Vágur, 12/06/2025 - 11:36
Kongeparret er sejlet til færøsk bygd i dis og tåge
Kong Frederik og dronning Mary sejlede onsdag aften fra Tórshavn mod den sydlige ø Suðuroy på Færøerne.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Tågen er tæt torsdag morgen i bygden Vágur på den sydlige ø Suðuroy på Færøerne, hvor kongeskibet "Dannebrog" har lagt til kaj.
Det har dog ikke afholdt lokale fra at møde op og tage imod kongeparret på andendagen af kong Frederik og dronning Marys første officielle besøg på Færøerne som kongepar.
Det tre dage lange officielle besøg blev indledt onsdag, hvor parret ankom til den færøske hovedstad, Tórshavn.
Kong Frederik, dronning Mary og parrets yngste datter, prinsesse Josephine, kom onsdag iført nationaldragter, som de har fået skænket af Færøernes landsstyre og lagting.
Torsdag er nationaldragterne lagt på hylden til fordel for en mere almindelig vindjakke for kongen, som i løbet af dagen skal ud at se flere dele af den færøske natur.
Det gælder blandt andet et besøg i naturområdet Vágseiði, hvor elever fra en idrætshøjskole i Vágur viser de aktiviteter, som de udfører i naturen.
Inden da besøger de et produktionsværksted, der hedder FabLab, som har til formål at give borgere adgang til teknologisk udstyr som 3D-printere.
Torsdagens program byder også på et besøg på et ældrehjem, en tangvirksomhed, en børnehave og en plantage, hvor der skal plantes et træ.
Det er syv år siden, at parret sidst var på officielt besøg på de nordatlantiske øer. Dengang var det som kronprinspar.
Kongen besøgte første gang Færøerne, da han var ti år gammel. Et besøg kongen husker. Det sagde han onsdag i en tale ved en festmiddag.
- Fanget ind fra første færd. For Færøerne sætter spor i én. Det samme gør færingerne. Det var i 1978. Mange indtryk og aftryk er kommet til siden, sagde kongen.
Her lagde han også særligt vægt på den barske og berigende natur.
- Naturen giver, og naturen tager. At leve på dens nåde giver en naturlig ydmyghed. Man føler sig let lille i så storslåede omgivelser, lød det fra kongen.
Han tilføjede, at han tror, det er sundt, at mærke sin egen begrænsning.
- At vide at vi beror på andet end os selv. Ingen er en ø. Det ved man om nogen, når man bor på en af 18 i Nordatlanten.
Kongeparret fik også indblik i den færøske kultur onsdag, da de begge dansede med i en traditionel færøsk kædedans under festmiddagen i Tórshavn.
Derudover mødte parret både spillere fra lokale håndboldklubber og landsholdsspillere under et besøg i multihallen við Tjarnir.
/ritzau/