Washington D.C., 14/10/2025 - 20:02
Moderne soulpioner fra USA er død efter længere sygdomsforløb
Sangeren D'Angelos blanding af soul og R&B gjorde ham kendt som en visionær musiker.
Mark Von Holden/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den amerikanske musiker D'Angelo, kendt som en pioner inden for genren neosoul, er død som 51-årig.
Det bekræfter hans familie tirsdag i en meddelelse til det amerikanske kulturmedie Variety.
- Vores families lysende stjerne har dæmpet sit lys for os i dette liv.
- Efter en længere og modig kamp mod kræft, må vi med knuste hjerter meddele, at Michael D'Angelo Archer - kendt af sine fans rundtom i verden som D'Angelo, er blevet kaldt hjem og har lagt dette liv bag sig i dag, står der i en meddelelse fra familien.
Familien skriver videre, at den for altid vil være taknemmelig for den rørende musik, han efterlader sig.
D'Angelo er særligt kendt for at have spillet en afgørende rolle i udviklingen af genren neosoul, hvor traditionel soulmusik møder R&B tilsat elementer af for eksempel hiphop og jazz.
D'Angelo blev født i Richmond i den amerikanske delstat Virginia, og allerede som barn udviste han musikalsk talent.
Han vandt musikkonkurrencerne i skolen så overbevisende, at han til sidst ikke længere måtte være med.
Han vidste, at han skulle lave musik, sagde han tilbage i 2000 til musikmagasinet Rolling Stone.
- Det her er det eneste, jeg har kunnet se mig selv lave. Jeg vidste det, da jeg var tre. Mine brødre vidste det. De forberedte mig på det. Jeg vidste altid, at det var meningen, at jeg skulle være det her og gøre det her.
Han begyndte sin karriere som sangskriver, men slog allerede med debutalbummet "Brown Sugar" fra 1995 fast, at han var en stjerne i egen ret.
Han var en af initiativmændene bag Soulquarians, et kollektiv af musikere, sangere og producere, hvor han sammen med blandt andre Questlove, Erykah Badu og J Dilla eksperimenterede.
Debutalbummet blev rost af anmelderne, og det samme blev "Voodoo" fra 2000 og "Black Messiah" fra 2014.
I dag betragtes alle tre album som nyklassikere, skriver Rolling Stone.
Hans største hit på listen Billboard Hot 100 var "Lady" fra debutalbummet. Men mange forbinder ham også med nummeret "Untitled (How Does It Feel)" fra hans andet album. Ikke mindst på grund af den meget omtalte musikvideo, hvor D'Angelo optrådte i bar overkrop.
I løbet af karrieren blev han nomineret til 14 Grammy-priser. Fire gange vandt han. Herunder to gange for bedste album i R&B-genren for "Voodoo" og "Black Messiah".
/ritzau/