Dunkerque, 07/07/2025 - 18:36
Hjælper om Philipsen-exit: Hårdt at miste vores kaptajn
Kaden Groves kalder det et følelsesladet øjeblik, da det stod klart, at Jasper Philipsen var ude af Touren.
Marco Bertorello/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Atmosfæren omkring Alpecin-holdet efter Tour de Frances 3. etape er helt anderledes i forhold til jubelorgiet i weekenden.
Godt nok er Mathieu van der Poel stadig i den gule trøje, men holdet mistede undervejs på etapen supersprinteren Jasper Philipsen, der styrtede i pointspurten.
Dermed må Alpecin undvære holdets stærkeste kort i jagten på etapesejre i resten af løbet.
- Det var et følelsesladet øjeblik for os, for vi kom blandt andet her for hjælpe ham.
- Det lykkedes ham at vinde 1. etape, men derefter var det vores mål at prøve at vinde pointkonkurrencen med ham, siger Philipsens leadoutman Kaden Groves.
En forholdsvis begivenhedsfattig etape blev skæmmet af flere styrt. Ikke bare Philipsen røg i asfalten undervejs. Også i indløbet til massespurten var der kaos i feltet.
- Det var nok en blanding af, at det var en "nem" etape, og så effekten af modvinden ind mod mål, siger Kaden Groves, der efter Philipsens afgang var blevet forfremmet til sprinter.
Men australieren måtte nøjes med en syvendeplads på etapen, som Tim Merlier fra Quick-Step vandt.
- Mentalt var det svært at skifte rolle, vel vidende at vi havde mistet vores leder. Det er hårdt at miste sin kaptajn. Men Mathieu er stadig i gult og i superform. Vi er nødt til at fortsætte løbet, siger Groves.
Holdkammeraten Mathieu van der Poel kom i mål i god behold og bevarede sit forspring i den samlede stilling. Eksverdensmesteren har fortsat et forspring på fire sekunder til Tadej Pogacar på andenpladsen.
/ritzau/