Washington D.C., 14/10/2025 - 19:16
Moderne soulpioner fra USA er død efter længere sygdomsforløb
Sangeren D'Angelos blanding af soul og R&B gjorde ham kendt som en visionær musiker.
Mark Von Holden/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den amerikanske musiker D'Angelo, kendt som en pioner inden for genren neosoul, er død som 51-årig.
Det bekræfter hans familie tirsdag i en meddelelse til det amerikanske kulturmedie Variety.
- Vores families lysende stjerne har dæmpet sit lys for os i dette liv.
- Efter en længere og modig kamp mod kræft, må vi med knuste hjerter meddele, at Michael D'Angelo Archer - kendt af sine fans rundtom i verden som D'Angelo, er blevet kaldt hjem og har lagt dette liv bag sig i dag, står der i en meddelelse fra familien.
Familien skriver videre, at den for altid vil være taknemmelig for den rørende musik, han efterlader sig.
D'Angelo udgav gennem sin karriere tre album.
Først kom debuten med "Brown Sugar" i 1995, og siden udgav han "Voodoo" i 2000 og "Black Messiah" i 2014.
Han er særligt kendt for at have spillet en afgørende rolle i udviklingen af genren neosoul, hvor traditionel soulmusik møder R&B tilsat elementer af for eksempel hiphop og jazz.
/ritzau/