. For Skatterådet har ret i, at andre faste udgifter for bilejere er steget. Det er blevet dyrere at holde bil, siger han.

Ud over den skønnede benzinpris er beregningerne også baseret på blandt andet udgifter til service, slid, rustbehandling og forsikring.

Ilyas Dogru så gerne, at bilernes værditab blev justeret op og fyldte mere i kørselsfradraget, fordi danskerne generelt kører i stadig dyrere biler.

- Vi må desværre igen i år konstatere, at kørselsfradraget ikke er tidssvarende, og at det ikke afspejler de faktiske omkostninger, som pendlerne har, siger han og tilføjer:

- Dertil er skatteværdien af fradraget faldet fra cirka 33 til 26 procent siden 2012.

Når fradragets værdi er cirka 26 procent, vil det sige, at hvis dit kørselsfradrag er 2000 kroner, sparer du omkring 520 kroner i skat.

Fra næste år vil man som pendler få et dagligt fradrag på 2,28 kroner per kørt kilometer til og fra arbejde ud over de første 24 kilometer. Det er fem øre mere per kilometer end den nuværende sats.

Pendler du 50 kilometer om dagen og 11.000 kilometer om året til og fra arbejde, svarer de nye højere satser til, at du får omkring 73 kroner mere i hånden om året efter fradrag. Det viser en beregning, som FDM har lavet.

Kørselsfradraget bliver udløst, uanset om du tager bilen, toget eller cyklen, så længe du husker at indberette det.

Ritzau har forelagt Skatterådet FDM's kritik af, at satsen for bilens værditab ikke er tidssvarende, men Skatterådet er ikke vendt tilbage inden deadline.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek