Vágur, 12/06/2025 - 13:44
Kongepar og prinsesse svævede i zipline over færøsk kløft
Dronning Mary siger, at zipline-tur over kløft på Færøerne ligger højt over største indtryk på Færøerne.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Kong Frederik, dronning Mary og prinsesse Josephine ziplinede over en kløft på den sydlige ø Suðuroy på Færøerne.
Det skete under et besøg i naturområdet Vágseiði, som parret besøger torsdag i forbindelse med det officielle besøg til øgruppen.
En zipline er en svævebane i luften, hvor man er hægtet fast til en line i seletøj.
Turen over kløften gjorde indtryk på det danske kongepar.
- Når man lige er kommet af den zipline, så ligger den relativt højt, lød det fra dronning Mary til den fremmødte presse, da hun blev spurgt til, hvad der har gjort størst indtryk på besøget.
- Men vi har haft mange store oplevelser, lyder det fra dronningen.
Hun bemærker særligt den "hjertelige og glade modtagelse", parret har mødt alle vegne.
- Det rører os dybt.
Kong Frederik siger til pressen, at det er fantastisk at være på Færøerne som kongepar. Det er parrets første besøg til øgruppen som konge og dronning.
- Det lå faktisk øverst på vores besøgsliste i Kongeriget sidste år. Men nu er vi her, og det er vi ekstremt glade for, lyder det fra kongen.
Kongeparrets besøg til Færøerne skulle oprindeligt have været gennemført sidste år. Men på grund af en omfattende strejke på Færøerne blev turen aflyst, hvorfor kongeparret kun kom omkring Grønland på togtet i 2024.
- Færøerne er under en rivende udvikling. Det ser vi både i form af bygninger, der skyder op, og vestand, der øges, siger kongen.
Derudover tilføjer han mødet med "entreprenante færinger", der har stor glæde ved "at udvikle sig".
Turen til Færøerne strækker sig over tre dage, og blev skudt i gang onsdag. Torsdag er det særligt den færøske natur, der er i fokus.
Og det kunne dronningen mærke, da hun svævede over kløften.
- Det er så smukt. Naturen på Færøerne er bjergtagende. Det er smukt, barskt, voldsomt, og det mærker man deroppe. Alle de kræfter, som færinger lever i pagt med, siger dronning Mary.
/ritzau/