Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Basel, 16/05/2025 - 06:00

Grandprixgeneral i tårer: Vi har kæmpet så hårdt

DR's grandprixstrategi er endelig lykkedes. Danmark står i sin første Eurovision-finale siden 2019.

Martin Meissner/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Endelig lykkedes DR's grandprixstrategi: Danmark er klar til sin første Eurovision-finale siden 2019, efter at Sissal imponerede seerne med "Hallucination".

DR's grandprixboss, Erik Struve Hansen, er rørt til tårer.

- Jeg er utroligt glad. Jeg er megastolt af Sissal og af det hold, der har fået det til at ske, og af at Danmark endelig er i den finale, siger han.

- Jeg synes virkelig, det er forløsende, efter at der er blevet kæmpet så hårdt.

Erik Struve Hansen er også en tydeligt lettet mand, som han står der i St. Jakobshalle i den schweiziske storby Basel, hvor årets Eurovision afholdes.

Danmark er det land, der har misset finalen flest år i streg.

Efter fire års finalefadæse iværksatte DR i 2023 en ny grandprixstrategi: kærlighed ved første lyt og en stærk performance visuelt og vokalt.

Til sidste års Eurovision var Saba og nummeret "Sand" valgt ud fra netop de parametre. Men også der løb håbet om en finaleplads ud som sand imellem fingrene.

Dengang var Erik Struve Hansens øjne også blanke.

I år er det af glæde.

- Vi har knoklet, nærmest fra at sidste års Eurovision var slut, for at finde ud af: Hvad gør vi nu? Hvordan får vi vendt skuden, så vi kommer i den finale?, fortæller han.

DR har fastholdt strategien. Derudover har public service-stationen skruet op for indsatsen på de sociale medier.

Nu er det endelig lykkedes, og med målsætningen nået skal der sættes nye.

- Selvfølgelig kæmper vi da nu for at klare os så godt som overhovedet muligt i den finale, siger Erik Struve Hansen.

Om så godt som overhovedet muligt er en sejr, har grandprixgeneralen endnu ikke afgjort.

- Nu har der været den kæmpe udfordring med at komme i finalen. Så vi sætter det næste mål på lørdag. Men vi kommer da til at kæmpe med næb og kløer, for jeg synes virkelig, vi har noget særligt i Sissal, siger han.

Der er plads til 26 lande i Eurovision-finalen. 20 af finalisterne er fundet i to semifinaler afholdt henholdsvis tirsdag og torsdag.

11 lande klarede ikke cuttet og må forlade Eurovision uden mulighed for en sejr.

Seks lande er automatisk kvalificeret: Spanien, Italien, Storbritannien, Frankrig og Tyskland, fordi de betaler den største del af Eurovision, samt sidste års vindernation, som denne gang er Schweiz.

Danmark har vundet det internationale melodigrandprix tre gange: i 1963 med Grethe & Jørgen Ingmanns "Dansevise", i 2000 med Brødrene Olsens "Smuk som et stjerneskud" og i 2013 med Emmelie de Forests "Only Teardrops".

Eurovision-finalen sendes på DR1 lørdag 17. maj klokken 21.00.

/ritzau/

London, 02/11/2025 - 16:22

Eksprins Andrew står til at miste sin sidste militære titel

Toby Melville/Reuters

Kong Charles har "indikeret", at han ønsker, at Andrew ikke længere skal være viceadmiral, siger minister.

Andrew Mountbatten Windsor - tidligere prins Andrew - vil formentlig få frataget sin sidste militære titel.

Den britiske regering arbejder således på at fratage ham titlen som viceadmiral i den britiske flåde. Det siger forsvarsminister John Healey til BBC.

Kong Charles har "indikeret, at det er det, han ønsker", lyder det fra Healey ifølge det britiske medie.

Andrew mistede sine andre militære titler i 2022, men beholdt titlen som viceadmiral.

Han tjente i den britiske flåde i 22 år og gjorde blandt andet tjeneste under Falklandskrigen i 1982.

De seneste uger er der kommet fornyet fokus på eksprinsens fortid og anklager mod ham om seksuelle overgreb.

Torsdag oplyste Buckingham Palace, at Andrew mister både titlen som prins og sin royale residens.

Andrew er blevet kritiseret for sit venskab med den afdøde seksualforbryder og forretningsmand Jeffrey Epstein.

I en bog, der for nylig er udkommet, retter den nu afdøde kvinde Virginia Giuffre på ny anklager mod den tidligere prins om flere gange at være blevet tvunget til sex med ham, første gang som 17-årig i 2001.

Giuffre skriver i bogen, at hun frygtede, at hun ville "dø som sexslave" under Epstein.

Andrew Mountbatten Windsor har nægtet at have forgrebet sig på Giuffre. I 2022 indgik han et forlig med hende.

Den britiske konge og dronning udtalte, da Andrew tidligere ugen blev frataget sine titler, at deres "sympati er med og vil forblive med ofre og overlevende for enhver form for overgreb".

Den tidligere prins forbliver nummer otte i den britiske tronfølge, til trods for at han ikke længere har titel som prins og nu har et borgerligt navn.

Giuffres bog "Nobody's Girl: A Memoir of Surviving Abuse and Fighting for Justice" udkom tirsdag 21. oktober.

Den danske udgave af bogen udkommer 4. december i år.

Giuffre, der tidligere i år begik selvmord, beskriver i bogen, hvordan et netværk af rige og magtfulde mænd misbrugte unge kvinder.

/ritzau/

Læs Mere >>

London, 02/11/2025 - 15:52

Eksprins Andrew står til at miste sin sidste militære titel

Toby Melville/Reuters

Kong Charles har "indikeret", at han ønsker, at Andrew ikke længere skal være viceadmiral, siger minister.

