København, 05/06/2025 - 11:25
Fyret DR-chef Thomas Falbe bliver topchef hos TV 2 Kosmopol
Thomas Falbe blev fyret som chefredaktør på DR Nyheder i februar. Til august rykker han til TV 2 Kosmopol.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Thomas Falbe har efter sin fyring fra DR i februar fundet nyt job.
Han skal være administrerende direktør for regionalmediet TV 2 Kosmopol. Det skriver mediet selv.
Thomas Falbe måtte forlade DR, efter at han blev fyret som chefredaktør for DR Nyheder i februar i kølvandet på den omdiskuterede dokumentar "Grønlands hvide guld".
Falbe tiltræder 1. august og afløser Morten Kjær Pedersen, der tidligere på året valgte at opsige stillingen som direktør for TV 2 Kosmopol efter ti år i spidsen for mediet, der dækker hovedstadsområdet.
Den nye direktør siger selv, at TV 2 Kosmopol har en "unik regional position med høje ambitioner for kvalitetsjournalistik og borgernær dækning".
- Jeg glæder mig til at stå i spidsen for den fortsatte udvikling sammen med et stærkt hold af engagerede medarbejdere, siger han til mediet.
Dokumentaren, der kostede Falbe DR-jobbet, udkom på DR 9. februar og fik kritik fra både økonomer og politikere.
Dokumentaren blev kritiseret for at få det til at fremstå som om, at Danmark har haft en fortjeneste på 400 milliarder kroner på kryolit fra Sydgrønland. I stedet er der tale om omsætning.
I en graf i dokumentaren bliver det beløb sat overfor bloktilskuddet fra Danmark til Grønland, der er løbet op i knap 700 milliarder kroner i samme periode.
Inden publicering blev den centrale graf taget ud af dokumentaren, da den ikke var retvisende.
Interview med Múte B. Egede og tidligere regeringschef Lars-Emil Johansen var dog foretaget, inden grafen blev fjernet.
Dermed forholdt de sig til en fejlagtig graf, som ikke optrådte i den endelige dokumentar. Kilderne blev efterfølgende kontaktet og sagde god for deres citater.
Men det var det afgørende forhold for nyhedsdirektør i DR Sandy French, der i februar meddelte, at dokumentaren blev fjernet, og at Thomas Falbe fratrådte.
/ritzau/