København, 28/11/2025 - 09:00
Kaotisk kagekonkurrence på DR får ny vært
Komikeren Lasse Madsen skal flankere bagedystvinderen Liv Martine, når små og store kendisser skal bage i blinde.
Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus
DR har skiftet en af ingredienserne ud i den kommende sæson af "Det sorte kageshow".
Komikeren Lasse Madsen bliver ny vært på programmet, hvor deltagerne skal bage i bælgravende mørke, og overtager dermed efter komikerkollegaen Victor Lander.
Han flankerer kagekonkurrencens anden vært, Liv Martine, som vandt fjerde sæson af "Den store bagedyst" i 2015.
Komikeren glæder sig til at kaste sig ud i det, som DR kalder en kaotisk kagekonkurrence.
- Jeg elsker idéen om, at børn og voksne skal klare sig sammen i mørket. Det bliver både sjovt, kaotisk og rørende, og det viser, hvor godt det fungerer, når børn får lov til at tage styringen, siger Lasse Madsen i en pressemeddelelse.
I programmet skal seks kendte makkerpar bage i blinde.
Skuespilleren og Vild med dans-vinderen Jakob Fauerby går i køkkenet med det unge talent Ida Skelbæk-Knudsen, som han har spillet over for i filmatiseringerne af de første bøger om "Børnene fra Sølvgade".
Kost- og træningsformidler Michelle Kristensen teamer op med årets vinder af "Den store juniorbagedyst", Ea Marie Schou Vigild.
Blandt de seks makkerpar finder man blandt andre også Carpark North-frontmanden Lau Højen, der skal bage med sidste års X Factor-finalist Cristian Oprea, som er sprunget ud som skuespiller i DR Ultra-serien "1000 ord for sne".
- "Det sorte kageshow" skal inspirere familier til at opdage, hvor sjovt og givende det er at lave mad sammen, også når det hele går lidt galt, for det er her grinene, læringen og samværet for alvor får plads, siger producent på programmet Camilla Olsen i pressemeddelelsen.
Samme dag som premieren på DR1 og DRTV 20. december udkommer public service-stationen i samarbejde med Center for Undervisningsmidler (CFU) med undervisningsmateriale til mellemtrinet og en inspirationsside til familier.
/ritzau/




