København, 08/06/2025 - 17:59
Enhedslisten vedtager at ville sikre stærkt territorialt forsvar
Et flertal ved Enhedslistens årsmøde bakker op om et forslag fra hovedbestyrelsen, der har mødt kritik.
Claus Bech/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Enhedslisten har søndag besluttet at ændre sin forsvars- og sikkerhedspolitik.
Det står klart efter en knap tre en halv time lang debat med efterfølgende afstemning på partiets årsmøde i Hafnia-Hallen i Valby.
Et flertal i partiets hovedbestyrelse havde stillet forslag om at ændre politikken, så partiet blandt andet vil have et stærkt territorialforsvar, som kan forsvare rigsfællesskabet og Danmarks allierede.
Det forslag blev vedtaget med 250 stemmer for, 101 stemmer imod, mens 14 undlod at stemme.
Kritikere i partiet frygter, at forslaget vil kunne sætte gang i en "oprustningsspiral" til mange milliarder kroner og resultere i, at velfærden i Danmark bliver svækket.
Forinden havde hovedbestyrelsens forslag fået flere stemmer end et ændringsforslag, som 41 medlemmer fra partiets bagland havde stillet, og som ønskede mindre opbakning til militær oprustning.
Helt i tråd med Enhedslisten-medlemmernes sjældent svigtende debatlystne ånd var der indløbet ikke færre end 96 ændringsforslag til hovedbestyrelsens forslag.
Tidligere folketingsmedlem Finn Sørensen fra hovedbestyrelsen fik det faktisk til 97.
- Det er simpelthen naivt at tro, at det ikke går ud over velfærden, sagde Helge Bo Jensen, der er medlem af kommunalbestyrelsen i Albertslund Kommune.
Han var blandt de 41, der havde stillet et ændringsforslag, som vendte sig meget specifikt imod hovedbestyrelsens forslag.
Ændringsforslaget bar titlen "Freds- og sikkerhedspolitik uden imperialisme og oprustning".
- Hvordan kan vi effektivt bekæmpe, at det bliver til en kolossal krise for velfærden i dette land, når vi siger ja til oprustning uden nogle specifikke grænser, spurgte Helge Bo Jensen.
Han fik svar på tiltale fra Finn Sørensen.
- Nej, hovedbestyrelsens forslag er ikke en blankocheck til hæmningsløs oprustning, sagde han.
- Der står direkte i hovedbestyrelsens forslag, at vi afviser Natos og Mette Frederiksens procentregning. Vi påpeger netop faren for en oprustningsspiral, og vi vil ikke være med i forsvarsforliget, hvor man netop mister retten til at sige stop, sagde Finn Sørensen.
Statsminister Mette Frederiksen (S) har bakket op om, at Nato-landene fremover ser ud til at skulle bruge op mod fem procent af deres bruttonationalprodukt på forsvar og sikkerhed.
3,5 procent ventes at skulle bruges decideret på militært udstyr, mens de resterende 1,5 procent skal kunne bruges på forsvars- og sikkerhedsrelaterede ting som for eksempel cybersikkerhed.
Der var et tydeligt mønster i debatten. Mens en del personer fra Enhedslistens bagland kritiserede hovedbestyrelsens forslag, gik politisk tunge medlemmer af folketingsgruppen en efter en på talerstolen for at give opbakning.
Det gjaldt blandt andre Peder Hvelplund og Rosa Lund, og de blev suppleret af Enhedslistens medlem af EU-Parlamentet, Per Clausen, samt overborgmesterkandidat i København Line Barfod.
Modstand var der dog også fra flere i den 25 personer store hovedbestyrelse, også fra nogle af dem, der ikke var medstillere til ændringsforslaget.
- Det er elastik i metermål, sagde hovedbestyrelsesmedlem David Rønne, der som andre mente, at det var for ukonkret, hvor mange milliarder kroner Enhedslisten risikerede at give tilsagn til at bruge på forsvar, hvis forslaget blev vedtaget.
Andre kritikere spurgte, om hovedbestyrelsen virkelig regnede med, at Danmark skulle kunne forsvare hele Grønland, verdens største ø, hvis for eksempel USA gjorde alvor af truslerne om at indtage landet.
Enhedslisten har siden Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022 gennemgået en større transformation, når det handler om partiets forsvars- og sikkerhedspolitik.
Enhedslistens principprogram blev for to år siden revideret, så partiet ikke længere gik ind for at nedlægge militæret. Samtidig droppede partiet sit ønske om, at Danmark skulle forlade både EU og Nato her og nu.
Lige som søndag skete det dengang efter en omfattende intern debat i partiet.
Enhedslistens årsmøde slutter mandag.
/ritzau/