København, 22/07/2025 - 17:02
DMI nedjusterer varsel for regnvejr flere steder i landet
Der ventes op til 80 millimeter regn over eftermiddagen og aftenen på dele af Sjælland og på Lolland-Falster.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har nedjusteret varslet om regn i de kommende timer.
Der er nu ikke længere nogen dele af landet, hvor der varsles om regnvejr i kategori 3, der beskrives som meget farligt vejr.
I den nye varsling advares der om kraftig regn - kategori 2 - på Fyn og i Det Sydfynske Øhav frem til klokken 02.00 natten til onsdag.
Samme varsel gælder for den sydvestlige del af Sjælland samt Lolland, Falster og Møn.
Fra tirsdag eftermiddag til natten til onsdag forventer DMI, at der falder mellem 50 og 80 millimeter regn.
Samtidig advarer DMI om risiko for lokale oversvømmelser flere steder.
Også i andre dele af landet ventes der meget regn.
I den sydlige halvdel af Jylland samt på dele af Sjælland varsles der om regnvejr i kategori 1.
Her ventes der mellem 25 og 35 millimeter nedbør i de kommende timer.
I hovedstaden er der ikke længere noget varsel fra DMI.
Det samme gælder for Roskilde og den nordlige del af Køge Bugt. Der er heller ikke nogen advarsel for Bornholm.
I den vestlige del af Danmark er varslet om kraftig regn blevet fjernet i Midtjylland.
Tidligere tirsdag ophævede DMI varslet om kraftig nedbør for Nordjylland og Nordsjælland.
Her forklarede vagthavende meteorolog Jonas Paludan, at sommervarmen har gjort det sværere at forudse, hvor meget regn der faktisk vil falde.
Temperaturen ligger tirsdag mellem 18 og 24 grader.
De store mængder vand, der er silet ned siden mandag, har skabt udfordringer flere steder.
Lokale medier beretter tirsdag eftermiddag om oversvømmelser på Lolland-Falster og Sydsjælland.
Flere veje er desuden blevet lukket på grund af vand på vejbanen, og forsikringsselskaber opfordrer bilister til at undgå viadukter.
Ved målingsstationer på Møn og Falster er der blevet målt over 100 millimeter regn på et døgn.
/ritzau/