Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 23/04/2024 - 21:51

Ikast trodser krise i København og Odense er klar til semifinale

Ikast vandt efter en svær kamp i København, mens Odense slog Viborg og spillede sig i DM-semifinalen.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Ikast Håndbold var i store problemer mod København Håndbold, men samlede sig og vandt tirsdagens meget vigtige opgør i kvindernes slutspil med 33-29.

Dermed er Ikast tilbage på sejrssporet efter to kampe med nederlag til Odense Håndbold og tirsdagens modstander fra hovedstaden.

Sejren betyder, at Ikast på andenpladsen nu er to point foran København på tredjepladsen.

Odense har været ustoppelig i slutspillet, og da klubben senere tirsdag aften slog Viborg HK med 25-24 på udebane, sikrede klubben sig som forventet en billet til semifinalerne.

Enten Ikast eller København løber med den anden.

Ikast har i slutspillet været hæmmet af, at de normalt så afgørende profiler Ingvild Bakkerud og Markéta Jerábková har manglet niveau, men i tirsdagens opgør i København kom de godt fra start med et mål hver i indledningen.

Værterne var dog ikke sådan lige at slå ud. Den tidligere landsholdsanfører Stine Jørgensen førte an med flere skarpe afslutninger fra distancen, ligesom Emma Navne og Clara Thomsen var konstante trusler i bagkæden.

Det etablerede angrebsspil er helt tydeligt blevet løftet, efter at Bo Spellerberg er kommet til som træner. Københavnerne kender de få angrebsåbninger til hudløshed og kan med små variationer overrumple modstanderne.

Ikast måtte prøve med nogle offensive forsvarsformationer, og det gav pote, ligesom Simone Petersen for alvor begyndte at sætte sit aftryk i angrebet, hvor hun med sit overblik satte holdkammeraterne op til uafgjort ved pause.

Gæsterne fik dog en mildest talt forfærdelig indledning på anden halvleg. Ikast lavede den ene fejl efter den anden, og et velkomponeret København-hold udnyttede det kynisk og kom foran med fire mål på få minutter.

Kasper Christensen måtte tage en timeout, hvor Ikast-spillerne blev bedt om at tage sig sammen, og så blev Simone Petersen i øvrigt sendt på banen igen, efter at hun havde varmet bænk i halvlegens indledning. Og det hjalp.

Landsholdsplaymakeren satte skik på angrebsspillet, og når holdkammeraterne ellers koncentrerede sig i afslutningsmomentet, halede gæsterne ind. Midtvejs var Ikast igen i front.

København løb tør for kræfter og faldt helt sammen i den sidste fjerdedel af kampen, hvor angrebsspillet blev utålmodigt, og Ikast-spillerne scorede efter behag.

/ritzau/

Malmø, 05/05/2024 - 21:32

Svensk partileder inden Eurovision: Kan blive en urolig uge

10430 Christine Olsson/Ritzau Scanpix

Israels deltagelse i Eurovision har affødt stærke reaktioner. Emnet var oppe at vende inden partilederdebat.

Tirsdag lyder startskuddet til årets Eurovision, der finder sted på den anden side af Øresund, i Malmø.

Men forud for den europæiske sangkonkurrence har Israels deltagelse vakt stor debat, og der ventes flere protester og demonstrationer.

Søndag var konkurrencen desuden et tema forud for en partilederdebat på svenske SVT.

- Jeg er urolig for, at det kan blive ubehageligt. Jeg var i Sveaparken i min hjemby i Örebro i påsken for nylig, og der var der optøjer, sagde Liberalernas partileder, Johan Pehrson, ifølge TT.

Han understregede samtidig, at han har forståelse for alle, der "demonstrerer fredeligt", men ikke dem der "anvender vold". Derudover sagde han, at "politiet er forberedt".

Det er krigen i Gazastriben, der har fremkaldt voldsomme reaktioner.

Flere end 35.500 mennesker har mistet livet der, efter at Israel iværksatte modangreb mod Hamas, der 7. oktober brød ind over grænsen og dræbte flere end 1100 mennesker.

Svensk politi har tidligere oplyst, at sikkerheden vil blive øget i Malmø. Både dansk og norsk politi skal bidrage til indsatsen.

Hos Sverigedemokraterna sagde partileder Jimmie Åkesson, at situationen i Malmø generelt er alvorlig "med udbredt antisemitisme og islamisme".

- Det er klart, at det kan blive en urolig uge, hvis de ikke holder sig i ro, lød det.

De to semifinaler i Eurovision afholdes tirsdag og torsdag i næste uge, mens finalen afvikles lørdag.

Jimmie Åkesson vil ikke bedømme, om det var en fejl at placere Eurovision i Malmø.

- Men det er klart, at der er risikofyldt at gøre det.

Imens sagde statsminister Ulf Kristersson fra Moderaterna, at man skal være "klar over, at der er kræfter, der ønsker, at det skal være meget rodet og meget uroligt".

- Og til det opfatter jeg, at politiet er godt rustet, sagde han.

Men Israel burde slet ikke deltage. Det mener Nooshi Dadgostar, partileder for Vänsterpartiet.

- Det skulle have været en folkefest. Nu bliver det bare sikkerhed og frygt, sagde hun.

Ved årets Eurovision repræsenterer sangeren Saba Danmark med nummeret "Sand".

