København, 28/11/2025 - 14:28
Mand er udleveret fra Spanien i sag om 40 kilo kokain
Ifølge beskeder på krypteret tjeneste var 49-årig med til at få indført kokain til Danmark i foråret 2020.
Af: /ritzau/
En 49-årig mand, som sent torsdag aften blev udleveret til Danmark fra Spanien, erkender, at han var med til at smugle i alt 40 kilo kokain.
Det kom frem ved et grundlovsforhør i Dommervagten i Københavns Byret fredag.
Sagen bygger ifølge sigtelserne, som fredag blev læst op i retten, på kommunikation på den krypterede tjeneste Encrochat i foråret 2020.
Her kan man læse, at manden skal have stået for at koordinere indførsel og udleveringen af kokainen.
Af sigtelserne fremgår det, at forsendelserne af kokain skal have været præget med forskellige navne.
Der er rejst i alt fire sigtelser, som alle er foregået i foråret 2020.
Den første sigtelse drejer det sig om 15 kilo kokain, i den næste ti kilo, i den tredje fem kilo og i den sidste sigtelse ti kilo.
Den 49-årige er udleveret til Danmark efter afsoning af en dom for lignende kriminalitet i Spanien. Han er beskyttet af et navneforbud.
Det betyder, at det er strafbart at offentliggøre oplysninger, som kan identificere ham.
I retten bekræftede den 49-årige, at han havde været på den profil på Encrochat, som politiet har knyttet til ham.
I sigtelserne mod den 49-årige er nævnt flere andre brugernavne, som politiet har knyttet til formodede medgerningsmænd.
Grundlovsforhøret endte med, at manden blev varetægtsfængslet i foreløbigt 19 dage.
Den sigtede mand protesterede ikke imod varetægtsfængslingen.
/ritzau/




