København, 14/05/2025 - 20:14
TTH er tæt på DM-semifinale på Fredericias bekostning
TTH Holstebro slog Fredericia og er på vej mod DM-semifinalen, som nu bliver svær at nå for Fredericia.
Johnny Pedersen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
I sidste sæson nåede Fredericias håndboldherrer helt frem til DM-finalen, som blev tabt mod Aalborg.
I denne sæson når Fredericia næppe til semifinalerne, selv om tredjepladsen i grundspillet gav forventninger i den retning.
Onsdag aften tabte Fredericia nemlig nøgleopgøret om andenpladsen i gruppe 1, da udekampen mod TTH Holstebro endte med 31-25 til hjemmeholdet.
TTH ligger nu mere end lunt til på andenpladsen med sine seks point foran Fredericia med tre. Begge har to kampe tilbage. GOG styrer sikkert mod førstepladsen med otte point og tre kampe tilbage at spille.
Onsdagens sejr var en understregning af TTH's gode form. Holdet sluttede blot som nummer syv i grundspillet, men efter at have vundet otte ud af de seneste ni kampe er der udsigt til at spille om medaljer.
Omvendt har Fredericia slet ikke ramt formen på det vigtigste tidspunkt af sæsonen. Holdet har blot vundet fire af sine seneste 11 kampe.
Onsdag startede det meget lige, men TTH var først til at slå et hul på måltavlen med føringen på 10-6. Det blev også til flere femmålsføringer, før Fredericia igen kom bedre med og sluttede første halvleg bedst af.
Halvvejs var TTH's forspring skrumpet til 15-13.
Fredericia angreb for udligning, men det lykkedes ikke at bringe balance. I stedet fik TTH en ny god periode, hvor 17-16 blev til 21-16.
Fredericia reducerede til 21-23, men TTH reagerede ved at score de tre næste mål til ny føring på fem mål.
Angrebsspillet kørte ikke rigtigt for Fredericia, der mest holdt sig inde i kampen på Rasmus Storms mange redninger.
Men selv ikke han kunne sikre point på egen hånd, og TTH løb fra gæsterne i de sidste minutter.
/ritzau/