København, 19/05/2025 - 09:02
Messi og Miami fik bank mod Florida-rival: Må tage os sammen
Efter klart nederlag til Orlando City er frustrationerne hos Inter Miamis Lionel Messi til at få øje på.
Chandan Khanna/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Inter Miami og den argentinske superstjerne Lionel Messi har svært ved at få spillet til at flyde.
På tværs af alle turneringer står klubben med en sejr i de seneste syv kampe, og i den østlige konference i MLS ligger holdet nummer seks efter 13 kampe.
Natten til søndag dansk tid blev det til et 0-3-nederlag mod Florida-rivalen Orlando City.
Messi spillede samtlige 90 minutter for Miami, men gjorde ikke meget andet end at pådrage sig et gult kort.
Efter kampen fortæller argentineren til Apple TV, at Miami skal finde ud af, om det er et hold, der kan stå sammen i svære tider.
- Når alt går godt, er det jo nemt. Vi skal være mere samlede end nogensinde og tage os sammen, siger Messi.
Træner Javier Mascherano fortæller, at han og resten af trænerstaben ikke lykkes med arbejdet på flere områder.
- Vi skal finde en løsning, så vi ikke bliver ved med at begå de samme fejl, lyder det.
Mascherano, der i en del år spillede sammen med Messi hos FC Barcelona, mener, at Miami indledningsvist havde fuld kontrol over kampen.
Han vil imidlertid ikke "brokke" sig over resultatet.
- Det er tydeligt, at vi som hold har mistet meget selvtillid, siger træneren, der overtog jobbet i november.
/ritzau/AFP