København, 20/07/2025 - 12:58
Højgaard-tvillinger undgår hinanden: Vi skal frem i stillingen
Højgaard-tvillingerne havde håbet at være i bold sammen, når de søndag går sidste runde i The Open.
Maja Smiejkowska/Reuters
Af: /ritzau/
De har fejret jul, fødselsdage og andre af livets store begivenheder sammen, men søndag må de succesfulde golftvillinger Rasmus og Nicolai Højgaard nøjes med at spejde efter hinanden på sidste runde af den britiske majorturnering The Open.
Begge spillere står ellers noteret for en score i seks slag under par og er på en delt niendeplads før sidste runde. Men brødrene fra Billund undgår akkurat hinandens selskab på Royal Portrush-banen i Nordirland.
De skal nemlig ikke gå i bold sammen, fremgår det af turneringens hjemmeside.
Rasmus Højgaard går ud på banen klokken 14.40 dansk tid, mens Nicolai Højgaard først slår ud ti minutter senere.
Hver især jagter de et topresultat i den lukrative turnering, men de håber også det bedste for hinanden.
- Desværre skal vi ikke spille sammen, men det er godt, at vi begge ligger i den gode ende af feltet, og så må vi begge prøve at hive det danske flag længere op på leaderboardet, siger Rasmus Højgaard til Viaplay.
Han har haft nogle svære måneder med træge resultater og flere missede cuts. Derfor glæder han sig over, at han nu er langt fremme i sæsonens største turnering på europæisk jord.
- Det er en fin fornemmelse at være i top-10 inden sidste runde. Det er den rigtige ende at være i. Jeg synes, at jeg har spillet godt i den her uge.
- Det vil ændre meget på min situation, hvis jeg kan fastholde min position. Jeg skal gå ud og spille god golf, og så må vi se, hvad det rækker til, siger Rasmus Højgaard, der ærgrer sig over, at han lørdag rundede af med en bogey på 18. hul.
Også tvillingbror Nicolai Højgaard er tilfreds med sin position før sidste runde, men flere mislykkede birdieputts på de første tre runder irriterer ham.
- Jeg har været lidt frustreret over, at jeg har givet mig selv nogle gode chancer, som jeg ikke har udnyttet.
- Man kan spille nok så godt, men hvis man ikke kan putte bolden i hul, er det jo ligegyldigt. Jeg er ikke helt der, hvor jeg gerne vil være på det punkt, siger han til Viaplay.
En niendeplads i turneringen udløser et beløb svarende til næsten 2,5 millioner kroner.
Vinderen belønnes med lidt over 21 millioner kroner.
De penge kan meget vel tilfalde verdens-etteren Scottie Scheffler, der har fire slag ned til den nærmeste konkurrent før sidste runde. Han har otte slag ned til de danske tvillinger.
/ritzau/