Tórshavn, 17/06/2025 - 16:23
Mette Frederiksen: Danmark er klar til at styrke rigsfællesskabet
Jens-Frederik Nielsen ser frem til at få investeret i det grønlandske samfund, siger han på pressemøde.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Danmark er klar til at give øget indflydelse til Færøerne og Grønland i udviklingen af fremtidens rigsfællesskab.
Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag på et pressemøde i Tórshavn.
Her står hun sammen med Grønlands regeringschef, Jens-Frederik Nielsen, samt lagmanden på Færøerne, Aksel V. Johannesen.
- Vi har taget flere skridt de seneste år, blandt andet i forhold til Arktisk Råd og med den arktiske ambassadør, siger Mette Frederiksen.
Hun tilføjer, at Danmark også er klar til at styrke Grønlands og Færøernes position i Nordisk Råd.
Nordisk Råd består af repræsentanter fra Danmark, Finland, Norge, Sverige og Island.
Danmark, Finland, Norge og Sverige har 20 medlemmer hver, mens Island har syv medlemmer. To af Danmarks repræsentanter kommer fra Færøerne og Grønland, mens to af Finlands repræsentanter kommer fra Åland.
De tre regeringsledere har de seneste dage afholdt det halvårlige rigsmøde og møde i Udenrigs-, Sikkerheds- og Forsvarspolitisk Kontaktudvalg i rigsfællesskabet.
Jens-Frederik Nielsen lægger ikke skjul på, at Grønland forventer flere investeringer i Grønland.
- Der er ikke blevet investeret nok i Grønland. Hvis vi skal føle os ligeværdige, skal der gøres noget fra den side også.
- Jeg konstaterer, at investeringerne skal være der, de bør være der. Grønland vil gerne have et stærkere fundament, siger han.
/ritzau/