Bruxelles, 18/07/2025 - 08:59
EU-landene vedtager ny sanktionspakke mod Rusland
Slovakiet har krævet indrømmelser fra EU-Kommissionen for at give grønt lys til nye sanktioner mod Rusland.
Geert Vanden Wijngaert/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/Reuters
EU-landene er fredag morgen blevet enige om den 18. sanktionspakke mod Rusland.
Det oplyser EU's udenrigschef, Kaja Kallas.
Sanktionerne vil svække Ruslands muligheder for at føre krig, skriver hun på det sociale medie X.
- Vi holder stand. EU har netop godkendt en af de hidtil hårdeste sanktionspakker mod Rusland.
- Vi skærer yderligere i Ruslands krigsbudget og sætter ind over for yderligere 105 skibe i skyggeflåden og dem, der hjælper den. Desuden begrænser vi russiske bankers adgang til finansiering, skriver udenrigschefen.
Sanktionspakken er blevet vedtaget, efter at Slovakiets premierminister, Robert Fico, torsdag aften sagde, at landet ikke længere ville blokere for nye sanktioner, som kræver enstemmighed.
Formålet med den nye pakke af sanktioner er blandt andet at ramme den russiske energisektor.
Der bliver derfor indført et lavere prisloft for råolie, som Rusland tjener mange penge på at eksportere.
Samtidig kommer der et forbud mod at gøre brug af gasrørledningerne Nord Stream 1 og 2 i Østersøen.
EU håber at kunne gøre det så dyrt for Rusland at føre krig mod nabolandet Ukraine, at russerne opgiver krigsambitionerne.
- Vi vil fortsætte med at øge omkostningerne, så den eneste farbare vej for Moskva (Ruslands hovedstad, red.) bliver at stoppe aggressionen, skriver Kaja Kallas på X.
Slovakiet har indtil nu stillet sig i vejen for sanktionspakken for at få indrømmelser fra EU-Kommissionen i forhandlinger om stoppe import af russisk gas fra 2028.
Slovakiet vil gerne kunne fortsætte med at købe gas fra Rusland i længere tid.
Torsdag aften lød det så fra Fico, at Slovakiet havde opnået så meget, som det kunne på nuværende tidspunkt.
- Det vil være kontraproduktivt at fortsætte med at blokere for den 18. sanktionspakke i morgen, sagde han i en videomeddelelse på Facebook.
/ritzau/Reuters