/ritzau/TT

Læs Mere >>

Malmø, 05/05/2024 - 21:15

Svensk partileder inden Eurovision: Kan blive en urolig uge

Israels deltagelse i Eurovision har affødt stærke reaktioner. Emnet var oppe at vende inden partilederdebat.

Tirsdag lyder startskuddet til årets Eurovision, der finder sted på den anden side af Øresund i Malmø.

Men forud for den europæiske sangkonkurrence har Israels deltagelse vakt stor debat, og der ventes flere protester og demonstrationer.

Søndag var konkurrencen desuden et tema forud for en partilederdebat på svenske SVT.

- Jeg er urolig for, at det kan blive ubehageligt. Jeg var i Sveaparken i min hjemby i Örebro i påsken for nylig, og der var der optøjer, sagde Liberalernas partileder, Johan Pehrson, ifølge TT.

Han understregede samtidig, at han har forståelse for alle, der "demonstrerer fredeligt", men ikke dem der "anvender vold". Derudover sagde han, at "politiet er forberedt".

Det er krigen i Gazastriben, der har fremkaldt voldsomme reaktioner.

Flere end 35.500 mennesker har mistet livet der, efter at Israel iværksatte modangreb mod Hamas, der 7. oktober brød ind over grænsen og dræbte flere end 1100 mennesker.

Hos Sverigedemokraterna sagde partileder Jimmie Åkesson, at situationen i Malmø generelt er alvorlig "med udbredt antisemitisme og islamisme".

- Det er klart, at det kan blive en urolig uge, hvis de ikke holder sig i ro, lød det forud for partilederdebatten.

De to semifinaler i Eurovision afholdes tirsdag og torsdag i næste uge, mens finalen afvikles lørdag.

/ritzau/TT

Læs Mere >>

København, 06/05/2024 - 10:00

FAKTA: Spyfluen bærer bakterier

* Spyfluer sætter sig på madvarer og afføring.

* Når de sætter sig på fødevarer, kan de sprede colibakterier og salmonella, som kan resultere i, at mennesker kan få madforgiftning og andre infektioner.

* Spyfluer kan lægge æg på mangelfuldt tildækkede madvarer. Kød, som er angrebet af larver, nedbrydes hurtigere og bør kasseres.

Kilde: skadedyrsekspert Claus Schultz og lex.dk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 06/05/2024 - 10:00

Din affaldssortering er en buffet for skadedyr

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Skraldespandene, som danskerne sorterer affald i, bliver lynhurtigt grobund for alskens fluer og larver, lyder det fra skadedyrsekspert.

Forårsvarmen er på vej ind over Danmark. Og selv om høje temperaturer lige er sagen for mange danskere, slæber det også problemer med sig.

Affaldsproblemer. For høje temperaturer kombineret med danskernes affaldssortering giver gode vækstbetingelser for klamme skadedyr og insekter, advarer skadedyrsekspert.

- Du skal være meget opmærksom på, at der kan komme mange insekter, som formerer sig rasende hurtigt, lyder det fra Claus Schultz, der er er formand for Brancheforeningen for skadedyrsfirmaer og teknisk chef i skadedyrsbekæmperen Rentokil.

Han peger på, at skadedyrene hurtigt bliver tiltrukket af lugte fra madvarer og plastbeholdere af organisk materiale, som eksempelvis plastbakker til kød og metaldåser med makrel.

- Det er ikke i alle kommuner, at låget kan lukke tæt. Blæser det op, og står skraldespandene i varmen og udsender gæring, så er bananfluer eksperter i at finde det. Og de formerer sig rigtig hurtigt, siger han og peger på, at også spyfluer og flæskeklannere tiltrækkes.

Her vil de så lægge æg i organisk materiale. Ifølge Claus Schultz lægger de mellem 300 og 500 æg per gang. Spyfluers æg, der blot klækkes til larver efter et døgn, er bedre kendt som maddiker, mens klannernes larver kaldes for klannerlarver.

Men du kan afhjælpe problemet, siger skadedyrseksperten, der anbefaler, at du finder haveslangen frem.

- Hver gang skraldespandene bliver tømt, så lægger du dem ned på græsset og spuler dem rene. Så undgår du den sump af væske, som godt kan opbygge sig i bunden, siger han.

Maddiker i skraldespandene er særligt et problem i sommermånederne, hvor varmen giver de bedste betingelser for skadedyrene.

- Det bedste råd er at komme affaldet i en pose, som lukker tæt, lyder det fra projektleder Carsten Hjort fra Arwos, som blandt andet varetager affaldsopgaver i Aabenraa Kommune.

- Du skal ikke fylde posen for meget, og det samme gælder for skraldespanden, for lukker den ikke tæt, er det nemmere for dyr at komme ind, siger han og peger på, at det selvfølgelig godt kan være svært at holde dem helt ude.

- Pas også på med bare at droppe en fyldt madaffaldspose ned i en tom beholder. Det kan den altså godt gå i stykker af, siger han.

Opdager du, at din skraldespand er beskidt, så sørg for, at den bliver gjort ren.

- Brug bare vand og ikke kemikalier. Det handler bare om at få den skyllet, siger Carsten Hjort.

Er det virkelig varmt, så anbefaler projektlederen, at du sætter dine skraldespande i skyggen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek