Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 22/07/2025 - 08:00

FAKTA: Det viser studiet om løbeskader

Af: Af Oliver Meyer Fovsholm, Ritzau Fokus

* Rasmus Ø. Nielsen er hovedforfatter på det netop afsluttede studie Garmin-Runsafe Running Health Study, der har fulgt 5205 løbere fra 87 lande over halvandet år og registreret 588.071 løbeture.

* 35 procent af deltagerne pådrog sig en løberelateret skade i løbet af studiet.

* Risikoen for løbeskader stiger, når man øger distancen i forhold til den længste løbetur, man har haft inden for de seneste 30 dage.

* Selv en stigning på lidt over én procent medfører en øget risiko for at få en skade.

* Øger man distancen med mellem 10 og 30 procent på én gang, stiger risikoen for skader med næsten to tredjedele.

Kilde: Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet.

/ritzau fokus/

København, 22/07/2025 - 12:01

Babylykke i sommervarmen: Oh Land er nu mor til tre

Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

X Factor-dommeren Oh Land og hendes mand, musikeren Adi Zukanovic, har fået en datter.

Musikerparret Oh Land og Adi Zukanovic skal til at synge godnatsange og vuggeviser for en lille ny.

Den 39-årige X Factor-dommer og den 37-årige musiker er blevet forældre til en lille pige.

Det annoncerer Oh Land, hvis borgerlige navn er Nanna Øland, i et opslag på Instagram.

- På den varmeste dag i juli fik jeg mit livs bedste hot dog.

- Velkommen til vores verden lille, smukke pige. Og kæmpe tillykke til dine to stolte storebrødre, skriver hun til en video af hendes selv i sygehussengen med sin nyfødte datter på maven og en fransk hot dog i hånden.

Musikerparret har sammen Ernst, der kom til verden i 2020, og så består familien også af Oh Lands niårige søn, Svend, som hun har med kunstneren Eske Kath, som hun blev skilt fra i 2018 efter fem års ægteskab.

Oh Land og Adi Zukanovic afslørede nyheden om familieforøgelsen på den røde løber til uddelingen af Robertprisen 2025 i februar.

- Vi har to drenge, så vi er bare superglade for at få flere dyr i folden, jublede Oh Land, der afslørede, at hun cravede hindbærtærter fra Brugsen.

Oh Land og Adi Zukanovic bekræftede deres forhold i 2019, og året efter blev de forældre sammen for første gang. Parret blev gift hjemme i haven i sommeren 2023.

Oh Land og Adi Zukanovic er ikke blot ægtefæller - de er også kolleger.

De har lavet masser af musik sammen og har arbejdet sammen på blandt andet "X Factor", hvor Oh Land har været dommer i samlet set fem sæsoner.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 22/07/2025 - 08:00

Prins Joachims søn i Danmark fylder 23 år

Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Til daglig bor grev Felix i sin egen lejlighed i København, og han studerer på Copenhagen Business School. Tirsdag bliver prins Joachims næstældste et år ældre.

Prins Joachim og grevinde Alexandras yngste søn har fødselsdag.

Tirsdag fylder grev Felix 23 år. Han kom til verden tilbage i 2002, hvor han blev født på Rigshospitalet i København.

I dag bor den unge greve i sin egen lejlighed i København i modsætning til det meste af sin familie, der har valgt at bosætte sig i ulandet.

Hans far, prins Joachim, bor sammen med sin hustru, prinsesse Marie, og deres to fælles børn, grev Henrik og komtesse Athena i Washington D.C. i USA, mens grev Nikolaj, Felix' storebror, har bosat sig i Australien sammen med sin kæreste, Benedikte Thoustrup.

Det er ikke til at vide, om grev Felix også drager mod det store udland på et senere tidspunkt, men det ville så ikke være første gang, at han gik i sin storebrors fodspor.

I 2023 begyndte han på uddannelsen Business Administration and Service Management på Copenhagen Business School.

Hans storebror, grev Nikolai, der er tre år ældre, færdiggjorde i 2024 samme uddannelse.

Ligeså påbegyndte fødselaren efter sin studentereksamen i 2021 Hærens Løjtnantuddannelse. Men knap to måneder efter besluttede grev Felix sig for at stoppe.

- Prins Felix stopper i militæret, fordi det simpelthen ikke ligger til ham, sagde grevinde Alexandras presserådgiver Helle von Wildenrath Løvgreen dengang til Billed-Bladet.

Samme melding lød tre år tidligere, da grev Nikolai droppede sin uddannelse på Hærens Sergentskole efter to måneder.

Søskendeparret har desuden også begge gjort karriere som modeller, og de er begge tilknyttet bureauet Scoop Models.

I 2022 poserede grev Felix blandt andet for en smykkekollektion af Georg Jensen.

