København, 17/06/2025 - 11:55
OVERBLIK: Moderaterne vælter rundt i spektakulære sager
Sagen om forsøget på at købe Mike Fonsecas folketingsmandat er blot det seneste kulørte indslag i Moderaterne.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Moderaterne bragede ind i Folketinget ved folketingsvalget 1. november 2022, hvor Lars Løkke Rasmussens nye parti fik 9,3 procent af stemmerne og 16 mandater.
Siden har partiet ført en mildest talt kulørt tilværelse med masser af indflydelse og måske endnu mere uro og ballade. Partiet har i dag 12 mandater.
Ritzau forsøger her at give et overblik over partiet, som senest er i vælten, efter at Frihedsbrevet tirsdag har afsløret, at partiet i 2023 forsøgte at købe Mike Fonsecas folketingsmandat:
* November 2022:
Det nyvalgte folketingsmedlem for Moderaterne Kristian Klarskov overlader sit mandat til sin suppleant, Mohammad Rona. Klarskov trækker sig, fordi han var lidt for kreativ i beskrivelsen af sin erhvervskarriere under valgkampen.
* December 2022:
Moderaterne kommer med i SVM-regeringen. Partiet får fem ministerposter, og formand Lars Løkke Rasmussen bliver udenrigsminister.
* August 2023:
Jon Stephensen melder sig ud af Moderaterne og bliver løsgænger. Det sker efter et langvarigt forløb, der blandt andet inkluderer en upassende besked til en ung kvinde fra Unge Moderater. Lars Løkke Rasmussen siger, at Jon Stephensen ingen fremtid har i Moderaterne.
* November 2023:
Mike Fonseca bliver kylet ud af Moderaterne, fordi han er kæreste med en pige på 15 år. Han bliver løsgænger.
* August 2024:
En række nuværende og tidligere ansatte hos Moderaterne sender en fem sider lang indberetning til Arbejdstilsynet om dårligt arbejdsmiljø med blandt andet mobning i partiets sekretariat på Christiansborg, afslører B.T.
* September 2024:
Den nyudnævnte digitaliseringsminister, Caroline Stage Olsen (M), undskylder sin rolle vedrørende dårligt arbejdsmiljø i partiet.
Folketingsmedlem Jeppe Søe melder sig ud af Moderaterne og bliver løsgænger. Det sker, fordi han ikke kan stå inde for partiets håndtering af sagen om dårligt arbejdsmiljø.
Utilfredse medarbejdere i Moderaternes sekretariat bliver tilbudt en fratrædelsesaftale, hvor der fremgår en tavshedspligt, hvis de vil fritstilles.
Moderaternes partisekretær, Kirsten Munch Andersen, stopper i partiet. Hun er blandt de medlemmer af ledelsen, som er nævnt i klagen til Arbejdstilsynet.
* Oktober 2024:
Efter tre besøg i sekretariatet giver Arbejdstilsynet Moderaterne et påbud.
* Februar 2025:
Folketingsmedlem Karin Liltorp melder sig ud af Moderaterne for at blive løsgænger. Det sker på grund af topstyring i regeringen, og fordi hun er uenig i for meget af regeringens politik. Hun melder sig siden ind i Alternativet.
* Marts 2025:
Moderaternes kommunikationschef, Ulla Østergaard, stopper i partiet. Hun er blandt de medlemmer af ledelsen, som er nævnt i klagen til Arbejdstilsynet.
* Maj 2025:
Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) klarer akkurat frisag i en mistillidsafstemning i Folketinget. Han får blandt andet opbakning fra Jon Stephensen.
Kort tid efter kommer det frem, at Moderaterne lader Jon Stephensen deltage ved partiets gruppemøder, som normalt er omgærdet af fortrolighed.
- Det er fordi, vi har besluttet det efter aftale med ham (Jon Stephensen, red.), siger Lars Løkke Rasmussen, som ellers har undladt at svare på spørgsmål om emnet.
* Juni 2025:
Frihedsbrevet afslører, at Moderaterne med Lars Løkke Rasmussen i spidsen i 2023 forsøgte at betale Mike Fonseca for at give sit folketingsmandat videre til sin suppleant i stedet for at blive løsgænger. Tilbuddet lød på cirka 370.000 kroner samt psykologhjælp og krisehåndtering. Mike Fonseca afviste tilbuddet.
Sagen bliver taget op i Udvalget for Forretningsordenen og Folketingets Præsidium, oplyser Folketingets formand, Søren Gade (V), til Ritzau.
/ritzau/