Berlin, 02/06/2025 - 16:22
Domstol erklærer Merz' stramme asylkurs ulovlig
Tyskland må ikke afvise asylansøgere ved landets grænser, lyder det i en afgørelse fra domstol i Berlin.
Annegret Hilse/Reuters
Af: /ritzau/
Det er i strid med loven, når asylansøgere bliver afvist ved Tysklands grænser.
Det har forvaltningsdomstolen i den tyske hovedstad, Berlin, afgjort mandag, skriver magasinet Focus.
Tyskland er forpligtet til at følge EU's såkaldte Dublin-regler, meddeler domstolen ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- Personer, der udtrykker ønske om at søge asyl ved en grænsekontrol på tysk territorium, må ikke sendes tilbage, har domstolen afgjort.
Inden en asylansøger afvises ved Tysklands grænse, skal det først afgøres, hvilket andet EU-land, der har ansvaret for at behandle asylsagen, lyder det videre.
Dublin-reglerne siger, at en asylansøger skal have sin sag behandlet i det første EU-land, hvor vedkommendes indrejse bliver registreret.
Den tyske domstols afgørelse er et nederlag for Tysklands nye regering under ledelse af forbundskansler Friedrich Merz.
Han har krævet stramninger på asylområdet. Det kommer, efter at det indvandringskritiske parti Alternative für Deutschland (AfD) har fået markant fremgang ved de seneste valg til både Forbundsdagen og i delstaterne.
Afgørelsen fra forvaltningsdomstolen i Berlin kan ikke ankes.
/ritzau/