Den 1. januar 2023 fik de to sammen med deres mindre søskende frataget deres kongelige titler som prinser og prinsesse, da dronning Margrethe offentliggjorde, at prins Joachims efterkommere fremadrettet udelukkende kunne benytte deres titler som grever og komtesse af Monpezat.

Dronningen mente, at det ville gavne børnene at forme deres egen tilværelse uden at skulle tage hensyn til kongehusets forpligtelser.

Prins Joachim mente derimod, at børnene fik frataget deres identitet, og at de følte sig udstødte fra familien.

Siden da er både grev Nikolaj og Felix dog blevet tildelt deres første kongelige orden, Storkorset af Dannebrog, af deres farbror, Kong Frederik.

Baggrunden for tildelingen, der fandt sted i maj, er ikke blevet offentliggjort. Ifølge Danmarks Nationalleksikon gives ordenen dog for "fortjenstfuld civil eller militær embedsgerning, for særlig indsats inden for kunst, videnskab og erhvervsliv eller for virke for danske interesser".

Til Billed-Bladet lød det, at nyheden vakte stor glæde hos de to grevers mor, grevinde Alexandra.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 22/07/2025 - 10:00

FAKTA: Danskernes bekymring for økonomien efter USA's præsidentvalg

* Bekymring for egen privatøkonomi: 31 procent af danskerne var bekymrede i december 2024, mens det i juni 2025 var 53 procent.

* Bekymring for Danmarks økonomi: 53 procent var bekymrede i december 2024, og i juni 2025 var det steget til 71 procent.

* Bekymring for verdensøkonomien: 59 procent var bekymrede i december 2024, og i juni 2025 var tallet 78 procent.

Kilde: Voxmeter-undersøgelse foretaget for Arbejdernes Landsbank.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 22/07/2025 - 10:00

Grubler du over økonomien? Det skal du vide netop nu

Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

Handelskrig og globale spændinger giver flere økonomiske bekymringer. Men ifølge økonomer er bekymringerne stort set overflødige - og i værste fald risikable.

Toldtrusler, skrantende aktiemarkeder og handelskrige i horisonten sætter sig ikke kun i os som en bekymring for verdensøkonomien.

Også i forhold til Danmarks økonomi og vores egen er vi i løbet af de seneste seks måneder blevet markant mere bekymrede.

Det viser en undersøgelse for Arbejdernes Landsbank, der med hjælp fra Voxmeter har taget temperaturen på vores bekymring for økonomien efter USA's præsidentvalg.

I dag svarer lidt mere end halvdelen af de adspurgte for eksempel, at de er mere bekymrede for økonomien efter det amerikanske præsidentvalg. I december gjaldt det 31 procent.

Men for mange vil grublerierne over, hvad de globale bevægelser egentlig betyder for både det danske og det private husholdningsbudget, være overflødige.

Det står nemlig ganske godt til med den danske økonomi, forklarer Brian Friis Helmer, der er privatøkonom hos Arbejdernes Landsbank

- Jeg anerkender, at man kan blive bekymret på grund af det, der sker rundt i verden, men når man kigger på det nære, er der ikke så meget at være bekymret over for langt de fleste.

Brian Friis Helmers beroligende ord skyldes flere ting. Blandt andet, at der i Danmark er rekordmange i arbejde. Derudover er inflationen faldet til ro, renterne peger nedad, og flere har oplevet pæne lønstigninger i år.

De er alle faktorer, der har en positiv indvirkning på Danmarks økonomi og dermed også privatøkonomien.

Ifølge privatøkonomen er der altså ingen grund til at lade toldtrusler og aktiemarkeder ødelægge nattesøvnen - eller lade bekymringerne påvirke vores adfærd som forbrugere.

Faktisk kan den udbredte bekymring ligefrem være en risikofaktor for økonomien, hvis det holder folk fra at bruge penge i detailhandlen eller købe ny bolig, påpeger han.

Men indtil nu er der godt gang i begge de markeder.

- Der er høje boligpriser, og niveauet på antal handler ligger på det højeste niveau i fire år, siger han.

Det afspejler sig også i Voxmeter-undersøgelsen. Her svarer 70 procent af de adspurgte danskere, at deres forbrug er uændret siden præsidentvalget i USA.

Det gør Brian Friis Helmer "fortrøstningsfuld".

Cheføkonom hos Danica Pension Mads Moberg Reumert forventer heller ikke, at vi er ved at skrue ned for forbruget eller spare unødigt op.

Dertil kommer, at mange vil få lidt flere penge mellem hænderne næste år, hvor en gruppe på omkring 300.000 danskere overgår fra at skulle betale topskat til mellemskat i stedet.

- Jeg kan godt sætte mig ind i bekymringerne med de geopolitiske spændinger, vi har. Men danskernes privatøkonomi står et ganske fint sted lige nu.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek