København, 05/05/2025 - 08:44
Erfaren brite bliver sportschef i dansk atletikforbund
Jackie Newton bliver ny sportschef i Dansk Atletik. Hun kommer med erfaring fra britisk atletik.
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Dansk Atletik har ansat Jackie Newton som ny sportschef med virkning fra 1. juli.
Det oplyser forbundet i en pressemeddelelse.
Jackie Newton kommer med international ledelseserfaring fra elitesport og har blandt andet haft en topstilling i det britiske atletikforbund, lyder beskrivelsen af nyansættelsen.
Hun har siden 2009 arbejdet med eliteidræt først som træner, senere som chef for træner- og atletudvikling hos Athletics Northern Ireland og chef for trænerudvikling hos British Athletics
- Vi er meget glade for ansættelsen af Jackie, og det var da også et enigt ansættelsesudvalg beståede af repræsentanter fra Dansk Atletiks bestyrelse, Team Danmark og et eksternt bureau, der står stod bag valget af hende, siger direktøren i Dansk Atletik, Klaus Nørby Jakobsen.
Han peger på, at Newton besidder præcis den kombination af erfaring og kompetencer, forbundet har søgt efter.
- Hun er en stærk leder, der kan arbejde både strategisk og organisatorisk, men hun har også masser af konkret disciplinfaglig erfaring og viden, som hun kan bruge i det nære samarbejde med atleter og trænere.
Newton ser frem til opgaven.
- Jeg har allerede mødt en del mennesker omkring dansk atletik, og de besidder alle en dejlig positiv energi, siger Newton.
- Jeg glæder mig til at lære alle endnu bedre at kende, og til at vi sammen med atleter, trænere og klubber kan forme den fælles retning, der i sidste ende får os gennem den næste olympiske cyklus og skaber succes for endnu flere atleter og trænere.
Dansk Atletik nedlagde ved sidste års udgang stillingen som elitechef, da Mikkel Larsen stoppede.
I stedet oprettede man stillingen som sportschef, som Lars Nielsen siden har taget sig midlertidigt af. Nielsen fortsætter i sin hidtidige stilling som disciplinansvarlig for spring.
/ritzau/