København, 10/06/2025 - 15:24
Grønlands fodboldforbund får kold skulder af Concacaf
Grønlands drøm om at blive indlemmet som medlem af fodboldforbundet Concacaf er død for nu.
James Brooks/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Grønlands Boldspil Union (KAK) må fortsat kigge langt efter muligheden for at kunne kvalificere sig til slutrunder.
På en ekstraordinær kongres i det nordamerikanske fodboldforbund (Concacaf) blev forslaget om at optage Grønland som det 42. medlemsland nedstemt.
- Baseret på en grundig vurdering foretaget af Concacafs administration og bestyrelse og i overensstemmelse med Concacafs vedtægter gennemgik medlemsforbundene den medlemsansøgning, der var indsendt af det grønlandske fodboldforbund, og afviste den enstemmigt, skriver Concacaf i en pressemeddelelse ifølge Reuters.
Concacaf dækker Nord- og Mellemamerika samt Caribien.
Dermed står Grønland fortsat uden medlemskab af et kontinentalt fodboldforbund og kan kun spille træningskampe, som ikke er sanktioneret af Det Internationale Fodboldforbund (Fifa).
Man kan heller ikke deltage i kvalifikationsturneringer.
Med tilknytningen til Danmark ville det være oplagt, at Grønland ligesom Færøerne hørte til Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).
Uefa stiller imidlertid krav om, at et medlemsland skal være medlem af FN. Det er Grønland ikke.
Det krav har Concacaf ikke, og derfor søgte Grønland om optagelse der.
Tommelfingeren blev dog vendt nedad, og KAK står fortsat i et vadested. Afvisningen skuffer KAK-formand Kenneth Kleist.
- Dette er ikke en sejr for fodbolddemokratiet. Det gør ikke fodbold tilgængeligt for alle globalt, og det viser, at mindre nationer står over for ekstreme vanskeligheder, når det kommer til at få tilladelse til at spille under deres eget flag, siger Kleist til sportsmediet The Athletic.
/ritzau/