Washington D.C., 11/10/2025 - 20:20
Trump lover udbetaling af løn til soldater under nedlukning
USA's statsapparat er på sin anden uge lukket ned. Nu lover Trump, at soldater får løn i midten af oktober.
Kent Nishimura/Reuters
Af: /ritzau/
Den amerikanske præsident, Donald Trump, vil sikre, at landets soldater får udbetalt løn senest 15. oktober.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
- Jeg bruger min autoritet som øverstkommanderende til at instruere krigsminister Pete Hegseth til at bruge alle tilgængelige midler til at betale vores tropper 15. oktober, lyder det ifølge bureauet på præsidentens medie Truth Social.
I opslaget understreger Trump, at man har fundet de nødvendige økonomiske midler til at kunne udbetale løn til soldaterne.
Udmeldingen kommer i forbindelse med den føderale nedlukning, der begyndte 1. oktober og altså snart har stået på i to uger.
Nedlukningen indtager foreløbig en fjerdeplads over de længste nedlukninger af det amerikanske statsapparat nogensinde.
Nedlukningen skyldes, at Senatet ikke kan blive enige om en ny budgetlov.
Indtil en ny aftale er på plads, hjemsendes hundredtusindvis af føderalt ansatte uden løn.
Essentielle funktioner - som militæret - fortsætter dog deres opgaver, men udbetalingen af løn udskydes.
Det samme gælder blandt andet for flyveledere.
Det Hvide Hus har tidligere udtalt, at konsekvensen af nedlukningen kan blive fyringer af statsansatte.
/ritzau/