Andrew Mountbatten Windsor - tidligere prins Andrew - vil formentlig få frataget sin sidste militære titel.

Den britiske regering arbejder således på at fratage ham titlen som viceadmiral i den britiske flåde. Det siger forsvarsminister John Healey til BBC.

Kong Charles har "indikeret, at det er det, han ønsker", lyder det fra Healey ifølge det britiske medie.

Andrew mistede sine andre militære titler i 2022, men beholdt titlen som viceadmiral.

De seneste uger er der kommet fornyet fokus på eksprinsens fortid og anklager mod ham om seksuelle overgreb.

Torsdag oplyste Buckingham Palace, at Andrew mister både titlen som prins og sin royale residens.

Andrew er blevet kritiseret for sit venskab med den afdøde seksualforbryder og forretningsmand Jeffrey Epstein.

I en bog, der for nylig er udkommet, retter nu afdøde Virginia Giuffre på ny anklager mod den tidligere prins om flere gange at være blevet tvunget til sex med ham, første gang som 17-årig i 2001.

Giuffre skriver i bogen, at hun frygtede, at hun ville "dø som sexslave" under Epstein.

Andrew Mountbatten Windsor har nægtet at have forgrebet sig på Giuffre.

I 2022 indgik han et forlig med hende.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 02/11/2025 - 10:00

FAKTA: Bilens sikkerhedsudstyr

* Det er ikke et lovkrav i Danmark at have sikkerhedsudstyr med i bilen. I udlandet kan der dog gælde andre regler, og det er derfor godt at tjekke op på, hvis du skal på kør selv-ferie.

* I Danmark er det dog lovpligtigt at sætte en advarselstrekant op, hvis din bil er involveret i et færdselsuheld. FDM anbefaler derfor, at du altid har en advarselstrekant med i bilen.

* FDM's råd er også at have en førstehjælpskasse, en sikkerhedsvest, en nødhammer med seleskærer og et ekstra sæt lygtepærer liggende i bilen.

Kilde: bilejernes interesseorganisation FDM.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 02/11/2025 - 10:00

Prep din bil så du er beredt på en krisesituation

Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Med et lille nødlager i bilen undgår du alt for mange frustrationer, hvis du strander flere timer i din bil, fortæller friluftsvejleder og forfatter.

En kø, der ikke rokker sig ud af flækken, eller et strømsvigt, der lammer trafikken. Det er ikke utænkeligt at havne i en situation, hvor du bliver fanget i din bil i timevis.

Derfor kan det være ganske fornuftigt altid at have et lille nødlager i bagagerummet. Det mener Mette Mortensen, der er friluftsvejleder og forfatter til bogen "Prepperens håndbog", hvor hun guider læseren til at opbygge et hjemmeberedskab.

- Det er smart at have en lille taske eller kasse i bilen, som ikke står i vejen, og som man ikke skal flytte rundt på, og som indeholder nogle af de ting, der er gode at have i sådan en situation, siger Mette Mortensen.

Øverst på hendes pakkeliste står den klassiske førstehjælpskasse.

- Jeg har været rundt og spørge bilister, og mange har faktisk ikke noget så basalt som en førstehjælpskasse liggende i bilen, siger hun.

Dernæst råder hun til at bruge tre grundlæggende elementer som rettesnor.

- Helt basalt handler det om at kunne holde sig mæt, varm og tør, understreger Mette Mortensen, der anbefaler, at du forestiller dig, at du skal kunne klare dig i 24 timer i bilen.

Du behøver dog ikke at proppe dytten med læssevis af langtidsholdbar mad. Et par pakker myslibarer og en dunk med vand er et fint minimum.

Med hensyn til at holde varmen råder Mette Mortensen dig til altid at have et tæppe liggende i bilen.

- Tæppet er rart at have, uanset om det er sommer eller vinter. Det bliver jo koldt om natten, og det er dejligt at kunne tage noget over sig, når man skal hvile sig lidt, siger hun.

Er du strandet i timevis, kan du heller ikke undgå, at du må ud af bilen og træde af på naturens vegne, og derfor anbefaler Mette Mortensen, at du har en rulle toiletpapir som en del af det lille nødlager.

- Du kan sagtens tørre dig med en græstot, men det er rigtig rart lige at have noget toiletpapir at tørre sin lille mås med, siger hun.

Ønsker du at sammensætte et nødlager, der går lidt ud over de helt basale ting, nævner Mette Mortensen en lommelygte, en nødradio og en eller flere opladte powerbanks.

Et godt gammeldags kort kan også være smart at have liggende i handskerummet.

- Det er en god idé at have et kort ved hånden, fordi du kan befinde dig i en situation, hvor du ikke kan bruge elektroniske hjælpemidler, og hvor du skal være i stand til at finde ud af, hvor du er, og hvordan du kommer til den nærmeste by for eksempel, siger Mette Mortensen.

Hun tilføjer, at kortet faktisk er smart at bruge, selv om elektronikken virker. Det kan nemlig være en måde at spare på den dyrebare strøm.

En del af det at preppe handler ifølge Mette Mortensen ikke kun om overlevelse, men også om at have det rart, mens undtagelsestilstanden står på.

- Pak et spil kort, en bog eller noget andet tidsfordriv, der ikke kræver strøm. Det kan blive nogle lange timer, hvis man skal sidde et døgn i sin bil og kigge ud ad vinduet, siger hun og fortsætter:

- Så det er ikke dumt at have noget underholdning med. Det kan også være noget, der kan bruges til at aktivere børnene, hvis de er med.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek