28/11/2025 - 08:00
Julepynt der dufter af hygge: Lav tørrede appelsiner
Hvert år bliver kassen med støvet julepynt udfordret af nye pyntetendenser. Tørrede appelsinskiver kan bidrage til den helt rette julestemning i dit hjem.
Af: Af Luisa Vestmar Norén, Ritzau Fokus
Appelsiner får en sødlig duft, når du bager dem. Og så pynter de på alt fra julebordet til adventskransen.
Det fortæller Diana Noe Klitgaard, der deler kreative tip på blandt andet Instagram under profilnavnet Kramogkrea.
- Når jeg laver dem, så dufter hele huset, og det minder mig om min egen barndom, siger hun.
Ifølge Diana Noe Klitgaard adskiller duften fra de hjemmelavede tørrede frugtskiver sig fra dem, man kan købe.
Og så er de supernemme og ikke mindst billige at lave selv hjemme i køkkenet.
Skær dine vaskede appelsiner ud i skiver på cirka fem millimeter, og placer dem på en bageplade med et stykke bagepapir.
Sæt skiverne i ovnen på 100 grader varmluft, og bag dem i cirka tre timer. Husk at vende dem et par gange undervejs.
Appelsinerne skal tørre helt ud, men de skal ikke tage farve, forklarer Diana Noe Klitgaard.
- Med tiden får de en lidt mørkere farve, så man behøver ikke at bage dem mørke i ovnen, siger hun.
Det er også oplagt at tørre appelsinerne, hvis de er blevet lidt bløde efter at have ligget for længe i frugtskålen.
Det siger Britta Surland, der er uddannet kok og leder af Arlas inspirationskøkken.
- Jeg bruger dem til alt muligt. Jeg synes, det ser rigtig fint ud at sætte et lille stykke gran og en tørret appelsinskive på, når man pakker gaver ind, siger Britta Surland.
Vil du lave en krans af de tørrede appelsiner, kan du med fordel lime skiverne fast på et stykke pap eller bruge ståltråd, som du former til en cirkel.
Hvis du blot limer appelsinskiverne sammen uden noget, de kan hæfte på, skal de have lov til at ligge i en uges tid inden.
- Det er simpelthen, fordi de krymper en lille smule. Og har man limet dem sammen, og de begynder at krympe, så kan limen godt løsne sig, siger Diana Noe Klitgaard.
Kanterne på appelsinerne kan også begynde at folde, efter de er kommet ud af ovnen.
Hvis du gerne vil have, at skiverne er helt flade, kan du lægge en bageplade oven på dem, lige så snart du har taget dem ud af ovnen, hvor de stadig er bløde, forklarer Diana Noe Klitgaard.
Det er ikke kun appelsiner, der kan pynte efter en tur i ovnen.
Grape, lime, citroner og blodappelsin giver et skønt samspil af farver både i dit hjem og i din favoritdrik.
- Hvis nu man synes, at det er dejligt at få en juledrink af en slags, så er de også rigtig flotte dernede, siger Britta Surland.
Bruger du citrusskiverne i en drink, skal de være usprøjtede eller økologiske.
De tørrede frugtskiver kan holde sig helt til næste år i en lufttæt glas- eller plastikbeholder.
/ritzau fokus/




